Det grønne Australien

Hovedstaden i South Australia er byen med kunsten, vinen og den gode mad, men i Adelaide kan du også kombinere storbyferie med storslåede naturoplevelser.

Floden Torrens snor sig gennem Adelaide og danner et grønt bælte mellem bycentrum og North Adelaide med byens finere kvarterer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak

Først var der ingenting – bortset fra en stor slette, hvor Australiens oprindelige beboere levede deres nomade-tilværelse.

Næste: Danish Bakery, delfiner og koalakram

Men i 1836 begyndte de europæiske indvandrere at ankomme, og en by blev anlagt af oberst William Light. Kvadratisk, en mile på hver led med et centrum og fire diagonale torve, og det hele omgivet af grønne arealer i form af brede parkanlæg og floden Torrens, der snor sit eget grønne bælte mod nord.

Åbne grønne arealer
Senere voksede byen over floden til North Adelaide, og igen blev der anlagt grønne parkanlæg omkring denne nye bydel.

I dag strækker Adelaide sig med et utal af forstæder i alle retninger og fylder næsten hele sletten, men grundlæggernes fantastiske grønne tankegang gør den anderledes, åben og unik med plads til alverdens forskellige aktiviteter.

Ved North Adelaide er for eksempel anlagt byens golfklub, mens der i det sydøstlige hjørne af »Adelaide-firkantens« grønne bælte er væddeløbsbane, og ved floden ligger Adelaide Zoo, hvor man i løbet af i år får to nye beboere – to store pandaer fra Kina.

Der ligger også kirker, men langt det meste er grønne plæner, træer og blandt andet Botanisk Have med kønne gale væksthuse. 46 pct. af byen er parkområde – 720 ha i alt. Det er Adelaides grønne aura.

Fortiden i fokus

Hvad Kaurna stammen, der oprindelig boede på sletten ved Torrens floden, mente om invasionen for 170 år siden og den nye by på deres slette, bekymrede man sig i mange år ikke om. Og fortiden er stadig et ømtåleligt emne mange steder i Australien.

Den første stat i landet, der erkendte historiens udåd over for »the aboriginals«, landets oprindelige befolkning, var South Australia og hovedstaden Adelaide.

Årtier før der gik mode i at »sige undskyld«, gjorde man det her allerede i 1970erne. Og statens rødder er i dag med i første række, når byen præsenterer sig selv i turistbrochuren: »Marni ninna budni Kaurna yertaanna Ninna padnipadnima, bukku mukabando! Det er godt du kommer til Kaurna land – men når du færdes omkring, så husk fortiden.«

Men der er nu ikke så mange, der kommer til Adelaide og Kaurna land. Slet ikke så mange, som turistmyndighederne kunne ønske. Faktisk er South Australia den mindst populære af alle australske stater, når australierne holder ferie.

Historiske fordomme
»I 1960erne var vi i Adelaide stolte af at være kendt som byen med kirkerne, men vi har nu altid haft flere pubber end kirker. Det budskab har vi tilsyneladende ikke evnet at få ud, og selv om vi er i det sydlige Australien, har vi skam også masser af solskin og surfing,« siger Ian Horne, præsident i Australian Hotels Association i South Austalia.

Han mener, at staten lider under geografiske misforståelser og historiske fordomme.

Sidstnævnte kan man hurtigt rette op på. Helt fra starten, for Kaurnaernes fortid er samlet i »Aboriginal Cultures Gallery« i South Australia Museum. Landets største samling og verdens fineste i øvrigt er en af de ting, man ikke må snyde sig selv for.

Museet ligger på North Terrasse. Der er også en syd-, øst- og vestterrasse, og disse gader er siderne i Adelaide-kvadraten. Mod nord findes fleste historiske bygninger, Parlament House, museerne og kunstgallerierne. Den ældste bygning, Anglican Holy Church, bygget i 1838. Men også byens moderne banegård og en række af de store hoteller ligger her med udsigt over floden.

Byens største turistattraktion
Adelaide har ry for at være en af landets intellektuelle og progressive byer. Året rundt er der festivaler for film, litteratur, kunst, musik – og bøsserne har også deres. Og historien fortæller det samme.

Byens universitet var det første i landet, der tillod kvinder at tage en afsluttende eksamen, og staten var ti år efter, i 1891, den første i Australien, der gav kvinderne stemmeret.

Men byens største turistattraktion er nu anderledes konkret. Det er markedshallen, hvis besøgstal topper med en million om måneden. Der er åbent fire dage om ugen, man taler om en femte dag, men er ikke helt enige.

På åbningsdagene flokkes byens husmødre, køkkencheferne, familierne og turisterne i den 140 år gamle hal, hvor 80 forskellige familievirksomheder repræsenterer alle de indvandrede nationaliteter og deres specialiteter i forretningerne.

Man kan spise sig gennem markedet på en guidet tur, hvor chefkok Mark Gleeson med passion fortæller om alle de gode råvarer, byen er omgivet af. Grøntsager og frugt dyrkes i bakkerne bag byen.

»Æblerne, som sælges her, er plukket for tre dage siden,« jubler han og deler smagsprøver ud. »Vi har havet en halv snes kilometer fra byen. Fisk og skaldyr er helt friske.«

Et fad åbnede østers går gruppen rundt. De både dufter og smager, som om himlen er faldet ned.

Videre går det forbi den russiske »Taldy Kurgan« og den italienske slagter Marino, som har specialiseret sig i Prosciutto, røgede skinker – og hans er bedre end dem, man kan få i Italien, forsikrer Marino, og vi smasker anerkendende.

Røget krokodillekød
Hos »Wild OZ« ryger der lidt røget krokodille over disken til os. 6,99 dollars (ca. 30 kr.) for 100 gram. »Say Cheese« sælger hverdagsoste, mens naboen »The Smelly Cheese« har de dyrere og importerede oste.

Sådan har hver forretning sin niche. Kyllinger, lam og oksekød, alt fra omegnen. En forretning har for eksempel Wagyu bøffer – den australske version af det japanske kobe-oksekød – en anden coorong fra angus-kvæg – garanteret uden væksthormoner. Og »Luzias Pizza« har haft det samme menukort i 50 år. Hvorfor ændre noget, der er godt?

Nabo til markedet er »Chinatown« med forretninger og restauranter, og i gaderne på begge sider af markedet, Grote og Grouger Streets, ligger caféer, restauranter og barer side om side.

Næste: Danish Bakery, delfiner og koalakram