Drømmen om havets kæmper

De fleste slår rødder på en af Curaçaos mange eksotiske og naturskabte strande, mens vi tog ud på en eventyrlig fisketur.

De tre caribiske øer Aruba, Bonaire og Curaçao, også kaldet ABC-øerne, udgør tilsammen De hollandske Antiller. Hvor Aruba lokker rigtig mange amerikanske turister til, er det et fåtal der finder vej til den smukkeste af dem alle, Curaçao. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Nørgaard.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De tre caribiske øer Aruba, Bonaire og Curaçao, også kaldet ABC-øerne, udgør tilsammen De hollandske Antiller. Hvor Aruba lokker rigtig mange amerikanske turister til, er det et fåtal der finder vej til den smukkeste af dem alle, Curaçao.  De fleste slår rødder på en af de mange eksotiske og naturskabte strande, mens vi tog ud på en eventyrlig fisketur.

Læs også: Undervandsjagt på Madeira

Gavin, Curaçao, står der med store blå bogstaver på forstavnen af Calmera’s hvide fiskerbåd. Vores bil standser. De to gule lyskegler, der har oplyst den caribiske morgen, dør snart ud. Vi har netop bumpet rundt på bagsædet af en mindre varebil på vores vej fra Curaçaos hovedstad, Willemstad, til den modsatte ende af øen. Undervejs har vi sneglet os op over de bløde, golde bakker, ned langs den eksotiske kyst og forbi små pastelfarvede dukkehuse. Mange af dem i stærkt forfald med gitter for de små vinduer.

Her og der gøede hundene på de største ejendomme, hvor Curaçaos overklasse holder til. På vej ind i de mindre byer mødte vi de søvndrukne, der i morgengryet var på vej til arbejde. Vi har overtalt Calmera, som er vagtmand på vores hotel (og i fritiden lystfisker), til at tage os med på en privat Big Game fisketur. Aftalen lyder på, at vi betaler for diesel og at fangsten deles solidarisk. Vores drøm er at fange en marlin – akkurat som Ernest Hemingway, der ligeledes kastede sin snøre ud i det caribiske hav.

Snart lodses vores fiskestænger af kyndige hænder om bord på Calmeras båd, og store kroge af hærdet stål gøres klar med madding. Kort efter kastes fortøjningerne. De to 300 hestes Perth dieselmotorer sætter i gang med et brøl og forstavnen hæver sig i takt med, at vi glider ud gennem havnehullet. De første bølger ruller mod skroget – vi hugger os på vej mod nye fremmede horisonter.

Vi kaster et blik over på Calmera, der griner tilbage med sit mangelfulde tandsæt. Han ser ud til at nyde det. Som om havgusen og bådens dovne bevægelser tænder hans indre glød. Det er Calmeras båd, som han selv har bygget og givet navn efter sin søn Gavin. Fire år havde det taget og krævet hver en antillisk gylden han havde kunnet lægge til side som vagtmand på hotel Avila Beach. Belønningen var tydelig – en velsmurt fiskerbåd. Og prisen – at der ikke havde været råd til tandlægen. Men hvorfor overhovedet bekymre sig om tandlægeregninger, når man i stedet kunne fylde tanken med god venezuelansk diesel og tage på fiskeeventyr.

Det blæser mere end godt er og farvandsudsigten har advaret mod »all marine activities due to a gale and waves around 9-10 feet«. Advarslen svarer til, når politiet hjemme advarer mod al unødvendig udkørsel på grund af storm. Men fiskeri efter tun, wahu, sværdfisk eller den sjældne blue marlin er langt fra unødvendigt. Det er lidt svært at forklare, men man kan snarere sige, at følelsen er det modsatte. En slags livsnødvendighed. I kimingen ses det første skær af dagslys og den varme tropenat blæser alle bekymringer ud af hovedet. Under fødderne dunker de to motorer om kap med hjertet i brystkassen.

Vejen til Calmera’s fiskerbåd skal findes to aftener tidligere. Netop ankommet til Curaçao var vi frivilligt »stødt på grund« i baren på vores hotel, Avila. Her skyllede vi en lang flyrejse ned med Amstel Bright, som er den caribiske variant af de mexicanske Coronas øl – i øvrigt også med en skive lime i flaskehalsen. I og omkring baren mødtes andre strandede hvaler, blandt dem en lokal forretningsmand, Mr. Thomas. I takt med at flaskerne skummede, steg antallet af røverhistorier om Curaçao – fortalt af Thomas med store runde armbevægelser.

