Drop Maldiverne og dyrk vinteren i Sverige og Norge

Man kan trodse vinteren og hoppe på et fly til Maldiverne – eller man kan få det bedste ud af den og tage til grænselandet Värmland i Sverige og Hedmark i Norge.

Da vi lander i Oslo, er solen ved at stå op. Den gyldne horisont er kun en stribe under en tung, skydækket himmel, der vidner om mere sne. Der ligger lidt i forvejen, og det fyger under vingernes vindpust. Klokken er næsten 9.30, og solens søvnige stigen fortæller, at dagslyset på denne tid af året er meget begrænset. 

Se også: Tilbagelænet luksus i Skåne

Allerede i fingeren ud fra flyets lune kabine er der mærkbar forskel på den danske sjaskede vinter og på den, der venter os her. Her er koldt, for at sige det mildt, og vi er glade for, at den tynde, trendy frakke blev hjemme til fordel for mere fornuftigt overtøj som vinterstøvler med for, dunjakke med hætte og et varmt tørklæde i halsen. Det får vi brug for, skal det vise sig. Udlejningsbilen er en Volvo, og det er rart med en bil, der ligger godt og solidt på de glatte, sneklædte og visse steder meget lange, lige og øde landeveje i området.

Glaspusteriet og kogleglasset
Første stop er Magnor Glassverk i byen Magnor en lille time fra Oslo.
Glaspusteriet er bedst kendt for sine designmæssige samarbejder, hvor virksomheden entrerer med en norsk personlighed, der så, i samarbejde med de erfarne designere og glaspustere, designer deres egen kollektion. Men folk som Per Spook (anerkendt norsk modedesigner) lægger ikke blot navn og ansigt til produkterne for markedsføringens skyld, fortæller direktør for Magnor Glassverk, Bjørn Waage: »Per Spook kom herind og lagde en grankogle på mit bord og sagde, at sådan skulle hans glaskollektion se ud.

»Du må være gal,« svarede jeg, »det kan ikke lade sig gøre.«
Men han insisterede og allierede sig med nogle af vores teknikere, og han fik det som han ville have det. Hans stel »Kongle« har ikke alene glaspustede kogler som gennemgående træk, farven på glasset er samme farve som saften, når man presser en kogle,« forklarer Bjørn Waage, der har lignende historier om de øvrige designere, Magnor Glassverk inviterer med på holdet.
Faktisk, siger Bjørn Waage, er det unikke design Magnor Glassverks eksistensgrundlag. »Men man skal have respekt for det gamle håndværk,« slår Bjørn Waage fast og kommer med eksempler på, at meget af det design, man finder på i dag og selv tror, er den dybe tallerken, faktisk har været produceret før, hvis man kigger i de gamle produktionsbøger. 

Derfor gør man netop det på Magnor Glass-verk – holder traditionerne i hævd, men tilfører det gamle håndværk et moderne look. En af de største succeser i nyere tid er kollektionen »Peacock«, der er designet af Ari Behn, forfatter og gift med prinsesse Märtha Louise. Kollektionen består af porcelæn og krystalglas, og har for alvor sat Magnor Glassverk på landkortet hos den yngre generation. Ari Behn insisterede på et firkantet vinglas, som Magnors teknikere insisterede på ikke kunne lade sig gøre. Ved at dykke ned i arkiverne, fandt man et glas fra 1910, hvor en klokke fortsætter ned i en vredet fod. Glasset er rundt, men optisk ser det firkantet ud, og det var godt nok for Ari Behn – og for tusindvis af nordmænd, der i dag skåler i Ari Behns glas fra Magnor Glassverk.

Ud over glas og porcelæn producerer glaspusteriet vaser, kunstobjekter og dekorationer, hvoraf mange bliver blæst af pusterne lige her i Magnor. Det er en fascinerende proces at se de garvede håndværkere forme en stor, røgfarvet vase ved at puste luft ind i en rødglødende kugle flydende glas gennem et smalt metalrør, og det ved man godt på Magnor Glassverk. Derfor har man åbnet selve glaspusteriet for offentligheden, så alle kan få et indblik i, hvordan de smukke sager, man bagefter kan købe i den tilhørende butik, bliver til. Vi slutter besøget af med frokost i Magnor Glassverks egen restaurant, hvor der serveres elgbøffer med kartofler og tyttebærsovs.
Også her følger man traditionerne. 

