Det nye og gamle Egypten

Historieskrivningen under retssagen mod Mubarak blander sig i disse dage med antikkens legender om de gamle egyptiske konger i Cairo.

Rejseliv imported photo
Foto: Søren Frank

Militærbetjentene står skulder ved skulder med hjelm og visir. Deres skjolde danner en stor transparent væg af plexiglas rundt om hjertet af Tahrir-pladsen.

Læs også: Ørken-eventyr om natten

I sidegaderne står beredskabet af hollændervogne og bemandede lette kampvogne parat. Det er hverdag på pladsen foran regeringspaladset i Cairo, der i de hektiske uger i februar optrådte dagligt på alverdens TV-skærme som den egyptiske revolutions hjertekammer. 

Vores første stop med sightseeingbussen er Det Egyptiske Museum, som ligger få hundrede meter fra Tahrirpladsen, faktisk lige foran Nationalpartiets totalt sortsvedne og udbrændte bygning. Det er ikke nogen hemmelighed, at de indimellem urolige tilstande siden revolutionen har været lidt af et turn off for mange potentielle turister i Egypten.

Danske Hans Jørgen Hetebrügge, som vi møder på dykkercentreret nede i Sharm-el-Sheik, hvor vi har vores base, fortæller, hvordan gaderne var fuldstændig øde i den ellers supertravle turistby, da han ankom med et af de sidste fly ud af Danmark til Sharm i februar. For vores vedkommende oplever vi imidlertid den aktuelle situation som et ekstra krydderi på udflugten – et element af ny historieskrivning, der føjer sig til at den gamle, som Cairo er så rig på.

At der så småt er ved at komme gang i turismen igen,  kan vi konstatere, da vi slutter os til den betragtelige kø foran Det Egyptiske Museum. Men de ufattelige rigdomme, som museet rummer, viser sig at være ventetiden værd.

For os er dette et ganske særligt pay off på vores tur til Luxor for fire år siden. Dengang besøgte vi adskillige gravkamre i Kongernes Dal, hvilket bestemt var interessant. Problemet var bare, at bortset fra reliefferne, som er indgraveret i selve væggene, var de utrolige skatte, som regenterne havde fået med sig i gravene – og som ikke var ikke var taget af gravrøvere gennem tiderne – alle udstillet på netop Det Egyptiske Museum i Cairo, mere end 1.000 km fra Luxor.

Og jo, der er fuld bonus for at have holdt åndedrættet tilbage i fire år. Jeg har svært ved forestille mig, at man kan blive skuffet over samlingen fra barnekongen Tut Ankh Amons grav – han var kun ni, år da han i 1361 f.Kr. blev Egyptens konge, og han blev allerede som 19-årig formentlig myrdet. Tuts skatte blev bjærget i  1922 og er den dag i dag stadig er det vigtigste fund nogen sinde i Egypten.

Der er tonsvis af guld: Først og fremmest den berømte inderste sakofag af et kinesisk æskesystem på tre kister, men også den fantastiske trone af guld og forskellige figurer og smykker. Jeg lader mig også fascinere af de to stridsvogne, Tut Ankh Amon havde fået med i graven, så han kunne være godt kørende i sin nye reinkarnation, og den sjakallignende dødsgud Anubis, som holdt vagt foran kammeret.

Vi betaler også gladeligt 100 egyptiske pund ekstra for at se museets samling af mumier. Vi får fortalt, hvordan indvoldene første nænsomt blev fjernet fra den afdødes krop og placeret i en særlig leverkrukke, mens hjernen diskret blev trukket ud af næsen. Herefter blev liget tørret 30 dage i solen og balsameret. Det er svært ikke at skænke Grauballemanden hjemme i Egå en tanke, når man ser de små, indtørrede, læderagtige ansigter.

Tuts mumie er ikke en del af samlingen; den ligger stadig i gravkammeret i Kongernes Dal. Her kan den i dag besigtiges, hvilket desværre ikke var tilfældet, da vi var i Luxor for fire år siden.

