Det søde liv på vanilje-øen

En privat koralø i Fransk Polynesien lukker diskussionen om paradis på Jord. Le Taha’a er det ultimative og mest eksklusive ferieparadis i det sydlige Stillehav.

Foto: Anders Nielsen/PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Eneste lyde er en kokosnød, der lejlighedsvis plumper i lagunen, samt en liflig klirren af isterninger, når jeg sipper af min Singapore Sling.

Næste: Tennis, snorkling og vandski

Under solterrassen ligger den turkisblå lagune med glasklart vand og en kalejdoskopisk verden af eksotiske fisk og elegante leopardrokker, der modstræbende flytter sig, når man glider ud i det 28 grader varme, silkebløde element.
Inde i suiten er sofabordet en glaskube, så man om aftenen kan tænde lyset under gulvet og henrives af de underholdende fisk i stueetagen. Glasbordet er hængslet, så det kan åbnes, og man kan kaste foder ned til de undrende fisk.
I andre suiter består gulvet delvis af en panserglasplade, så det føles som at gå på vandet. Raffineret, men ikke for folk med tendens til søsyge.

Du har forstået det rigtigt. Hotelsuiten er en bungalow på pæle, bygget på en halv kilometer lang badebro, som sammen med 15 andre bungalows illuderer blade på en gren. Over-vandet-bungalows er typiske for Fransk Polynesien, som også i andre henseender er aldeles enestående.
Helt præcist er vi på den lille private Motu Tautau i atollen, der omkranser Taha’a – Vaniljeøen.

Når vinteren er allermest modbydelig hjemme I Danmark, er det sommer i Fransk Polynesien, som er noget nær det fjerneste, man kan komme hjemmefra – omkring 20.000 kilometer.
Trods hvad der føles som to dages flyvning og et 40 minutters bådcruise, kan man kun føle sig velkommen, når skønheder med dådyrøjne tager imod med blomsterkranse, velkomstchampagne og ordene »Maeva i te fenua nei«, der betyder »Velkommen til vores land« til tonerne fra en oplagt ukululetrio.

Mens vi nyder den perlende champagne og tørrer sveden af ansigtet med en fugtig klud, bringer personalet vores bagage til bungalowen.
Aftenen er lyserød og blød som candyfloss, og ude på vandet med Taha’a som bagtæppe, glider krydstogtskibet Tahitian Princess forbi i dekorativ majestæt.

Dønningerne fra skibet laver klukkelyde omkring pælene, da jeg i det lune tusmørke spadserer ud ad badebroen, og trods trætheden er dette et magisk øjeblik, jeg ville ønske, det var muligt at lagre og genkalde i den danske januarvinter.
Bungalowen er en åbenbaring – 70 kvadratmeter næsten ubeskrivelig luksus udført i bambus, eksotiske træsorter og muslingeskaller. Sengen i midten af suiten er i mammutstørrelse og prydet med orange hibiscushoveder, mens champagnen står klar i sin køler ved siden af gaveæsken med chokolader og vanilje.

Store skydedøre åbner ud til solterrassen med jacuzzien og en stjernehimmel, man skulle tro, var løgn.
Næste morgen er det en nærreligiøs oplevelse at betragte morgensolen afdække konturerne af vaniljeøen Taha’a, der ikke synes at kunne rumme én eneste kokospalme mere, mens hundreder af fugle holder morgenkoncert i begejstring over en ny dag. Kun sulten tvinger én til at forlade sin over-vand-suite.

Hovedbygningen med den åbne lobby er opført i tømmer og bambus, og restaurant Ohiri på første sal har glasløse panoramaer og udendørs terrasser i palmekronehøjde. Buffeten bugner af frisk fisk og udskårne, eksotiske frugter, hvis navne og eksistens er mig komplet fremmed. Mange af de gæstende par i restauranten ser forelskede og nygifte ud – og er det sikkert også, for Fransk Polynesien er bryllupsrejsedestination »number one«. Intet sted i verden er mere romantisk.

Næste: Tennis, snorkling og vandski