Historien om et damaskvæveri
Et undseligt skilt fortæller os, at vi krydser grænsen til Sverige, hvorefter vores GPS i bilen holder op med at virke. Alligevel finder vi ret nemt frem til Klässbols Linneväveri, der bryster sig af at være et af de sidste damaskvæverier i Norden.
Svenskerne har god smag, og det ser man hurtigt, når man træder indenfor i et stort showroom og butik, hvor pudevår, duge, sengelinned, skjorter, gardiner og stakkevis af håndklæder og viskestykker i alverdens udformninger er første indtryk af det traditionsrige væveri.

Andreas, der i dag er direktør i familieforetagendet, er fjerde generation af familien Johansson, og direkte efterkommer af Hjalmar Johansson, der startede væveriet i 1920. Han er vokset op med at kunne betjene en væv, og kan familiehistorien udenad: Den unge Hjalmar væver lagner for bønderne, og snart har han tjent penge nok til at investere i en mekanisk jaquard-væv, som han arbejder ved om natten, så hele huset ryster og vugger børneflokken på otte i søvn. Små ti år senere dør Hjalmar, der dog har været så sindrig at tegne en livsforsikring, der gør, at familien er i stand til at føre forretningen videre med sønnen Vitalis i front. Under krigen står det ret stille, men det lykkes alligevel Vitalis at skabe en solid forretning, der helt misser den revolution, der sker i tekstilindustrien i 1960erne og 70erne, hvor alle skifter til de billigere, syntetiske materialer.

»Men ikke os. Vi forstod simpelthen ikke den verden, og da miljødebatten i slutningen af 1970erne gjorde, at alle pludselig ville have naturmaterialer igen, var det vores held,« siger Andreas Johansson og fortæller, hvordan Klässbols Linneväveri gik fra at være dømt ude til i den grad at være førende, når det gjaldt vævede stoffer i naturmaterialer.

Den egentlige omvæltning kom dog, da kunstkritiker ved Svenska Dagbladet Åke Livstedt og gallerist Märta Österdahl, der ejer et galleri i Stockholms Gamla Stan, kom på besøg og faldt for stedets autencitet, og i løbet af det kommende år blev de håndvævede duge og sengetøj udstillet på det trendsettende galleri og nævnt i en stribe artikler i landets største dagblade og magasiner.

Dernæst gik det slag i slag for det gamle væveri. Alle Sveriges ambassader i udlandet blev ekviperet med duge, viskestykker, servietter og sengelinned fra Klässbols Linneväveri, væveriet fik til opgave at levere specialvævede duge og servietter til Nobelstiftelsens 90 års jubilæum i 1991, og da den svenske konge fejrede sine 20 år på tronen, blev det Klässbols Linneväveri, der stod for gaven fra folket.
Selv om kongen måtte vente hele fem år på at modtage sine 200 håndvævede servietter og sammelagt 64 meter dug med monogram.

»Vi ansatte en ung væver, den bedste i landet, fra Borås, og han kunne nå at væve ca. 8 centimeter hver dag,« fortæller Andreas Johansson og peger hen på den gamle væv, der blev brugt til formålet. Siden har både Prinsesse Victoria og lille prinsesse Estelle modtaget folkegaver fra Klässbols Linneväveri, der med rette kan kalde sig kongelig hofleverandør.
 
Gourmetmad på herregården
Vi fortsætter den herskabelige stil og sætter kurs mod Krokstad Herrgård, hvor vi skal overnatte. Vi har stadig ingen GPS, men på en måde passer den old-school måde med at navigere efter vejskilte også bedre til turen, og vi finder faktisk uden besvær den smukke, gamle herregård, der ligger tre kilometer fra byen Säffle.
En prægtig allé med tusind år gamle egetræer leder på smukkeste vis op til gården, der består af et hovedhus, to istandsatte længer og en restaureret lade, der bruges til for eksempel konferencer.

Vi har booket en såkaldt »Herregårdsweekend«, der består af ankomst med kaffe og kage, logi i dobbeltværelse, middag med tre retters menu og morgenmad dagen derpå. Vores værelse ligger i en af længerne, men det gør det ikke mindre romantisk. Her er både himmelseng og pejs og frisk frugt og chokolade i en kurv. Vi er dog glade for, vi lader kurven stå, for middagen på herregården er uovertruffen. Marianne Krönsjö, der siden januar sidste år har drevet stedet, har lagt stor vægt på den gastronomiske oplevelse og ansat kokken Joakim Keränen, der i den grad ved, hvad han laver i et køkken.

