Drop Dracula – og se alt det andet, Transsylvanien kan byde på

Denne rumænske region er mest kendt for – selvfølgelig – Dracula. En køretur rundt i denne alsidige, spændende og kønne region, byder på velbevarede middelalderbyer, storkepar i lysmasterne og natur i særklasse

Bran
Bran Castle, Draculas hjem, ligger ca. 200 km nord for Bukarest. Fold sammen
Læs mere
Foto: BOGDAN CRISTEL

Siger man Transsylvanien, vil ni ud af ti spontant sige »Dracula«. Forventeligt nok handler rigtig meget da også om Dracula i rumænske Transsylvanien. Der findes næppe den souvenirbod, som ikke har den ene eller anden fantasifulde Dracula-figur på køleskabsmagneter, T-shirts og andre genstande.

Hvor virkelighedens Dracula i midten af 1400-tallet ganske vist var en bestialsk herre med behag i at spidde sine fjender, så var det den irske forfatter, Bram Stoker, som i sin bog fra 1897 skabte myten om Dracula som en bloddrikkende vampyr. Myter er der flere af, blandt andet den, at slottet Bran skulle være Draculas residens, skønt der ikke er evidens for, at Dracula nogensinde satte sin ben i nutidens Transsylvaniens – og muligvis hele Rumæniens største turistattraktion. Slottet blev opført af de tyske saksere i 1400-tallet, og blev senere tilføjet tilbygninger og forandringer, og var de kongeliges residens helt frem til 1948, hvor de blev fordrevet af kommunisterne.

Dracula findes i et utal af mere eller mindre skrækindjagende udgaver overalt i Transsylvaniens byer. Fold sammen
Læs mere

Bran-slottet ligger på en lille klippetop i byen af samme navn, og når vi ser det på afstand, ligner det til fulde forestillingen om, hvorledes et transsylvansk slot skal se ud. Flere høje tårne, omkranset af en solid mur, og med vilkårlige knopskydninger af annekser og facader, som er bygget til over årene.

Super hjælpsomme

Transsylvanien er selvfølgelig meget, meget andet. Her dykker man ned i en tidslomme af historie – såvel den nære som den fjerne – men også en levende nutid, hvor der nu og da spores fremskridt i det ellers ikke så velstående land. Ellers er det kendetegnende, hvor fastforankret befolkningen er i traditioner og skikke. Især går det hurtigt op for os, at traditionen for at være venlige og hjælpsomme stadig er intakt, skønt engelsk kun tales af få.

Det får vi et eksempel på i byen Sighihisora, hvor vores GPS ikke leder os til det valgte hotel. Vi spørger en taxichauffør, som stiger ud af sin vogn, og beder os følge efter ham i hastige skridt, hvorpå han i en lille smøge udpeger hotellet. Som tak giver vi ham svarende til ti kroner, men det afslår han på det bestemteste.

Næsten samtlige provinsbyers lysmaster har besøg af storkepar med unger i rederne. Fold sammen
Læs mere

Alsidige landskaber – og storkepar

Køreturene rundt i Transsylvanien, som har et areal svarende til godt og vel det dobbelte af Danmarks, er et interessant møde også med det landlige Rumænien. Hestekærrer er stadig et fast islæt på vejene, som ofte er smalle og slidte.

Næsten alle veje fører igennem købstæder, og her går trafikken langsomt. Især i den østlige ende af Transsylvanien bemærker vi husenes medtagne stand med revner i facader og huller i tagene, alt sammen vidnesbyrd om, at det er op ad bakke med landets økonomi. Noget anderledes ser det ud mod vest, hvor hovedgaderne tit er prydet med blomster, og husene er sat i stand og malet i varme farver.

Netop den høje mangfoldighed af natur er en af forklaringerne på, at stort set alle byerne har besøg af utroligt mange storkepar, som har bygget rede på toppen af lygtemasterne. De må have spottet, at her er masser af frøer og andre af deres livretter, siden de kommer tilbage hvert år i tusindtal.

 

Den sortsodede kirke

Brasov er for de fleste den første transsylvanske storby, de møder, idet den ligger i det sydøstlige område af regionen, kun et par timers kørsel stik nord for lufthavnen i Bukarest. Det er den af byerne i regionen, der har flest turister, dels på grund af nærheden til hovedstaden og lufthavnen, dels fordi Bran-slottet og yderligere et torneroseslot, Peles, ligger tæt på. Brasov yder sit flotte bidrag til Transsylvaniens urbane islæt.

