Dubai er nu til at betale

Dubai var engang de über-riges legeplads, hvor oliepenge kunne gøre selv de vildeste idéer til virkelighed. Finanskrisen rev det billede itu og tilbage står et mere ydmygt Dubai.

Rejseliv imported photo
Tag en lille sejltur og nyd udsigten til blandt andet det syvstjernede Burj al Arab-hotel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kasper Krogh

»Far, man kan slet ikke se toppen,« konstaterer vores toårige søn nede fra klapvognen, mens resten af familien står med nakken bagover i et forsøg på at få hele Burj Kalifa med.

Læs også: Guide til storbyer med strand

Knægten har ret, for når man står ved foden af Dubais – og også verdens – højeste bygning, er det svært at se spidsen af de 200 etager skinnende glas og stål, som udviskes i en varmedis højt, højt oppe på himlen.

I de glade dage før finanskrisen kørte byggekranerne nonstop i Dubai. Emiratet havde ikke nok i en skyline, der kan måle sig med Manhattans, en indendørs skibakke i et land uden frost og i det syvstjernede hotel, hvor Stein Bagger mødte sit Waterloo. Emiratet ville også have verdens højeste bygning, der skulle rejse sig næsten en kilometer i vejret som symbol på Dubais rigdom og evne til at sprænge alle rammer.

Men Burj Kalifa er stik imod alle intentioner også blevet et bevis på, at der selv i den lille ørkenstat, som ville være de über-riges legeplads, er grænser for, hvor langt penge rækker.

Det 828 meter høje tårn skulle oprindeligt have heddet Burj Dubai – på dansk Dubai-tårnet. Men så kom finanskrisen og ramte Dubai som en nedrivningskugle for enden af en kran. Dubai stod pludselig med et statsunderskud på 80 mia. dollar, og hele emiratet og planerne om Burj Dubai kunne kollapse som et korthus. Dubai gik derfor tiggergang i naboemiratet Abu Dabi og lånte 10 mia. dollar til at holde kranerne i gang. Udover renterne havde det sin pris; i dag hedder verdens højeste bygning ikke Burj Dubai, som planlagt, men Burj Kalifa – opkaldt efter Abu Dabis leder, Sheik Khalifa bin Zayed al-Nahyan. 

Som en groggy bokser forsøger emiratet i dag at genfinde sine ben efter finanskrisen. Det har sine fordele for turisterne. For i et forsøg på at lokke dem til landet er prisniveauet blevet sænket i Dubai. Selv om Dubai fortsat ikke er blandt verdens billigste rejsemål, er det i dag i højere grad end før krisen til at betale et ophold her. Det har gjort emiratet til et strand- og solsikkert alternativ for de danskere, som er trætte af sangria og kanariske øer, men ikke orker de lange flyveture til Østen. Det tager nemlig kun godt seks timer at flyve fra gråvejr i Danmark til høj sol i Dubai.

Netop den kombination fik os til at overveje Dubai, og da vi undersøgte priserne på hoteller og fly, blev vi overrasket over, hvor langt vi kunne komme for pengene. De femstjernede luksushoteller i Dubai er nu nede i en prisklasse, som ikke ligger meget over, hvad en overnatning på et godt hotel koster i Danmark. For nylig opgjorde hjemmesiden Hotels.com en statistik over hotelpriserne verden over i 2010. Her lå Dubai og De Forenede Arabiske Emirater nummer to blandt de lande, hvor hotelpriserne var faldet mest, kun overgået af Marokko. Samtidig er Dubais lufthavn et absolut knudepunkt for flytrafik mellem Europa, Mellemøsten og Asien, hvilket har skabt øget konkurrence og billigere priser.

Da vi skulle af sted, var vi på udkig efter et hotel med både pool og strand, i børnevenlige versioner. Efter et par afteners netsurfing landede vi på et Radisson Blu Resort i Sharjaj, nord for Dubai. På det femstjernede hotel fik vi et stort værelse med god plads til to voksne og et barn for 1.200 kr. per nat. Med i det var en kæmpe morgenbuffet og adgang til stedets tre swimmingpools, en god strand, fitnesscenter og spa, tennisbaner, volleyballbane og andre »nødvendigheder«.