Øen i Det Caribiske Hav lige nord for Venezuela har skiftevis været besat af spaniere, englændere og til sidst Holland. I dag er det en hollandsk tropekoloni på vej til løsrivelse med en blakket fortid af sørøveri og slavehandel. Og så er det et af de få steder i verden, hvor vejret stort set aldrig skifter – her ligger temperaturen på 25-28 grader og så regner det nærmest ikke, med det resultat at øen er næsten gold. Kun enkelte appelsintræer, importeret i øens spanske fortid fra Valencia, får umodne og uspiselige frugter. Det faktum har sjovt nok sat Curaçao på verdenskortet, nemlig gennem appelsinlikøren Curaçao, der bliver lavet på de umodne skaller – hvoraf den blå variant er den mest kendte. Lys og skinnende blå, som farven på havet omkring øen i solskin.

Og det var netop da vi sank de sidste dråber Blue Curaçao, at samtalen blev drejet ind på en af øens berømte beskæftigelser – big game fiskeri. Mr. Thomas, hvis øjne nu svømmede rundt som to kuglefisk, slog endnu en gang ud med armene og fortalte om en vagtmand på hotellet – en fisketosset fyr, der havde spinket og sparret for at få råd til at bygge sin egen båd. Vores tjener, en velbygget klippe med blomstret silkeskjorte, lænede sig over disken og blandede sig i samtalen ved at fortælle at vagtmanden Calmera var fast leverandør af friskfanget wahu, mahi, tun og marlin til hotellets køkken. Vi var solgt. Calmera var i vores øjne ikke tosset – men en lystfisker med en passion så stærk, at han havde bygget sin egen båd – ham måtte vi ud og fiske med.

Calmera var sort som ibenholt og ikke uden en vis pondus i sin vagtuniform. Vi mødte ham i hotellets prismekronebehængte lobby, men han følte sig straks bedre tilpas, da vi fortrak til vagtmændenes lille portnerbolig. Om han ville tage os ud og fiske? Selvfølgelig, han så endda glad ud. Det var tydeligt, at det kun var mangel på penge til diesel, der forhindrede ham i at være på havet i al sin fritid og sikkert mere til. For 170 dollar til brændstof og øl kunne vi tage ud onsdag. Vi gav ham 180 dollar, hvis han så også ville sørge for mad.

Beløbet dækkede også udgifterne til en chauffør som ville hente os på hotellet og for Calmera’s søn, der skulle styre båden. Vi ville blive hentet klokken 5 af en anden vagtmand og kørt ned til båden. Calmera ville have båden klar til at sejle klokken 5.30. Det var bedst at komme tidligt af sted, for også i troperne bider fiskene bedst i solopgangen.

Nu sejler vi langs klippekysten. Indimellem kan vi se et af de gamle slavehuse. Typisk i hollandsk byggestil med gule mure og falmet rødt tegltag. Vi bliver revet ud af vores tanker ved, at bremsen på det store Penn Senator hjul med 600 meter tyk nylonline og stålforfang hviner, så det er en lyst. Bådføreren Gavin, Calmeras søn, slår bak. Inden jeg når at reagere, er Calmera sprunget op, har givet modhug, og rækker mig stangen. Båden går i tomgang nu. Søerne får dækket på den 46 fod lange og 30 fod brede båd til at vippe hysterisk.

En tun på tre-fire kilo kommer indenbords, og vi sejler videre. Farten stabiliserer hurtigt båden, og vores balanceorganer i det indre øre falder til ro, så vi undgår at ofre morgenmaden. Fangsten bliver fejret med en iskold Polar Beer fra flamingokassen. En smuglerøl fra Venezuela med en isbjørn på omslaget. Bamsen er vel objektivt set lidt malplaceret, og jeg følte straks et åndsfællesskab med vor grønlandske logodyr, der jo næsten føles så dansk som spegesild så langt hjemmefra.

Som en rigtig fisker, fisker Calmera ikke kun for os. Han har også selv et par håndliner ude. En cykelslange og en klemme gør det ud for stang og tilslag. Sorte gummitutter på pegefingrene for hjul og bremse. Med disse simple redskaber har han landet marlins på over 600 pund.

Tager man ud med en af de »rigtige« Big Game både, koster det snildt over 650 dollar, og så er det kun dig, der fisker, og fiskene bliver sluppet løs efter fangsten. En luksus og ødsel med naturens gaver, som de lokale vrænger ad. Man forstår dem godt.