Vi er lidt under tidspres, for Ramadanen er lige begyndt. Da det er første gang, rejsebureauet udfører denne Cairo-udflugt under den muslimske fastemåned, vil guiderne gerne være på forkant med tidsplanen. De er nervøse for, at de forskellige seværdigheder lukker tidligere end normalt, fordi det fastende folk skal hjem og lave mad til det store måltid, som indtages umiddelbart efter solnedgang.
For os er Ramadanen endnu en interessant kulturel dimension på turistudflugten. Det er fascinerende at opholde sig i en by, hvor 20 millioner mennesker samtidig indtager dagens rituelle måltid, når solen går ned. Og man undrer sig over, hvordan det kan lade sig gøre at køre hele dagen igennem uden mad, og især drikke, under den stegende hede sol.

Fasten er dog også kun for dem, som kan, får vi at vide – børn, gamle og andre svagelige personer behøver ikke at deltage i prøvelsen, hvis de ikke vil. Hjemme på hotellet i Sharm er en særlig buffet sat op til muslimske gæster, så de kan følge forskrifterne om de særlige måltider ved solop og –nedgang.

Efter museet tager vi ud til pyramiderne i Giza. Det er muligt, at revolutionen har ændret på visse ting i Egypten – mest tydeligt tiden, som ikke længere stilles en time frem om sommeren og derfor er den samme som hjemme i Danmark – men hustleri, man som turist indimellem må finde sig i, florer stadig frodigt. Der går ikke ét minut, mellem at man bliver antastet af en af de aggressive sælgere, som ikke skyr nogen midler.

En udbredt teknik er at give turisten en gave, som man så indkasserer pengene for bagefter. En sælger forsøger således at overbevise mig om, at jeg med mit grå skæg ligner en egypter så meget, at jeg er nødt til at have et hovedtørklæde/turban. Da jeg bestemt returnerer »gaven«, stikker hustleren bare pakken ind under min arm igen, mens jeg er optaget af at fotografere og ikke kan se, hvad der foregår.

Man skal absolut passe på ikke at fotografere nogle af sælgerne eller deres kameler, for så vanker der betaling. Jeg overværer, hvordan tre hustlere korporligt beslaglægger en turists kamera, indtil han har betalt for det billede, han har taget. Hvor det er svært at komme på noget sted i verden, hvor sælgerne er mere aggressive end her, kan man til gengæld glæde sig over, at kriminaliteten i øvrigt er meget lav. Egentlige tyverier forekommer meget sjældent, og det giver en dejlig frihed, at man ikke skal vogte over kontanter og kamera som en høg.

Vi hiver dog helt frivilligt 100 pund op af lommen for at få lov til at komme ind i Keops-pyramiden. Turen viser sig at udgøre ikke så lidt af en fysisk præstation, vi tilbagelægger krumbøjede mere end 100 meter op gennem en meget smal og skrå skakt i omkring 40 graders varme, ind vi når gravkammeret, hvor der selvfølgelig står en mand og forsøger at hustle sig til en lille skilling.
Storsvedende inspicerer vi de ventilationskanaler, som gravrøverne i sin tid kravlede igennem, da de bemægtigede sig kammerets skatte. Personligt ville jeg godt kunne dy mig for kravle rundt om natten i de iltfattige labyrinter i kolossale Keops mørke.
         
Det er et stort plus for os at have guiden Sarwat med turen. Efter ni år i Brande taler den egyptiske tidligere ingeniør et perfekt, drævende midtjysk, og med sin fine kendskab til både dansk og egyptisk kultur er han klædt godt på til at formidle kulturforskellene.
Det kommer ikke mindst til udtryk, da vi næste dag besøger Muhammed Alis imponerende moske, som ligger i Salah al-Dins middelalderfæstning (citadel). Her forklarer Sarwat, at kvinderne skal dække skuldre og helst også hår til i moskeen for ikke at distrahere mændene under bønnen. Mens vi sidder der på hug på gulvet under moskeens store kuppel, udvikler der sig en stilfærdig diskussion om forskellen på muslimsk og kristen kultur, som også børnene i rejseselskabet deltager i.