For første gang på turen oplever vi, at man gradbøjer traditionerne med retter som løgrom fra Vänern med blomkålspure og marineret rødløg, hjorteryg med skibberlabskovs, tyttebærsky og lagret agurk og chokoladefondant med italiensk marengs, brændte mandler og havtornis. Vi går ikke sultne, og heller ikke helt ædru, i seng, men vågner veludhvilede til en mageløs udsigt over den store, sneklædte park. 

Om bord på Selma Spa

Det næste på programmet er Selma Spa, der ligger i byen Sunne, og som stort set alt andet i nærmiljøet er opkaldt efter Selma Lagerlöf, der voksede op her.
Selma Spa blev bygget som spahotel i begyndelsen af 1980erne, hvor Jane Fonda og andre amerikanske guruer satte gang i en verdensomspændende helsetrend, og det er med en følelse af originalitet, man træder ind i den rummelige lobby, der forbinder Selma Spas mange funktioner: Spaområdet med pool og diverse saunaer, kur- og dampbade, området for kropsbehandlinger, området for ansigtsbehandlinger, diverse sale til træning, yoga og meditation, hotelværelser og restaurant.

Man får hurtigt fornemmelsen af at være om bord på en kæmpemæssig luksusliner, hvor man ikke kan foretage sig andet end at forkæle sig selv og slappe fuldstændigt af. Af samme grund har Selma Spa en særlig politik, når det gælder børnefamilier: Børn er velkomne i særligt definerede uger (typisk i skolernes ferier), men ellers skal man være 16 år for at trække i en af de tykke, hvide badekåber og lade sig rive med af den flydende strøm af velvære, man oplever på Selma Spa. Vi har booket en såkaldt »Red Island«, en kropsbehandling med fuld peeling, der øger blodcirkulationen og derefter massage med et særligt værktøj i akacietræ, der får en til at føle sig i virkeligt gode hænder.

Alle behandlere på Selma Spa er særligt uddannet i deres metier og har masser af erfaring, og det tæller som plus på blufærdighedskontoen, at det ikke er en på 22, der skal ælte ens krop.
Efter behandlingen føler vi os født på ny og klar til frokosttid og den store buffet.

»Folk skal kunne komme her og føle, at de bare skal nyde,« fortæller direktør Anders Pertun, hvis mål med Selma Spa er at føre stedet ind i en ny, grøn tid – uden at slippe traditionerne og den autentiske atmosfære. Derfor er maden sund og hovedsageligt baseret på lokale råvarer, alle produkter i behandlingerne er af mærket Decleor eller Selma Spas egen linje, der er fri for parfume og parabener, spaområdet er sidste år blevet skiftet ud med et vandbevarende og miljørigtigt system og stort set al belysning i huset er snart baseret på energisparende LED-teknologi.
Derudover støtter Selma Spa en lang række godgørende initiativer som Water for Life og Earth Hour.  

På besøg hos Selma Lagerlöf
Fra moderne til historisk – ti minutter fra det store spahotel voksede Selma Lagerlöf op på gården Mårbacka, som nu er åbent for offentligheden som museum. Selma Lagerlöf er bedst kendt for »Jerusalem«, »Nils Holgerssons forunderlige rejse gennem Sverige« og især »Gösta Berlings Saga«, der blev hendes gennembrud i 1891, da hun vandt en skrivekonkurrence og siden fik tilbudt at udgive hele bogen.

Da Selma Lagerlöfs far døde, mistede familien Mårbacka, men da forfatterinden begyndte at tjene penge på sine udgivelser, og som den første kvinde nogensinde modtog Nobelprisen i litteratur i 1909, købte hun gården tilbage og byggede den om i såkaldt karolinsk herregårdsstil. Det er det smukke hus, hvis stuer, vi på en af de daglige rundvisninger går gennem i dag, og hvor stort set hver en stol og hvert et maleri står og hænger som det gjorde, da Selma Lagerlöf døde i 1940. 

