Drømmen blev til virkelighed i Afrika

En dyb fascination af Afrikas vilde natur og rige dyreliv gjorde udslaget. I dag er ægteparret Helle og Per Grunert lodge-ejere og driver Mpala Safari Lodge på kanten af den verdensberømte Kruger Nationalpark.

Alt - såvel indvendig som udvendig - har Per og Helle Grunert været indover. Fra den mindste teske til de bærende konstruktioner og præcise beliggenhed på den kuperede grund ved floden. Fra værelserne og de højtbeliggende terrasser er der en sublim udsigt over området og de vilde dyr. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mpala Lodge

Det startede som en kærligheds-tvist.
Helle ville have børn, inden hun fyldte 30. Per ville til Afrika og se vilde dyr. Han beklagede sig og sagde: »Hvis vi får børn nu, kommer vi aldrig til Afrika…«

Læs også: 5 lækre Mallorca-hoteller

Dagen efter lå der to billetter på bordet foran ham. Til højlandet i Rwanda for at se på bjerggorillaer.  
»Så vidste jeg, at der ikke var andet at gøre end ind og ligge ned…«, fortæller Per i dag med et glimt i øjet.
Helle og Per kom dog aldrig af sted. Kort inden afgang blev turen aflyst, fordi der var udbrudt borgerkrig i Rwanda. I stedet blev det unge par tilbudt en tre ugers primitiv telttur til Kalahariørkenen i Zimbabwe. Det blev en fantastisk tur og et storslået første møde med Afrika. Kontinentet krøb ind under huden på dem, og de vidste begge instinktivt, at her måtte de tilbage til.

Det var sommeren 1989. Året efter fødte Helle deres førstefødte og kort efter barn nummer to. Afrikas eksotiske og frie liv var pludselig uendeligt langt borte. Blot ikke i tankerne, og da børnene var omkring seks og otte år gamle, blev Zoologisk Have i København skiftet ud med endnu et besøg i Afrika– denne gang på en danskejet lodge i Sydafrika.

»Det var her, tanken om vores eget sted blev plantet og fik næring. For når et andet par fra Danmark kunne eje og drive en lodge i Afrika, kunne vi også. Pludselig var der en drøm og nogle mennesker at spejle sig i.«

I 2001  tog parret tilbage til Afrika og den danskejede lodge. Men missionen denne gang var ikke bare at se på vilde dyr og storslået natur. De lokale blev diskret spurgt ud om, hvad der var til salg i området, om gode kontaktpersoner og mulige priser. Tre steder blev valgt ud, og en revisor fra et internationalt revisionsfirma blev kontaktet.

»Vi havde selvfølgelig gjort os nogle tanker hjemmefra og lavet den indledende research. Vi havde gjort op med os selv og hinanden, at det ville vi gerne – hvis økonomien, stedet, samarbejdspartnerne, og de lokale forhold vel at mærke tillod det. Men det var stadig en luftig og ukonkret tanke. Det blev der imidlertid lavet om på, da vi så det tredje og sidste sted på vores rundtur…«

De lokale viste Helle og Per en kuperet grund ned til en flod med store gamle træer og et gammelt hus, nærmest et faldefærdigt skur, ved flodbredden. 20 hektar med 200 meter egen flodbred, hvor der var tydelige vildtspor. De var solgt på stedet. Hvis de nogensinde skulle eje fast ejendom og lave deres egen lodge, skulle det være her.

De gik ordløse rundt, indtil Helle pludselig rakte armene i vejret og kom med et langt lettelsens suk. En time efter havde Per ringet til ejeren og den revisor, de havde fået anbefalet. Han kendte alt til det sydafrikanske boligmarked og papirgangene bag.
»Vi havde ikke tænkt store og konkrete tanker om, hvordan vores lodge skulle se ud, hvor stor den skulle være, hvor den skulle ligge. Men da vi så det her sted, vidste vi begge, at her var stedet. Dagen efter havde vi udfyldt alle papirerne. Vi rejste hjem kort efter, i december 2001, to måneder senere var alt på plads, og vi var ejere af en fantastisk grund og et faldefærdigt hus i Afrika.«

Parret gik ikke straks i gang med at omdanne stedet til en lodge. Men der gik ikke mange uger, før den stille glæde over, hvor nemt det hele var gået, forvandlede sig til en tiltagende rastløshed og utålmodighed. Særligt hos Per. En aften udbrød han: »Hvorfor vente! Hvorfor går vi egentlig ikke bare i gang…«

Per, der på det tidspunkt arbejdede som udviklingschef for Skanska Facility Management, ringede til hovedkontoret i Stockholm og spurgte: »Har I nogen erfaringer med at bygge i Sydafrika
Svaret var negativt, men det svenske entreprenørfirma havde gjort deres indledende erfaringer med landet og satte ham i forbindelse med nogle af deres sydafrikanske kontakter.

