Det nye Sri Lanka

Sri Lanka har alle ingredienser til den perfekte ferie: historiske paladser, uspolerede sandstrande, idylliske togture, uendelige teplantager, farverige templer, frodige rismarker samt uanede mængder ’rice ’n’ curry’.

Der er 1.200 trin til toppen af Sigiriya klippen i det centrale Sri Lanka, og toppen rummer en hemmelighed, som kun de, der når hele vejen op, bliver indviet i. Fotos: Kenneth Karskov Fold sammen
Læs mere

Det er ikke mere end otte år siden, at borgerkrigen sluttede i Sri Lanka. For lokalbefolkningen betød det en længe ventet tilbagevenden til en fredelig hverdag efter 26 års blodige stridigheder, der menes at have kostet tæt på 100.000 mennesker livet.

For Sri Lankas turistindustri var det ensbetydende med, at rejsende fra hele verden igen vendte blikket mod den smukke ø ved Indiens sydspids. Så sidste år tog Sri Lanka imod to millioner turister, det højeste antal nogensinde, og tallet synes kun at stige.

Årsagen er simpel. Sri Lanka har alt, hvad du kan ønske dig af en god ferie – hvad enten du higer efter historie, kultur, spiritualitet, natur, gastronomi eller sandstrande.

Toppen gemmer på en hemmelighed

Løveklippen er en af Sri Lankas største turistattraktioner. Den knap 200 meter høje klippe stikker brutalt op over det flade landskab i den centrale del af landet, men det er ikke den unikke placering, der har givet stedet en plads på UNESCOs verdensarvsliste. Det har derimod det, som findes allerøverst på klippen.

»Er der virkelig 1.200 trin op til toppen? Seriøst…!?« Guidens tomme blik er det perfekte svar. Ja, der står 1.200 trin i samtlige guidebøger, og ja, det var det, han sagde ved indgangen, og ja, du er velkommen til at tælle efter.

»I øvrigt bliver det varmt, så tag en vandflaske med,« tilføjer han. Guiden er 61 år og danser lystigt over de første 100 trin, som var han med i en ballet. Hans pande afslører ikke en sveddråbe – ikke én eneste – og termometret er ellers på den lune side af de 30 grader.

Vejen derop tager knap halvanden time ad små klippestier og trapper, der bliver stejlere og smallere for hvert skridt. Til alt held er turen lidt mindre fysisk krævende, end hjernen vil narre en til at tro ved første øjekast.

Halvvejs oppe dukker to gamle 1900-tals jerntrapper op, som fører ind i en hule med gamle vægmalerier. De menes at stamme fra omkring år 500, og kun 21 ud af de oprindelige 500 malerier har overlevet frem til i dag.

Det diskuteres fortsat, hvem de unge damer på malerierne er. Er de en del af kongens hof, eller er det en religiøs fejring? Kvinderne er pyntet med dyrebare smykker, men er kun påklædt fra hofterne og ned. Endnu vigtigere er det, at hulemalerierne giver en kort tiltrængt pause fra de mange trin og lidt skygge for den bagende sol.

Det centrale Sri Lanka er også det historiske Sri Lanka. Her findes kongebyen Polonnaruwa med de imponerende ruiner, som daterer sig tilbage til ca. år 1000. Fold sammen
Læs mere

Den korte version af historien om Løveklippen er, at en srilankansk konge for knap 1.500 år siden valgte området til hovedstad. For at forskanse sig mod sine fjender byggede han et palads på toppen af klippen.

Selve paladset er i dag blot ruiner, men det er ikke svært at forestille sig, hvor imponerende det må have været for 1.500 år siden. Det frodige junglelandskab strækker sig, så langt øjet rækker, og anstrengelserne ved at komme helt op gør synet endnu mere betagende.

Buddhas tand

Næste stop er Kandy, Sri Lankas åndelige hovedstad. Byen er smukt beliggende i en dal med en sø i midten og tiltrækker horder af rejsende på grund af én ting: Tandens Tempel, Sri Dalada Maligawa, som efter sigende opbevarer en af Buddhas tænder.

Et sagn fortæller, at den, som besidder tanden, har den guddommelige ret til at regere Sri Lanka. Derfor er det heller ikke nogen overraskelse, når guiden beretter, at der er blevet kæmpet intenst om tanden i tidens løb, og at stedet bærer en stor symbolsk betydning.

»Findes tanden virkelig?« Tilsyneladende falder det mig svært ikke at stille dumme spørgsmål, og det tomme blik vender for en stund tilbage i guidens øjne.

Jesu ligklæde i Torino, profeten Muhammeds skæg i Istanbul og Buddhas tand i Kandy. Religiøse relikvier handler ikke om tingens fysiske tilstand, men om noget, der er langt større.

Det srilankanske køkken er lækkert, men ofte også stærkt. Typisk serveres flere små retter som en del af en god ’rice ’n’ curry’, og fisk er næsten altid på menuen. Fold sammen
Læs mere

»Hvis du tror på, at tanden findes derinde, så findes den,« svarer han overbærende.

