Det hemmelige kongerige i Himalaya

Mød den enestående blanding af fortidens traditioner og fremtidens tankegang i natursmukke Bhutan i Himalaya-bjergene.

Rejseliv imported photo
Bhutan – Druk Yul, Tordendragens Land, som det lille land i Himalaya hedder – omkranset af Indien mod syd og Tibet med kinesisk overherredømme mod nord. Fold sammen
Læs mere

Lykken. Den er lunefuld.
Sådan siger vi danskere. Den er ikke noget, man skal regne med.
Men det gør de i Bhutan. Regner med lykken, for den er omdrejningspunkt i deres måde at beregne landets særlige bruttonationalprodukt: Gross National Happiness. Og målet for selve tilværelsen.

Læs også: Bratislava er et ukendt eventyr

Det havde jeg læst om, allerede inden jeg ankom til Bhutan – Druk Yul, Tordendragens Land, som det lille land i Himalaya hedder – omkranset af Indien mod syd og Tibet med kinesisk overherredømme mod nord.

Vi fløj ind fra Bangkok i det ene af de i alt to fly, som Druk Air råder over. Og da det nationale flyselskab er det eneste, der har lov til at lande i Bhutan, sætter det sine naturlige grænser for turismen.

Jeg troede egentlig, at der var kvoter for, hvor mange turister, man lukkede ind hvert år. Sådan forholder det sig dog ikke, og man vil gerne øge turismen. Der bygges nye hoteller, og der er planer om at udvide Druk Air med endnu et fly. Men masseturisme bliver det aldrig.


Vi vil ikke ende som 
Nepal
Man vil have turister, der bidrager til landet og befolkningen, og den klækkelige daglige afgift, som staten opkræver af turisterne, holder lavpris- og backpackerturisterne væk.
De slider mere på natur og ressourcer, end de bidrager til folkets lykke, er holdningen. Vi vil ikke ende som Nepal, lyder det.

Det er der vist heller ingen fare for. Når jeg kigger mig omkring, er der ikke meget Nepal over Bhutan.

Jo, naturen, landskabet med lavland ned mod Indien, og bjerge, der bliver højere og højere, jo længere mod nord, man kommer, og til sidst har sne på toppen – ganske som i det tre gange større Nepal.

Men så hører ligheden op. I Bhutan er bjergene fredet. Bhutans højeste bjerg, Gangkhar Puensum, der strækker sig 7.570 meter op over havet ved den nordlige grænse til Tibet, er også verdens højeste endnu ikke bestigede bjerg. Og det vil det formentlig blive ved med at være, for i 2004 forbød Bhutan simpelthen bjergbestigning i respekt for åndelige opfattelser og lokale skikke. Og så undgår man også efterladte base-camps og anden forurening i de højeste bjerge.


Traditionel orden

I Bhutan er der rent og ryddeligt. Byerne er som blæst igennem. Intet skrald, der flyder. Ikke støv eller mudder. Ikke noget forfald. Og tiggere eller åbenlyst fattige har jeg stort set ikke set. Det hele virker organiseret og ordentligt.

Husene er alle bygget i den traditionelle stil. Nogle er gamle og slidte, andre nye. Men de ligner hinanden med hvide vægge, de karakteristiske vinduer, karnap-agtige i de største huse, med dekorationerne over vinduer, døre og under taget. Det ser ensartet og gennemført ud.

I byerne har forretningerne også stadig det lille vindue, man kan handle igennem, så man ikke behøver at gå ind i forretningen. Sådan som man altid har haft det. Ligesom rigtig mange går i de traditionelle dragter: Gho, en slags knælang frakkekjole til mændene, og Kira, en hellang sarong-agtig nederdel med jakke til kvinderne.

Det er i øvrigt i mange sammenhænge et krav, for eksempel hvis man skal opsøge et offentligt kontor, hvor alle ansatte også skal bære dragterne. Der er også skoleuniformer og påkrævet påklædning for universitetsstuderende – som det er besluttet i loven om Gross National Happiness. For at fastholde landets kultur.
Og bhutanerne vil det også, på store festdage har alle helt frivilligt Gho og Kira på.


Fortidens kultur møder nutiden
 
Men inden billedet af frilandsmuseum tager helt over, ruller bilerne ind i gaderne.
I den smukke Paro-dal ligger lufthavnen. Her er turismen centreret, men der bor kun omkring 4.000 indbyggere i byen mod næsten 120.000 i hovedstaden Thimphu.

I gaden er der livlig trafik. Nye små biler, større solide firehjulstrækkere, der også kan fragte turisterne omkring, og lastbiler.
I en sidegade springer et tag i øjnene.

Det er befolket af en samling af store paraboler, hvilket går fint i spænd med de mange kasser med store fladskærms-tv’er, der dukkede op på lufthavnens bagagebånd mellem kufferterne, da vi ankom.
Fortiden og kulturen er vigtig i den nationale lykke, men nutiden er bestemt også rykket ind.


Et land af smil 
Bhutanerne er troende folk, og templerne og munkene har en vigtig funktion og er en aktiv del af hverdagen. I templerne ser vi mange ældre, der sidder i en solstråle, snakker og snurrer med deres bedemøller.

De har smukke ansigter. Furede af mange års skarp bjergsol, men hvilende i sig selv. Når vi spørger, om vi må tage billeder af dem, nikker de smilende ja. Og på markedspladsen stiller mødre med deres babyer bundet på ryggen gerne op til fotografering og griner bredt, når de ser resultatet, og spørger, hvor vi dog kommer fra?

Rigtig mange kan engelsk. I skolerne undervises ikke kun i engelsk, men også på engelsk. Både matematik og geografiundervisning foregår på engelsk, fortæller vores guide.