Det så godt ud, da vi bookede på nettet, og heldigvis også da vi nåede frem til stedet. Dog var udsigten fra stranden til den nærliggende havn og skibsbygningsdok ikke lige noget, der stod nævnt på hotellets hjemmeside. Men på plussiden var faciliteterne gode, personalet flinkt og hjælpsomt, og så var der en glimrende shuttlebus, som hver morgen kører hotelgæster ind til Dubai centrum.
Her bliver man så sat af ved et stort shoppingcenter. Selvfølgelig, for meget af livet i Dubai synes at foregå i eller omkring de mange gigantiske shoppingcentre, der får Magasin til at ligne en 7Eleven-butik. De er hele byer i sig selv, og ud over forretninger i hobetal er der indbygget underholdning som for eksempel den indendørs skibakke i Emirates Mall eller kæmpe akvarium og undervands-zoo i Dubai Mall.

I stormagasinerne viser de nye tider sig også. Selvfølgelig kan man stadig fyre en månedsløn af på en formiddag, hvis man går i haute couture-butikker som Tom Ford, Jimmy Choo eller Dior. Der ser man aldrig et skilt med »Buy 2 – get 1 for free«, men det gjorde vi til gengæld i forretninger med mange af de samme mærkevarer, som man finder på Strøget i København, og til priser på samme niveau eller lidt under de danske. Udsalget var i gang, og tilbuddene havde ingen udløbsdato.

Priserne var også ganske rimelige i Dubais køkkener, hvor man finder et bredt udvalg af kvalitetsrestauranter for enhver smag og pengepung. Fra stjernekokkene Gordons Ramsay og Gary Rhodes’ europæiske gourmetkøkken over argentinske, kinesiske, vietnamesiske og de mange små og sublime libanesiske og persiske restauranter er der bud for enhver smag, og vi oplevede hverken at gå skuffede eller sultne fra bordet. Ej heller meget fattigere, for set i forhold til madens kvalitet, var priserne yderst rimelige og et stykke under, hvad man er vant til i Danmark.

Når alle plusserne ved Dubai er fremhævet, bør de mindre gode sider også komme frem i lyset. Dubai er ikke en nem by at udforske. Der er for varmt, for langt og for svært at finde rundt til fods, så transporten foregår i billige taxa’er eller i metro-tog fra hotellerne til shoppingcentrene eller til de gode, offentlige strande langs området Jumeriah Beach. Og trafikken er tæt og ender i myldretiden ofte i en trafikprop. Så selv om Dubai er en storby, skal man være forberedt på at opleve den på en anden måde, end man gør i for eksempel de europæiske hovedstæder.

Normerne for påklædning og sædelighed kan også være en udfordring. Man har læst skrækhistorier om kærestepar, der har fået bøder for at kysse på åben gade og om det lokale politis hårdhændede metoder. Særligt for kvinder kan det være svært at vurdere, hvilken påklædning der anses for at være tækkelig. For mens mange af Dubais lokale kvinder går muslimsk klædt med dragter, som dækker kroppen og tørklæde over håret, ser man også kvinder i stiletter, nederdele og med fuld makeup. Hvor grænsen går, skal ikke afgøres her, men normerne er helt sikkert andre og mere restriktive end de europæiske.

Når det er sagt, så opvejes ulemper af fordele i Dubai. Ud over en stensikker solgaranti og gode strande har stedet også sin egen, ejendommelige charme. Dubai er et mellemøstligt svar på Las Vegas, et sted hvor halvskøre idéer blev til virkelighed takket være en hulens masse penge.

Uanset om man synes om den til tider vulgære opvisning i overflod og rigdom eller ej, og selv om det er svært at få øje på de historiske og kulturelle aftryk i ørkensandet, er både store og små sikret en på opleveren i emiratet. Samtidig har finanskrisen gjort Dubai til et sted, hvor en uges ferie sagtens kan, men ikke behøver, at koste forfærdeligt meget mere, end hvad den gør i Danmark.

Læs også: Gigantisk bygning skal rage 1,6 kilometer ind i himlen