Historien er dog så specifik, at der skulle være tale om Buddhas venstre hjørnetand. Den ligger i et skrin, der er placeret i en hellig hal, og mens de indviede får lov at se skrinet, så er der aldrig nogen, der har set selve tanden.

Heldigvis er templet og det tilhørende kongepalads i sig selv steder, der er et besøg værd. Begge er præget af en vidunderlig æstetik, der emmer af Asien og alt det fremmedartede, som er værd at rejse langt efter.

Vi spiser med fingrene

»Vi spiser med fingrene. Så kan man bedre blande tingene sammen,« siger Anura Nanayakkara. Han laver en bevægelse med fingrene, hvor han gnider tommeltotten mod pegefinger, langemand og ringfingeren.

Havde han haft håndfladen vendt opad, havde det været det internationale tegn for »den pris er vist lige i overkanten,« men med håndfladen nedad henviser det til noget helt grundlæggende på Sri Lanka: ’rice ’n’ curry’.

At spise med fingrene kan virke helt absurd grænseoverskridende, når man er vant til kniv og gaffel. Absurd, fordi det er det mest naturlige i verden og måden, som ethvert barn spiser på, indtil en velmenende mor begynder at præge det.

Til alt held er srilankanerne et overbærende folkefærd, der godt kan lokkes til at finde gaffel og ske frem til en hjælpeløs turist.

Sri Lankas køkken minder om det indiske, særligt det sydindiske. Maden bugner af krydderier, og der er ikke noget her, der smager af ’ingenting’. En rice ’n’ curry består af flere små retter, og ofte er maden stærk, mange af retterne indeholder fisk, og der er næsten altid kokos i, hvad enten det er revet eller som kokosmælk.

En af de slående ting ved Sri Lanka er, hvordan gadebilledet er nærmest klinisk renset for 7-Eleven, Starbucks og McDonald’s. På sin egen måde understreger det, i hvor høj grad Sri Lanka stadig er sin helt egen, men det betyder også, at man ikke kan snige sig ned til Ronald McDonald og få stillet sulten med en hurtig burger, hvis den lokale mad ikke falder i ens smag.

Toget er en nem og billig måde at komme rundt i Sri Lanka på, og samtidig møder du de lokale. Fold sammen
Læs mere

Den obligatoriske togrejse

Det lokale præg er også en stor del af oplevelsen på den næsten obligatoriske togtur på Sri

Lanka. Landets fortid som britisk koloni har givet øen et veludviklet jernbanenet, der strækker sig fra kyst til kyst og går på kryds og tværs igennem landet.

Sri Lankas svar på DSB hedder ’Sri Lankan Railways’, der blev grundlagt i 1858 som ’Ceylon Government Railway’ og med over 1.500 km jernbane at holde styr på, hvoraf nogle af strækningerne er blandt verdens mest spektakulære. Det gælder særligt turen op til teplantagerne i højlandet.

Lad det dog være sagt med det samme, at hvis du er typen, som brokker dig over toget i Danmark, så vil Sri Lanka være en helt særlig udfordring for dig. En udfordring, der vil svare til at bede en araknofob om at holde en fugleedderkop, for en togrejse i Sri Lanka vil komme til at stressteste dit mentale overskud maksimalt.

Toget holder på stationen, klar til afgang. Et par minutter efter køreplanen, bevares, men ikke noget slemt. Kadunk, siger det. Maskinen sætter i gang og hakker af sted et par meter, men så lyder der et metallisk hyl, bremserne piber, og vi stopper igen.

Rygtet på perronen er, at forreste vogn er gået i stykker. Toget står helt stille, og først en time senere er vi endelig på vej. Vognene er slidte og beskidte, men sæderne er til gengæld bløde, og udsigten fra de store panoramavinduer er betagende.

Toget arbejder sig møjsommeligt igennem den ene lille landsby efter den anden. Landskabet varierer, og undervejs står folk og vinker fra deres huse, mens togsættet andre gange passerer små farverige templer og derfra elegant springer ind mellem temarkerne for så at bevæge sig ud igennem en tunnel, køre videre ind i en stor nåleskov og så op igennem skylaget og henover en dyb kløft.

Turen er aldrig kedelig, men det, som skulle tage tre timer, ender med at vare fem. »Sri Lankan style,« siger én i kupéen, men ingen ser synderligt stressede ud, hverken de lokale, turisterne eller jernbanefolkene.

Og det er hele pointen. Det er den langsomme bevægelse, der er selve oplevelsen, og dermed er toget turismens svar på slowfood. Det handler om at tage sig tid til at nyde den smukke udsigt og indtage Sri Lanka i langsomme, smagfulde bidder.

I Sri Lankas højland står endeløse rækker af tebuske. Al plukning foregår ved håndkraft, og de friske skud samles i en sæk, der bæres med en rem over panden. Fold sammen
Læs mere

I de frodige temarker

I 1.000 meters højde begynder temperaturerne at falde, så det pludseligt er rart med en trøje om aftenen. Det er et vidunderligt køligt afbræk fra den stegende hede i de lavereliggende dele af Sri Lanka.