Helle vidste, at de var nået til point of no return. Når Per var i det humør, var der intet at gøre. De havde bygget sammen mange gange, og når først han havde fået færden af et projekt, endda deres eget hjertebarnsprojekt, var han som en jæger, der lugtede blod.
»I hele det planlægnings-, projekterings- og byggeprojekt, vi gik igennem, har det været en uvurderlig hjælp, at vi begge i mange år har arbejdet inden for bygge- og entreprenørbranchen. Vi er vant til at kigge på tegninger, planlægge, forhandle, økonomistyre og få projekter sikkert i hus. Derudover er vi begge stædige og kvalitetsbevidste mennesker, der ved, hvordan vi vil have det. Alt har derfor været forbi vores øjne og fået vores fingeraftryk og endelige godkendelse.«

En lille eksklusiv lodge, med plads til maksimum 12 gæster lød ambitionen og opgaven. Bygget med respekt for den fantastiske grund og natur, de havde fundet. Hvor fokus var på personlighed og god service, men ikke i den forstand, at der skulle bukkes og skrabes for gæsten, hvor der skulle klædes om til middagen, og maden serveres af mørke mænd i hvide handsker. 

Efter flere års massiv arbejds- og karriereræs, besluttede Per  at sige op og hellige sig deres byggeprojekt. Helles opgave var at holde et fast greb i tøjlerne derhjemme og blev naturligt udnævnt til »kassemesteren«, der vendte tommelfingeren op eller ned for de mange forslag, der på mail, telefon og fax strøg frem og tilbage.

Uden nævneværdige problemer eller forsinkelser undervejs kunne ægteparret åbne Mpala Safari Lodge i januar 2003. Alt var blevet, som de havde drømt om – og lidt til. Teamet bag havde de på plads. Manageren havde de hyret, allerede inden de overhovedet gik i gang med at bygge. De vigtige rangere, der skulle stå for den vigtige safaridel, var på plads sammen med godt 15 andre ansatte, der alle var håndplukkede.

Per og Helle indledte den første uge med at invitere alle, der havde været involveret i projektet til en stor takke- og indvielsesfest. Entreprenøren med kone blev også inviteret med. Han fik det bedste værelse og besked på, at hvis der var noget, der manglede – eller nogen, der klagede – så blev de henvist til ham.

Det lille vink med en vognstang hjalp. Alt spillede, da den store dag oprandt.
Det gjorde det til gengæld ikke, da festen var slut, og Mpala Lodge skulle markedsføres og ud i den store rejseverden. Parret, der nok havde været på hjemmebane i bygge- og projekteringsfasen, kunne pludselig mærke jorden gynge under sig.

De besluttede at lave deres eget rejsebureau og ansatte en til at løbe det i gang. Per holdt møder med to af de førende markedsføringsbureauer herhjemme. Konsulenterne talte varmt om store annonce- og internetkampagner i hundredetusindkroners klassen, og Helle og Per lod sig overtale. Efter en måned havde de brændt 500.000 kroner af, og telefonen på det lille nystartede rejseselskab havde ikke ringet en eneste gang.

»Jeg havde møde med markedsføringskonsulenterne. De sagde bare: »Det er helt normalt. De 500.000 kroner var jo bare en start…« Vi stoppede samarbejdet med dem og indså, at vi måtte gå nye veje. Vi droppede også selv at være rejsebureau. I stedet begyndte vi at samarbejde med etablerede bureauer, der først lige var begyndt at få øjnene op for Afrika. Jeg turnerede rundt og holdt foredrag om Afrika, og vi brugte vores egne netværk intensivt.«

Da de startede byggeriet af Mpala Lodge og lagde de første hovedbudgetter, var det optimistiske bud, at lodgen skulle være deres hovdindtægtskilde. I stedet tabte de det første år mere end en million kroner. Penge, de måtte finansiere af egen lomme.
»Vi nåede at blive i tvivl om hele projektet og overvejede også at sælge det hele – inden vi rigtig var kommet i gang. Gjorde vi ikke det, ville det ske helt af sig selv. Men det lykkedes os at vende skuden. Vi investerede massivt i lækre brochurer og fotobøger om vores sted, tog rundt på et hav af rejsemesser, jeg holdt foredrag om Afrika. Langsomt begyndte belægningsprocenten at rette sig.«

År tre efter opstarten gik i nul. I dag vælter pengene – eller gæsterne – stadig ikke ind. Men Mpala hviler i sig selv med et godt og stabilt kundegrundlag, en dedikeret stab, fastforankret i lokalsamfundet og med masser af udviklingspotentiale.
Helle og Per er stolte af deres sted. Af at de gjorde det. Byggede et sted, der viser det bedste af Afrika frem. Det blev, som de drømte om. I fremtiden er planen fortsat at bo i Danmark, men med frihed til at vælge mellem deres to hjem – og to familier – den danske og den afrikanske.

Læs også: Drømmen om verdens bedste hotel