Bran-slottet er fyldt med utallige rum i forskellige niveauer og med annekser, så det er herligt nemt at fare vild derinde. Fold sammen
Læs mere

De gotiske spir træder frem i synsfeltet i det fjerne, mens vi kører igennem triste boligområder fra tidligere tider. Inde i den gamle bydel er det en helt anden sag. Her er husene charmerende, palæer og kirker storslåede, og stemningen rar. Mod syd rejser et højt bjerg, Tampa, sig lodret og voldsomt, og udsigten over byen fra toppen er fantastisk.

Mest kendt er Brasov for byens voluminøse gotiske katedral, der i folkemunde hedder »Den sorte kirke«, fordi den efter en voldsom brand blev efterladt sortsodet på murværket. Brasov er også kendt for Strada Sforil, der siges at være Europas smalleste stræde, hvor det er svært at kunne brede armene ud i fuld længde.

Det lodrette Tampa-bjerg rejser sig som en mastodont over Brasovs gader. Man kan gå op, eller noget lettere tage svævebanen. Fold sammen
Læs mere

 

Wiener-stemning i Sibiu

Sympatiske og elegante Sibiu i den sydvestlige ende af Transsylvanien er en darling hos alle turister – og i øvrigt også rumænere selv. Det er en af landets mest velstående byer, men også en vigtig kulturel og historisk perle med et væld af musik-, film- og teaterfestivaler.

Byen som en kulturel sværvægter har sikkert også at gøre med, at her spillede 1800-tals koryfæer som Strauss, Brahms og Liszt hyppigt. Sibiu har flere velbevarede barokbygninger og art nouveau-facader på borgerhusene. På torvet dominerer katedralen med sit melhvide, firkantede tårn med en løgkuppel for oven.

I den øvre bydel hersker en særlig intens stemning med cafeer, spisesteder, gallerier og kunsthåndværksbutikker i de smalle stræder. Det er også i denne del af den gamle by, hvor vi ser resterne af den robuste bymur, der engang havde hele 39 tårne og fire bastioner. De elsker kaffe i Sibiu, især gourmetkaffen Ceai si Cafea, der med sin dybde og fylde smager fantastisk.

Bjergvejen over dem alle

Ikke langt fra Sibiu mod øst starter en af verdens ikoniske pasveje, Transfagarasan, der løber omtrent 100 kilometer over Fagaras-bjergene i en syd-nord-retning. Den blev bygget i 1970erne som et strategisk bjergpas i tilfælde af en sovjetisk invasion, og er intet mindre end en ingeniørmæssig bedrift.

En tur op og ned langs Transfagarasans utallige hårnålesving kræver koncentration hos chaufføren. I år åbnede vejen først 1. juli på grund af sne. Her er vejen fotograferet fra svævebanen, der er åben året rundt.  Fold sammen
Læs mere

Selv her i midten af juni er vejen dog ikke åben, fordi der øverst stadig ligger meterhøje snedriver. I stedet tager vi svævebanen op til Belea-søen i ca. 2.300 meters højde. Det viser sig at blive et særdeles godt alternativ til selv at køre herop, for set både fra søen og undervejs i svævebanen, får vi et fabelagtigt vue over hele plateauet og den snoede vej under gondolen.

Den fuldendte middelalderidyl

Sighisorara er muligvis den mest charmerende af Transsylvaniens store byer. Den er på Unesco-listen og noget mindre end de to andre, Brasov og Sibiu. Her er der sand middelalderstemning, især i den høje bydel. Skæve facader på bygninger, pittoreske detaljer og overalt brosten på stræderne.

Forsvarstårne var der hele ni af langs den gamle bymur rundt om Sighisorara. Det er muligt at komme op i nogle af dem.  Fold sammen
Læs mere

Tre torve ligger i forlængelse af hinanden, og her er det en lise bare at slentre på må og få. Hen ved otte tiden om aftenen dør livet lidt ud, og en herlig ro sænker sig over den gamle bydel. Hvis ellers man ikke lader roen forstyrre af et utal af kuldegysende Dracula-masker som strædernes souvenirbutikker stadig har hængende udenfor!