Byen Ella ligger i den del, der kaldes ’telandet’ – det er her, teen dyrkes, forarbejdes og sælges. Byen er hverken stor eller betydningsfuld, men til gengæld opvejer områdets naturlige skønhed dens andre mangler.

I de kølige morgentimer søger en lind strøm af turister mod ’Little Adam’s Peak’, og fra toppen er det tydeligt at se, hvad det er, der drager turisterne til området. Den tidlige morgensol giver det kuperede terræn med dybe kløfter og dramatiske bjergsider et helt magisk skær.

Nogle små farvede prikker i den modsatte side af dalen er biler, som langsomt bevæger sig op ad hovedvejen, der er hugget ind i bjergsiden. Til alle sider står frodige, grønne tebuske, og teplukkerne har travlt med møjsommeligt at høste de nye skud.

Et godt, fast greb om buskens blade, træk til, og så om i stofsækken med dem. Sækken bærer damerne med en rem over panden, og det er tydeligt at se, at denne del af processen er fysisk hårdt arbejde.

På områdets tefabrikker bliver de friske skud sorteret og varmebehandlet, så de ender som det produkt, vi kender fra butikkerne. Over en million mennesker er beskæftiget med teproduktion i Sri Lanka, så te er meget mere end blot en opkvikkende varm drik på disse kanter. Det er en vigtig indtægtskilde og selve livsgrundlaget for mange mennesker.

Sri Lanka har det hele - inklusive uspolerede sandstrande, som du kan have helt for dig selv. Fold sammen
Læs mere

Drop bussen og tag cyklen

Mens Sri Lanka har 1.500 km jernbane, er der kun etableret 150 km motorvej. Resten af vejnettet består af hullet landevej med et spor i hver retning.

Hvor togene er langsomme, så kører Sri Lankas busser til gengæld, som gjaldt det livet. »Det er de private busfirmaers skyld,« vrisser chaufføren, da endnu en farverigt udsmykket bybus lægger sig på ydersiden og overhaler i høj fart.

»De kører som sindssyge for at nå hurtigere frem til stoppestederne, så kan de tjene flere penge,« forklarer han irriteret.

Billettøren står nonchalant i den åbne dør i den overhalende bus, og det store køretøj krænger en hel del, da chaufføren brutalt trækker vogntøjet tilbage i sin egen vognbane og med nød og næppe undgår en modkørende lastbil.

Dén slags spænding er det helt rart at kunne lægge fra sig for en stund ved at springe på cyklen. Ikke langt fra byen Galle arrangerer ’Idle bikes’ nogle fine cykelture igennem de små landsbyer og omkringliggende rismarker.

Turen på 12 km er sat til at vare halvanden time, og ruten går ad små stier og veje uden anden trafik end en enkelt tuk-tuk og nogle få knallerter. Her er helt stille, bortset fra spage lyde fra små fugle, hellige køer, farverige påfugle og næsten usynlige kamæleoner.

En cykeltur igennem rismarker og små landsbyer er en helt særlig oplevelse, som bringer dig tættere på hverdagslivet i Sri Lanka. Fold sammen
Læs mere

Det er den perfekte måde at opleve det landlige Sri Lanka på, og efter seks km er det tid til at smide cyklen under et palmetræ og tage cykelhjelmen af. »Kom med,« siger guiden og går op til et lille træhus. Han samler et par kokosnødder op, og med et svirp fra en skarp kniv brækker han toppen af, stikker et sugerør i og rækker den frem. Dermed er der dømt drikkepause, og kokosvandet er den ideelle forfriskning på en varm cykeltur.

Strande, du kan få helt for dig selv

Alting har en ende, og enhver god rundrejse ender på en strand. Intet rejseland vinder for alvor hjerter, hvis det ikke kan tilbyde et par dages afslappende strandferie til allersidst.

Her kommer Sri Lankas 1.340 km kystlinje ind i billedet. Det skorter ikke på uspolerede, øde sandstrande, og flere små badebyer er skudt op. Hikkaduwa, Bentota og Tangalle er alle sådanne områder, og sidstnævnte byder på smukke palmestrande, der som regel kun ser få turister.

Sri Lankas kyst byder på mange smukke strande, hvoraf nogle ligger helt øde hen. I badebyen Tangalle har flere store hotelkæder bygget luksushoteller, som skal tiltrække velhavende turister fra Europa og Asien. Foto: Anantara Peace Haven Fold sammen
Læs mere

I løbet af de seneste år har nogle af verdens ypperligste hotelkæder dog fundet vej til Tangalle, og det vil med sikkerhed ændre området. Deri ligger den sidste pointe omkring Sri Lanka.

Hvert år vokser turismen med 15-20 pct., og med de mange nye hoteller vil landet langsomt, men sikkert, ændre karakter. Nogle steder til det bedre, andre til det værre. Det bliver aldrig for sent at tage til Sri Lanka, men det er kun nu, at du kan opleve landet, mens turismen endnu er spæd.