Det kan du få for en tusse

Vi danskere vil bo luksuriøst på storbyferien. Se her, hvor langt 1.000 kr. rækker i forskellige byer.

Du kan fx booke en nat på det luksuriøse 5-stjernede Corinthia Hotel i Budapest for 1.003 kr. Fold sammen
Læs mere
Foto: www.corinthiahotels.com

Foråret er på vej. Og med det danskernes lyst til at drage på storbyferie. Efter sådan en vinter spærret inde i lejligheden eller huset, hvem drømmer så ikke om at sidde på en fortorvscafé i Barcelona og nyde solens stråler på ansigtet, at gå hånd i hånd med sin elskede en lun aften i Rom, eller at sidde i en park i Paris og nyde et glas rødvin og en bid ost til frokost?

Læs også:
De 10 værste hoteller i Europa

Men selv om storbyerne  med alle deres mange tilbud om oplevelser naturligvis er den største attraktion ved storbyferien, så sætter stadig flere af os også pris på et hotelophold i luksusklassen.

Mange siger ganske vist, at det er nok at have et sted med en seng og et brusebad, men når man har været på storbyerferie et par gange og har mærket, hvor træt man kan blive efter at have travet rundt i byens gader i timevis, ja, så ved man, at det er noget så rart at have en dejlig base, hvor man kan slappe af og blive lidt forkælet.

Man ender jo alligevel med at tilbringe en del timer på hotellet, og så er det skønt, at omgivelserne er lidt lækre, og at servicen er i top.

Tager spenderbukserne på
De undersøgelser, der er lavet af danskernes rejsevaner, viser da også, at vi i stadig stigende grad trækker i spenderbukserne, når både ferierejser og hoteller skal bookes. Finanskrise eller ej.

Eksempelvis lavede verdens største online-rejsebureau, Expedia, for nylig en undersøgelse af deres kunders hotel-bookinger.

»Det er interessant at se, at 49 pct. af de overnatninger, vi har kigget på, sker på hoteller med flere end tre stjerner. Det viser, at mange af os ønsker det bedste for os selv og vores nærmeste, når vi rejser på ferie.

Men danskerne er prisbevidste, når de rejser, så det betyder ikke nødvendigvis, at vi har den store pung fremme, når vi rejser til udlandet. Det kan også være et udtryk for, at de rejsende er blevet bedre til at finde de gode hoteller til den rigtige pris,« siger David Bækholm fra Expedia.dk.

Stjerne-tjek af 94.000 hoteller
Og hvad er så den rigtige pris? Det afhænger naturligvis af, hvad éns behov er, og hvordan éns feriebudget ser ud.

Hotels.com, der er en del af Expedia-gruppen, har sat »den rigtige pris« til 1.000 kr. pr. overnatning i dobbeltværelse, og har derefter tjekket cirka 94.000 hoteller på 16.000 destinationer for at se, hvad man kan få for de penge.

Eller sagt på en anden måde: Hvor mange stjerner kan man få for en tusse? Og resultatet er heldigvis opløftende. I løbet af de seneste to år er hotelpriserne generelt styrtdykket verden over, så nu er fem-stjernet luksus ikke længere forbeholdt de mere velhavende hotelgæster.

Stadigt flere steder kan man finde fem-stjernede hoteller til de nævnte 1.000 kr.  – og mange steder ovenikøbet billigere. Det viser Hotels.com’s såkaldte Hotel Price Indeks (HPI) for 2009.

Washington eller Cape Town?
Uanset om man drømmer om hvide strande, palmetræer og bølgeskvulp på Bali, et besøg hos Obama i det Hvide Hus i Washington eller måske en tur til sydafrikanske Cape Town under VM i fodbold til sommer, så er det muligt at nyde ferien i fem-stjernet luksus for 1.000 kr. pr. nat.

Er man mere til kultur, historie og storbyliv i en europæisk storby, så rækker 1.000 kr. også til en overnatning på et dobbeltværelse på et hotel med fem stjerner i for eksempel italienske Pisa, tjekkiske Prag, irske Dublin eller tyske Berlin.

»I 2009 faldt hotelpriserne verden over til et niveau, vi ikke har set siden 2003. Det har betydet, at vi nu ser et rekordstort antal af top-stjernede hoteller til ekstremt lave priser. Prisforskellen mellem tre-, fire- og femstjernede hoteller er blevet mindre, og derfor kan de rejsende få mere luksus for ganske få ekstra kroner. Priserne på verdens bedste hoteller har aldrig før været så overkommelige som nu,« siger Nigel Pocklington, administrerende direktør for Hotels.com.

Så mange stjerner får du

Her er et uddrag af Hotels.com’s liste over antal stjerner, som kan købes for 1.000 kr. pr. nat på forskellige storbyers hoteller. Når der ud for eksempelvis Amsterdam står 4,5 stjerner, skyldes det, at man ikke kan få et fem-stjernet hotel til 1.000 kr. pr overnatning i den hollandske hovedstad, men at hvis man ser på, hvad et femstjernet hotel i gennemsnit koster i byen, så rækker de 1.000 kr. til 4,5 stjerner.

Buenos Aires, Argentina: 5 stjerner
Jerusalem, Israel: 5 stjerner
Melbourne, Australien: 5 stjerner
Pisa, Italien: 5 stjerner
Toronto, Canada: 5 stjerner
Cairo, Egypten: 5 stjerner
Warszawa, Polen: 5 stjerner
Tallinn, Estland: 5 stjerner
Prag, Tjekkiet: 5 stjerner
Budapest, Ungarn: 5 stjerner
Lissabon, Portugal: 5 stjerner
Dublin, Irland: 5 stjerner
Berlin, Tyskland: 5 stjerner
Cape Town, Sydafrika: 5 stjerner
Seoul, Sydkorea: 5 stjerner
Bangkok, Thailand: 4,7 stjerner
Madrid, Spanien: 4,7 stjerner
Istanbul, Tyrkiet: 4,7 stjerner
Las Vegas, USA: 4,7 stjerner
Barcelona, Spanien: 4,6 stjerner
Amsterdam, Holland: 4,5 stjerner
Hong Kong, Kina: 4,4 stjerner
München, Tyskland: 4,2 stjerner
Oslo, Norge: 4,2 stjerner
Rom, Italien: 4,1 stjerner
København, Danmark: 4,1 stjerner
London, Storbritanien: 3,9 stjerner
Moskva, Rusland: 3,7 stjerner

Er 1.000 kr. for meget

Hvis 1.000 kr. stadig er lige i overkanten af, hvad feriebudgettet rækker til, er der ingen grund til at opgive drømmen om fem-stjernet luksus. Prisfaldet har nemlig medført, at der findes masser af billige hoteller med fem stjerner til kun 750 kr. eller mindre pr. nat for et dobbeltværelse – både på en lang række fjerne og eksotiske rejsemål såvel som mere nærtliggende destinationer. 

Hvad med en tango i Buenos Aires eller et smut til Mexico City eller Melbourne? Eller er Jerusalem, Marrakech eller måske Toronto mere tillokkende?

Og hvis der kun for alvor skal spares på feriebudgettet, så kan en tur til Østeuropa anbefales. I Warszawa koster et dobbeltværelse på fem-stjernet hotel gennemsnitligt kun 583 kr. pr. nat.