Egypterne drømmer om at få turisterne tilbage

Euforien over revolutionen i Egypten blev afløst af bekymring for turismens fremtid, da Det Muslimske Broderskab og de islamistiske salafister vandt valget i efteråret.

Rejseliv imported photo
Det har formentlig taget 20-30 år at bygge Keops-pyramiden, hvortil der er brugt to millioner stenblokke, der hver vejer to et halvt ton. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pius Lee, Iris

Hvilken betydning vil det få fremover for turisternes udfoldelsesmuligheder – især ved de populære bade- og dykkersteder? Ingen, forsikrede de egyptiske turistmyndigheder Rejseliv.dk, da vi for nylig gæstede Cairo.

Næste side: Videre til pyramiderne ved Giza

Vi har netop krydset Nilen over El Tahrir-broen midt i Cairo og nærmer os Tahrir-pladsen, hvor den egyptiske revolution brød ud 25. januar 1011. Det er med blandede følelser vi følger den uendelige strøm af dyttende biler, hestekærrer og scootere ind i den enorme, ottesporede rundkørsel, som omkranser pladsen, for hvad vil vi møde? Billederne af tusinder af vrede mennesker, ild og kampvogne sidder stadig på nethinden.

Denne dag er der ingen ophidsede skarer. Kun en civil egypter, der hekstisk farer frem og tilbage og uden det store held forsøger at dirigere den kaotiske trafik. Både politi og militær var i otte måneder efter revolutionen stort set usynlige i gadebilledet, men i dag er politiet tilbage i trafikken – bare ikke på Tahrir-pladsen.

I midten af rundkørslen står en snes telte. Det er ikke oprørere, der bor her, men hjemløse, som har slået sig ned midt i bilosen. Freden er vendt tilbage til Tahrir-pladsen – ...eller så fredeligt, der nu kan blive i hjertet af en by med 18 mio. indbyggere, og hvor alle tilsyneladende er ude at køre i byens tre mio. biler samtidig.

Fra pladsen kan man kaste dystre blikke ned ad gaden, hvor indenrigsministeriet ligger, og hvor de fleste oprørere døde, og man kan se den afsatte præsident Mubaraks afbrændte hovedkvarter ved siden af Det Egyptiske Museum. Men her på stedet står souvenirsælgerne klar i deres boder, og mængder af egyptere iler forbi, mens bilerne af uforståelige årsager ikke ender i ét enormt trafikuheld.

Hverdagslivet er altså vendt tilbage, og man føler sig ikke urolig. Men noget er alligevel anderledes: Her er ingen turister.

Vi kører det korte stykke hen til Det Egyptiske Museum. På en god dag burde man stå i kø i to-tre timer for bare at komme ind, men der er ingen foran os, og vi går direkte ind i den smukke have foran museet med græsplænerne og statuerne. Her er nogle få japanske grupper, ellers næsten ingen.

De fleste turister er i Cairo i en eller to dage, hvor de flyver ind fra feriestederne i Sharm el Sheikh, Hurghada eller Luxor for at opleve især pyramiderne i Giza, Sfinxen og netop Det Egyptiske Museum. Museet rummer 150.000 genstande fra Egyptens fantastiske historie, og her kunne man snildt bruge dage.

Men vælg fra og fordyb dig i afdelingen for barnekongen Tutankhamon, der regerede Egypten i ti år fra1333 f. Kr.. Alene hans dødsmaske af guld får det til at gibbe i én. Tutankhamons grav er den eneste kongegrav, der blev fundet uberørt, og afdelingen er en sand skattekiste af oplevelser. Men her er næsten heller ingen turister.

Egypterne er desperate efter turister. Det skønnes, at ud af landets 80 mio. indbyggere er de 20 mio. direkte eller indirekte afhængige af turismen, der før revolutionen udgjorde ca. 11,5 pct af bruttonationalproduktet. Sidste år forsvandt 80 pct. af turisterne fra Cairo, mens Egypten samlet set oplevede et fald i turismen på næsten 35 pct.

Ved efterårets valg til parlamentet fik Det Muslimske Broderskab 47 pct. af stemmerne, mens de ekstreme islamister, salafisterne, fik 25 pct. I slutningen af maj skal der vælges ny præsident, og kan man så frygte en mere radikal holdning til, hvad turister må, som der har været talt om: At det skal være slut med at gå i bikini, slut med alkohol, og slut med at mænd og kvinder går i spa sammen?
Det har den øverste chef for de egyptiske turistmyndigheder, Amr El Azabi, en klar holdning til:
»Alle har lov til at sige deres mening, men når alt kommer til alt, så er vi helt afhængige af turisterne, og livet på turistdestinationerne vil fortsætte som hidtil, og som turisterne ønsker. For at sige det forsigtigt, så er Det Muslimske Broderskab endnu ikke vant til praktisk politik. Men turister må selvfølgelig også respektere vores traditioner og normer og ikke gå i badetøj i byerne og på restauranter. Men den fundamentale frihed, som blev opnået gennem revolutionen er så vigtig, at ingen tør pille ved den. Jeg er sikker på, at vi får et mere liberalt samfund fra nu af,« siger han til Rejseliv, da vi møder ham i Cairo.

Hvordan vil turistmyndighederne få turisterne tilbage til Egypten?
»Vi skal holde os til det, vi er gode til: Vores fantastiske kulturhistorie med pyramiderne, museerne, Kongernes Dal, Nilen. Vi skal satse på dykkerturismen og sol- og badeferien,« siger Amr El Azabi: »Vi vil også styrke øko- og ørkenturismen, men det er noget, der skal udvikles ganske langsomt, så vi holder os til vores store markeder – for eksempel Skandinavien – og sælger os på de klassiske ting.«

Turistmyndighederne bruger 200 mio. kr. på at markedsføre Egypten, og man er i tæt samarbejde med de rejsebureauer, der fastholder Egypten, også økonomisk.
»1. juli har vi en ny præsident, og vi glæder os til fremtiden, men på de store chartersteder er 80 pct. af de lokale egyptere afhængige af turismen, og Cairo er lige nu hårdt ramt af manglen på turister, så kom venligst og besøg os,« siger Amr El Ezabi til afsked.
Vi er tæt på Nilen og spiser frokost på et af de store flodskibe, der er omdannet til flydende restauranter og ligger fortøjret side om side. Det illustrerer til fulde den desperate situation, den egyptiske turistbranche befinder sig i: Her er ikke en gæst i miles omkreds; kun vores lille gruppe og en tjenerstab på det dobbelte.

Næste side: Videre til pyramiderne ved Giza