DSB, signalér, at I kan lide os, der rent faktisk gerne vil køre med jer, trods jeres velfortjente, elendige ry

Mens vi venter på eltogene, udbuddet, milliardernes rullen og det bøvl, der med statsgaranti følger med, kunne DSB jo begynde med at modtage os togglade danskere, som det, vi er: Mennesker, der har betalt en relativt stor sum penge for at blive transporteret gennem landet. Begynd, hvor det kan mærkes. Med servicen, skriver Birgitte Borup.

Birgitte Borup, weekendredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Engang havde jeg en kæreste, der konsekvent omtalte DSBs salgsvogn som »Milliardærbutikken«. Årsagen var naturligvis de overprissatte, termokandeopvarmede wienerpølser, der udgjorde slagnummeret i vognens gastronomiske traktement. Dengang i 1990erne var det allerede populært at brokke sig over togdriften, som var prygelknabe for alt fra dyre billetter til dårlig service og uhumske toiletter. Det kunne da umuligt blive værre. Troede vi.

I dag ville salgsvognens rullen ned gennem IC-toget være et paradisisk gensyn med en fjern fortid. Det forekommer næsten eventyrligt, at der var engang, hvor man stadig kunne erhverve sig en Coca-Cola og en sandwich, hvis man havde formastet sig ombord i Frederikshavn eller Aalborg med udsigt til seks timers  transport. Og at man alternativt kunne fouragere på stationerne, der i dag oftest er tomme ventesale, hvor de bare vægge rikochetterer ekkoet fra dengang, hvor der både var kiosker og måske endda en grill-snask. Dengang i 1990erne vidste vi endnu ikke, at italienerne ville leve op til deres mafioso-ry og levere en bunke ubrugelige IC4-tog. At DSB-skandalerne i det hele taget ville stå i kø, og at vi i år 2019 stadig ville rulle rundt i de samme togvogne, nu gennemgnavet af tidens tand og kørende på et skinnenet, der har gjort ord som »sporarbejde« og »togbusser« til nyslang.

Det er svært at sige præcis, hvor det gik galt. Om det var i slut-90erne, hvor Danmarks første, kvindelige trafikminister, der fik tilnavnet Sonja Kludre-Mikkelsen, gjorde sig så uvenner med datidens trafikpolitiske mandeklub, Den Jyske Trafikmafia, at den nødvendige elektrificering og modernisering af tognettet aldrig blev gennemført. Eller om det var en af de utallige gange, hvor DSBs relativt elendige forvaltning af midler og folkelig tillid - fortjent - gjorde statsbanerne til en joke.

Det er ikke så mærkeligt, at de fleste politkere hellere vil begå harakiri midt i Folketingssalen, end de vil påtage sig trafikministerposten - men i en tid, hvor klimaproblemerne står foran os som isbjerget foran Titanic, virker det mere og mere paradoksalt, at Danmark har et togvæsen, der kun på heldige dage er et velfungerende I-land værdigt. Passagerne har svaret igen ved at fravælge toget som transportform og vælger i stigende grad at sætte sig bag eget rat eller tage de busser, der dygtigt har positioneret sig som et billigt og hurtigt alternativ henover Danmark. Andre tager de fly, der måske nok er klimauvenlige, men tidseffektive. I modsætning til den togdrift, der endnu er meget langt fra fordums ambitioner om, at der skulle være timedrift mellem Danmarks største byer.

DSB: Der er en grund til, at passagerne flygter, skriver Birgitte Borup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger.

Det mest ærgerlige er, at få rejseformer er skønnere end toget. Det kan være næsten meditativt at duve igennem fædrelandet, nyde de smukke landskaber og det, der engang var mægtige stationsbyer. Intet sted kan man få genopfrisket sin kulturhistorie som på turen igennem tog-Danmark. Sorø, hvor B.S. Ingemann sad på Akademiet og skrev. Odense, hvor H.C. Andersen med sin blotte fantasi grundlagde sin senere verdensberømmelse. Skørping, hvor Herman Bang engang skimtede et sørgmodigt kvindeansigt i stationsbygningens vindue, der blev til den vidunderlige roman »Ved Vejen«. Det danske jernbanenet kan andet end at få folk fra Thisted til Ringsted. Det forbinder os fysisk, i sjælen, i vores kulturelle fællesgods, og minder os om, at vores fædrelandsfølelse handler om mere end gold geografi.

Så meget desto mere grund er der til at gøre noget. Mens vi venter på eltogene, udbuddet, milliardernes rullen og det bøvl, der med statsgaranti følger med, kunne DSB jo begynde med at modtage os togglade danskere, som det, vi er: Mennesker, der har betalt en relativt stor sum penge for at blive transporteret gennem landet.

Begynd, hvor det kan mærkes. Med servicen. Giv folk, der betaler for at rejse på 1. Klasse, en reel merværdi. Giv mulighed for at købe bare nogenlunde ordentlig mad og drikke ombord (og nej, det tæller ikke, at man engang imellem har været så heldig tilfældigvis at købe billet til en afgang, hvor man kan købe en kop kaffe og et marcipanbrød). Lad være med, som det skete for min veninde for nylig, at skælde ud, når folk pænt ringer for at spørge, hvad der skete med det tog, som de havde købt pladsbillet til, men som pludselig forsvandt fra køreplanen. (Svaret var, surprise, sporarbejde). Signalér, at I kan lide folk, der rent faktisk gerne vil køre med jer, trods jeres velfortjente, elendige ry.

Og genindfør salgsvognen, for uanset, om det er til milliardærpriser, er det levende, personlig service og en rullende påmindelse om, at I har bare en snert af omsorg for jeres kunder. Selv en svinedyr pølse fra termokanden er bedre end det store, rungende ingenting.