En væsentlig del af fangstglæden er jo, at man kan spise det, man fanger. Forsørge sin familie. Men der er bare for mange fiskere til for få fisk. Derfor sættes de ud af de professionelle efter fangsten. Hvert år i marts afholder Curaçao Yacht Club en Blue Marlin Catch & Release, hvor alle fisk slippes løs. Det kan være fint nok, men er man fisker af hjertet, som Calmera, forstår man godt at han trækker på smilebåndet ved tanken om at sætte de fangede fisk ud – hvorfor overhovedet fiske hvis man ikke kan sælge eller spise dem.
Og heldigvis er vi på en rigtig fiskerbåd – for snart har vi halet to fede tun over rælingen. Og da vi i horisonten kan se den naturskabte indsejling til Willemstad, er det som om, at strømmen ændrer sig, for pludselig har Calmera bid og med sine bare grove hænder haler han en stor wahu på over ti kilo ind. Han dasker den i nakken med en kølle, og da den ligger udstrakt på dækket, ligner den med lidt god vilje en sølvfarvet gedde.

Da vi et par tun og en enkel wahu senere passerer øens østlige punkt – Ost Punt – det er herude på de store dybder, at den blå marlin huserer – bliver søerne så store, at det ikke længere er sjovt. Store knæksøer vælter ind over agterdækket, og selv om Gavin kan sit kram, og vi glider af på det meste, beslutter vi at vende om, inden det går galt. Båden krænger og smides rundt af bøgerne og ved tanken om at Calmera med al respekt er en flink fyr, en dygtig fisker og en snu vagtmand, er det ikke ensbetydende med, at han er en dygtig bådbygger. Jeg vil gerne lade tvivlen komme ham til gode, men på den anden side, her på åben sø, hvor kun en tåbe ikke frygter havet, foretrækker jeg at komme i havn – og det kan kun gå for langsomt.

Da vi igen har sikker grund under sandalerne, takker vi Calmera for en forrygende og til sidst også eventyrlig fisketur og holder os delvis til aftalen, for vi deler ikke fangsten solidarisk – vi nøjes med en af de mindre tun. Den tager vi med tilbage på hotellet. Her tilbereder en enøjet kok den bedste fiskesuppe, denne udsendte har smagt (og det er ikke få), på hovedet, halen og finnerne. Med udsigt til Det Caribiske Hav serverede kokken efterfølgende resten af tunen nygrillet og med frisk lime. En værdig afslutning på en perfekt fisketur, hvor den største af alle – den mægtige marlin forblev i havets dyb – heldigvis for det – for store fisk hører til i havet.

Rundt om Curaçao

Man enten flyver eller sejler i mellem de tre ABC-øer. Det tager et kvarter fra Aruba til Curaçao.
Hovedstaden Willemstad
Her slentrer man gennem de smalle og brolagte gader, hvor de historiske og for Caribien, traditionelle, pastelfarvede murstensvillaer med rødt tegl blusser op. Besøg Fort Amsterdam, som er Curaçao ældste og mest prominente monument, som knejser ud over havnen med den gule facade og støbejernskanonerne, der sigter ud over havet.
Blue Curaçao
Det er sødt som bare pokker og populært i alverdens eksotiske drinks – her tænkes naturligvis på den verdensberømte likør – Blue Curaçao. Besøg destilleriet Senior & Co. og se de oprindelige kobberkedler – der stadigvæk brygger den verdensberømte likør. Der er turbusser fra hotellerne og med taxi tager det 20 minutter fra Willemstad.
Strande i massevis
Her er mere end 40 mælkehvide badestrande og det er svært at fremhæve en frem for en anden. Big Knip på sydkysten er oftest besøgt af de lokale med børn og her er gode parkeringsmuligheder. Man svømmer blot et par minutter, hvorefter man »drukner« i farvestrålende fisk. Her kan i øvrigt lejes dykkerudstyr og man spiser fint på de nærliggende restauranter.
Slaveri på museum
Kurá Hulanda – i Willemstad – museet er tilegnet den del af Curaçaos befolkning, der har afrikansk oprindelse. Befolkningen er efterkommere af slaver, der blev ført fra Afrika til Curaçao, før videresalg til Amerika.
En frodig og gold plantage
Brug en dag i Christoffel Park, som oprindeligt tilhørte en af øens mange bomuldsplantager, men i dag er et smukt botanisk område. Rundt om i parken vokser alverdens smukke blomster og fra flere pletter er der udsigt ned over øen og ud til de omliggende og engang blodige slavegårde.