Samlingen af portrætter vokser. Ansigter, som udstråler en næsten ophøjet ro og en stille glæde. Er det lykken, vi ser?
Hvad der også er i ro, er de mange hunde. De ligger rundt om i byen og snuer trygt, mens folk går eller kører uden om dem. De er ikke som de magre vilde og knurrende dyr, som ofte hærger i Kathmandu i Nepal.


Hunde højt i hierarkiet

Bhutans
hunde har helt åbenlyst et godt liv. Men hunden er også niveauet lige under mennesket på reinkarnationslisten, har jeg fået forklaret. At de så kan drive en til vanvid om natten, hvor de holder højlydt tam-tam og gør til hinanden igen og igen, er en anden sag. Det affinder man sig tydeligvis med.

Religionen er allestedsværende i Bhutan. Der ligger templer og klostre overalt, og rødklædte munke er en del af bybilledet. Det er også den buddhistiske holdning til tilværelsen, der ligger til grund for Gross National Happiness.

Nationalproduktet handler som nævnt ikke kun om øget økonomi, kroner og ører – eller ngultrum, som møntenheden hedder – men om velstand for folket i form af balance i livet. Med Gross National Happiness arbejdes mod dette mål og for at forfine tilstanden, når den nås, så den kan bevares. At kunne leve i balance med naturen, mentalt, økonomisk – ja, universelt. Finde middelvejen, som de kalder det. 

De fire hovedsten i lykkeberegningerne i Bhutan er:

Naturen – som man ikke må øve rovdrift på. Hverken ved intensiv dyrkning med kunstige midler (her hersker økologien) eller ved intensiv turisme.
Ganske vist satser man på, at turismen bliver landets andenvigtigste indtægtskilde efter eksport af el til Indien fra de store vandkraftværker, og der er hotelprojekter under opførelse rundt omkring. Men turismen skal være i balance med landets natur og kultur, aldrig overdøve den, hvilket der nu heller ikke er fare for foreløbig. Sidste år var der dagligt kun cirka 80 turister, som rejste ind i landet, og i gennemsnit opholdt der sig kun 400 turister i landet ad gangen.
Ved lov er det vedtaget, at over halvdelen af landets areal altid skal være dækket af skov. Der må ikke fældes træer uden tilladelse, og der må ikke bygges huse, hvor der kan dyrkes fødevarer. Og så må man naturligvis ikke forurene naturen.

Kulturen – er også en hovedsten. Den skal bevares gennem byggestil og håndværk, Zorig Chusum, som omfatter ikke mindre end 13 slags, der skal holdes i hævd. Det er blandt andet kalligrafi, bambusarbejder, broderi, papir- og røgelsesproduktion ud over mere traditionelle kunstarter som maleri, skulpturer og udskæringsarbejder samt håndværk som smedearbejder, fra jern og guld til vævning og keramik.
Nationalsporten, bueskydning, hører også til under kulturen, ligesom buddhismen, klostrene og munkene naturligvis er en meget, meget vigtig del.

Konge og regering – at sikre gode ledere for landet er også en hovedsten i Gross National Happiness-regnskabet om den nationale lykke.
Kongen er elsket som en landsfader. Billeder af den 31-årige kong Jigme Khesar Namgyel Wangchuck og hans 21-årige brud Jetsun Pema, der blev gift i oktober, ses overalt. På store skilte, hængende på husene, og på badges på folks tøj.

Kongen har siddet på tronen siden 2008, hvor hans far abdicerede efter at have ændret landets styreform til konstitutionelt monarki. Kongens far havde inden da indført nye love, overdraget styret til en regering og indført tv og internet. Derefter sendte kan klogt sin søn »i marken«.
Tronfølgeren rejste ud i enhver krog af landet for at holde møder med folk og forklare dem, hvad dette nye demokrati var for noget, og han traf samtidig personlig stort set enhver af landets 700.000 indbyggere.

Så da det første demokratiske valg blandt de opstillede partier og kandidater til både distrikternes råd og de nationale råd blev gennemført 2007 og 2008, var bhutanerne klar – både til demokrati og en ny konge.

Et godt liv for den enkelte – er den sidste af de fire hovedstene, og den, der binder det hele sammen.
Det gode liv defineres blandt andet ved ikke at være fattig, at have et sted at bo og mad til sig selv og familien. At have et liv med familie, landsby og munkene i klostret, og man skal gå i skole eller have et arbejde.

Levestandarden er steget markant i de seneste 15 år. Så meget, at man nu i medierne diskuterer, om man nu er nået dertil, hvor man har nok. Er middelvejen nået? Er det her, man skal stabilisere sig?
I hvert fald har den stigende velstand allerede medført stigende forbrug af det usunde – cigaretter. Det fik regeringen til at gøre Bhutan røgfrit – stort set.
Det er forbudt at ryge på alle offentlige steder, man ser heller ikke en eneste ryger nogen steder, og det er både forbudt at sælge og besidde cigaretter. Retssager, hvor en kioskejer er idømt tre års fængsel for at sælge cigaretter indsmuglet fra Indien, og hvor en mand har fået to års fængsel for at have en pakke cigaretter i lommen, viser alvoren bag forbudet.

Der er dog her en dispensationsmulighed for turister, som må indføre en karton cigaretter mod at betale dens pris to gange i afgift til staten, og der må kun ryges på private områder (hotellet).
Men betel-tyggeriet har man ikke turdet at røre ved. Det er også en gammel skik, næsten en kultur. At byde hinanden på betel hører med til en traditionel hilsen.
Så der gumles betelblade, som har en svag opkvikkende virkning og siges at virke varmende. Unge, især fra landet, og ældre fra både by og land har en bule i kinden og tygger lystigt.
Og vi mødes af lykkelige røde smil.


Se også: 10 steder du ikke må se