Det ukendte Filippinerne

Filippinerne er mest kendt for sine kridhvide strande, men Filippinerne byder også på gemte og glemte områder og kulturer.

Sen eftermiddagssol over El Nido-bugten. Fold sammen
Læs mere

Som så mange andre gør det – og med rette – er vi ikke rejst til øriget Filippinerne for at dase på de ellers uendelige lange, hvide sandstrande. Vi vil også udforske den anderledes kultur, der stadig findes. Vi har derfor planlagt vores rejse til det smukke land, hvor vi skal udforske laguner og besøge et glemt bjergfolk, der stadig benytter svedjebrug og har animistisk tro. Vores rejse starter i en skjult lagune ud for Palawan.

Vi er pludselig i en helt anden verden. Vi har klemt os ind gennem indgangen, der højst er et par meter bred, og nu rejser sig 60 til 100 meter høje lodrette kalkstensklipper – delvist dækket af jungle – foran os. Vi svømmer stille længere ind, vandet bliver køligere, og vi følges et stykke med nogle sære gopler, der bevæger sig rytmisk af sted i det grønne vand. Vi hører kun lyden af vores egne svømmefødder i vandet.

Lagunen forgrener sig ud i små sidelaguner og pools, nogle i kølig skygge, andre badet i sol. Lianer og tropiske planter hænger ned fra lodrette klippevægge – overalt hvor planter har kunnet få fodfæste, står de i grøn kontrast til de lodrette klippespir.

På et tidspunkt ser vi en mørk åbning i klippesiden, lige i vandoverfladen. Vi svømmer ind, og det viser sig at være en grotte med ca. otte meter til loftet, hvor solen kigger ind ad et par revner i grottetaget. Fra et lille plateau bagerst i hulen sidder vi og betragter den næsten perfekt kuplede grotte, inden vi skal forlade mørket og bevæge os tilbage ud i lyset.

Den Lille Lagune var et helt specielt sted, sin egen verden, som påvirkede en til ro, stilhed og betagelse over naturens skønhed Fold sammen
Læs mere

Lagunen er kun er én blandt flere laguner i Bacuit, øhavet ud for øen Palawan i det sydvestlige Filippinerne. Området omfatter mere end halvtreds større og mindre kalkstensøer, der rejser sig dramatisk fra havet, alle med deres individuelle særpræg. Det hele er oprindeligt dannet som et kæmpe koralrev for millioner af år siden og siden hævet hundredvis af meter og eroderet i de smukkeste former.

Det glemte bjergfolk

Fra Palawan til Mindoro er der et par hundrede km. Vi har taget turen til Mindoro for at møde de glemte Mangyan-stammer. Mindoro har otte glemte Mangyan-stammer, der alle bor i højlandet. De er indvandret for flere tusind år siden og kom aldrig under spansk kontrol i kolonitiden. Derfor har de stadig deres eget skriftsprog, afledt af indisk sanskrit, og er en af de over hundrede forskellige oprindelige stammefolk, som bor rundt på Filippinerne. Vi skal besøge Irayan-stammen og en af deres landsbyer og har Edwin, der selv er irayan, med som guide.

Det er tidlig formiddag. Vi har en frisk vind i ryggen, og grå skyer er på flugt hen over himlen. Stien går støt opad, jorden er rød og let mudret, og på begge sider er der junglebevoksning afløst af kokosplantager. Efterhånden dukker de første huse op, bygget af bambus og palmeblade. Husene er små, omkring 15-20 kvm, og ofte bor der to-tre familier i hvert hus, fortæller Edwin.

Børn stikker nysgerrigt hovederne frem i døråbninger og bag hushjørner og smiler til os. Ved de fleste huse er små, sirlige haver indhegnet. Pludselig ser vi en blå knallert med flot rød front stående foran et palmehus, og guiden fortæller, at den mand har fået arbejde nede i lavlandet og for nylig har købt den. Det ultimative statussymbol heromkring.

Mangyan-hytte hvor to-tre familier bor sammen. Fold sammen
Læs mere

Vi fortsætter nogen tid endnu til den egentlige landsby, hvor vi ledes ind på den centrale plads i skyggen af et enormt træ. Der er forberedt frokost for os bestående af kogt sød kartoffel, yams og madbananer samt en delikat salat. Det smager godt, især salaten. Igen står landsbyens børn omkring os og fniser, mens vi leger titte-bøh med de mindste.

Stenalderlandbrug og pytonslanger

Irayaerne benytter en primitiv form for agerbrug kaldet svedjebrug, som vi skal flere tusind år tilbage for at finde i Danmark. Med års mellemrum afbrændes et stykke af bjergsiden, det plantes til med afgrøder, som siden høstes, og derpå lader man stykket hvile nogle år, indtil processen gentages. Edwin leder os højere op ad bjerget. Det er stejlt og tilgroet, der er halvmørkt i den tætte bevoksning, og han må hugge en sti igennem med macheten. Så med ét åbner skoven sig op, og vi er på en mindre mark med knæhøje, let forkullede stubbe og grønt bunddække.

Edwin graver et par søde kartofler frem; de smager som umodne pærer, og vi skyller efter med en friskåbnet kokosnød. Vi passerer en lille grotte, som han forsigtigt undersøger med sin kæp. Ingen pyton her, siger han, mens vi forbavset kigger på ham. For fem år siden blev en Irayan ædt af en fuldvoksen pyton længere oppe, fortæller han. Slangen lå på en stor gren og angreb, da den stakkels Irayan gik under træet. Vi kigger uvægerligt alle rundt – heldigvis ingen store grene ud over stien lige her.

Ud af junglen fulgte vi en vidunderlig flodseng af løst dryssede kæmpesten og en forårskåd flod, der kastede sig ned igennem den. Fold sammen
Læs mere

På vej tilbage mod lavlandet følger vi en vidunderlig flot flod med vandfald, pools og store klippeblokke drysset ned gennem flodlejet. De fleste Irayaer er stadig animister og tror på at træer, dyr, planter, sten – alt i naturen – er besjælet. Et særligt smukt sted stopper vores guide op, betragter floden og junglen, kigger op og udbryder: »Naturen er vidunderlig, ikke?« Vi kan kun give ham ret. Selv om vi nok aldrig helt vil forstå dybden af naturens betydning for Irayan-folket.