En far skrider dog ind og meddeler, at nu er emnet vist uddebatteret, da hans datter ovenpå en serie af nærgående spørgsmål til Sarwat udfritter ham direkte: »Stener I stadig folk?«                   
Om aftenen, da vi skal ud at spise på en af restaurantbådene ved Nilen, kører taxachaufføren forbi Tahrir-pladsen for at se, om der skulle være lidt gang i gaden.

Uden at være i besiddelse af det helt store sammenligningsgrundlag bilder jeg mig ind at kunne mærke lidt uro i luften, eftersom den efterfølgende morgen tegner til at blive endnu en historisk dag for Egypten: Den længe ventede retssag mod landets tidligere præsident Mubarak skal nemlig begynde.
Luften er tyk af spørgsmål: Vil den tilsyneladende syge Mubarak møde op i egen person eller slippe med at sende sine advokater? Vil retssagen medføre uroligheder eller ligefrem optøjer?

Vi er slet ikke i tvivl om, at det er en helt speciel dag, da vi næste morgen bevæger os igennem byen. Retssagen bliver transmitteret direkte på TV, og overalt på vores vej flokkes folk om skærmene og radiohøjtalerne: Da vores guider bliver opmærksomme på min interesse – man er vel journalist – holder de mig løbende opdateret: Først forlyder det, at uniformerede Mubarak-tilhængere og modstandere er røget i totterne på hinanden foran den retsbygning et godt stykke udenfor Cairos centrum, som man klogelig nok har valgt at bruge til denne potentielt sprængfarlige sag. Grupperne kaster sten mod hinanden, indtil det lykkes myndighederne at få stoppet episoden.

Og så kommer billederne af retslokalet med Mubarak, som ligger i sengen inde i sit bur. Et ganske grotesk syn, som ikke desto mindre tydeligvis gør vores guide Mohammed meget lettet.
»Det er en stor dag for Egypten,« siger Mohammed, der er glad for det, han ser: At Mubarak, hans sønner og den tidligere indenrigsminister bliver stillet til ansvar for deres gerninger.
»Der vil blive ro i Egypten nu,« mener Mohammed.

Mens vi følger transmission i en frokostrestaurant, begynder de pludselig at tale om vores hotel »hjemme« i Sharm, Maritime Golf: Et af punkterne i anklageskriftet er nemlig, at indenrigsministeren skulle have solgt det store areal ud til Rødehavskysten nord for Sharm, hvor resortet ligger, alt for billigt til ejeren af Maritime-kæden. En anklage, som Mubarak og co. helt afviser på linje med alle de andre punkter.

Det er ikke lige hver dag, man oplever historiens vingesus så tæt på under sin sommerferie, så på den måde tager jeg hjem fra Cairo igen med følelsen af næsten selv at være blevet en del den nye egyptiske verdenshistorie.
 

5 egyptiske

I ballon over Luxor
Turene med udgangspunkt i det centrale Luxor starter tidligt om morgenen når solen står op, og man flyver over Luxors berømte Karnak-tempel og oldtidsmonumenterne ved Nilens bredder. Turen varer 30-45 minutter og efter flyvningen køres man tilbage til Luxor.

Kongernes Dal
Hvis man er i Luxor, er et besøg i Kongernes Dal et absolut must. Tilbring det meste af en dag her og gå dybt ind i kongegravene, hvor vægge og gravkamre er udsmykket med fantastiske malerier.

Tur i felukka
Den traditionelle træbåd felukkaen med de karakteristiske sejl er perfekte til en kortere eller længere tur på Nilens vande.  Bliv svalet af en varm dag eller oplev solnedgangen over Nilen fra første parket. Der er masser af muligheder.

Siwa-oasen
Siwa er en af Egyptens mest kendte oaser, og hvis man har mulighed for at komme de 560 kilometer fra Cairo til oasen nær den libyske grænse, kan man møde et næsten isoleret samfund af 23.000 mennesker på de 80 gange 20 kilometer som oasen breder sig over.

Keops-pyramiden
Den store pyramide er Farao Keops grav og er en del af pyramidekomplekset i Giza ikke så langt fra Cairo. Det er det eneste overlevende af verdens  syv underværker, bygget omkring 2560 før Kristus.

Læs også: Historie, shopping og varme i Brunei