Helt alene i de store skove
Det er begyndt at sne, da vi forlader Mårbacka, og da vi krydser grænsen tilbage til Norge og kører igennem Finnskogen, et ca. 5 kilometer bredt skovbælte langs grænsen mellem Hedmark og Värmland, mærker vi tyngden af de store vildmarksområder.
De høje, mørke graner står stolte og stumme på hver side af vejen, der nu fyger af nyfalden sne. Her er ikke en bil i miles omkreds, og vi taler om, at det er godt, vi lige har fyldt benzin på vores. Indimellem ser vi et skilt, hvor der står »keramik« eller »kunsthåndværk« eller et med en tegning af en elg, men ellers er verden pludselig skrumpet ind til to kegler af langt lys foran vores bil. Vi føler os ydmyge. Og en lille smule bange. Vi overnatter på Skaslien Gjestgiveri, en familiedrevet landevejskro, der om nogen dyrker det traditionelle. Her får man gedigen, norsk husmandskost og en snak, hvis man vil, med lokalbefolkningen. Dagen efter oplyser stemmen i radioen om ned til minus 15 grader.

I Hedmark og Värmland bliver man og følger skikken, og fordomme lyder, at jo længere nordpå, man kommer, des mere indesluttede og afmålte bliver folk. Og nej, her er hverken kulørte lamper, letpåklædte piger eller ukontrollerede glædesudbrud, når maden serveres. Men man skal ikke tage fejl af folk, for under et venligt og høfligt ydre findes en lun humor. Faktisk er det svært ikke at tabe sit hjerte en smule til Hedmark og Värmland og særligt til de mennesker, der bor i, arbejder og lever for området. Folk er stolte af deres traditioner, det håndværk og de historier, de har overtaget og videreført i generationer, og de er ikke det mindste tynget af jantelov eller andre hæmmende faktorer, når de fortæller om, hvorfor Selma Lagerløf muligvis var lesbisk, og om hvordan selveste Georg Jensen var inspireret af en lokal sølvsmed.

Her er ikke store, forkromede armbevægelser uden indhold, men velfunderet, traditionsrig kultur, der er både interessant, indbydende og meget underholdende.
 

Kulturelle oplevelser 

Kvinnemuseet
I byen Kongsvinger blev Dagny Juel født i midten af forrige århundrede. Hun var rebel af natur, og blev som ganske ung en del af et slæng i Berlin, der blandt andet bestod af Edvard Munch og August Strindberg. Hun giftede sig med den polske forfatter Stanisław Przybyszewski, og blev tragisk skudt og dræbt af en gal beundrer i 1901. Hun var på mange måder et forbillede for alverdens kvinder, og da Kongsvinger kommune i 1988 ville rive hendes barndomshjem ned, blev en storstilet indsats fra det lokale museum sat i værk, og i dag er den smukke villa Norges første, og eneste, museum, der fortæller de norske kvinders (og Dagny Juels) historie. Slut af med frokost på cafeen Fru Balchen’s i Øvrebyen i Kongsvinger.
Info: kvinnemuseet.no

Sahlströmsgaarden
Er man kunstinteresseret, er Sahlströmsgaarden, der ligger i Torsby ikke langt fra den norske grænse, et besøg værd. Her har kunstnerfamilien Sahlström haft hjemme i generationer, og gården var omkring århundredeskiftet samlingspunkt for en lang række i dag anerkendte kunstnere som for eksempel danske Georg Jensen, der efter sigende lod sig inspirere af sønnen og sølvsmeden Bror Sahlström. Hele historien om det flamboyante kunstnermiljø er velbevaret i form af over 5.000 fint dekorerede breve. Efterkommer Bengt Sahlström, som selv trådte sine barnesko i det livlige hjem, er en fabelagtig fortæller, og har desuden bygget både restaurant og hotel på den smukke grund.
Info: sahlstromsgarden.se

Galleri Lyshuset
Knap en halv time udenfor Oslo ligger dette lille galleri, hvor den norske kunstner Kåre Tveters værker er permanent udstillet. Kåre Tveter er kendt som »lysets maler«, og særligt for sine studier i hvidt – en del af dem inspireret af naturen på Svalbard, som han var voldsomt betaget af. I forlængelse af galleriet kan man besøge vævestuen Silkeveven, der opdrætter egne silkelarver og spinder silketråd, som bliver vævet til stof på en traditionel, kinesisk væv. Der findes også en lille café på området.

Se også: Aktiv ferie i Sveriges sydligste vildmark