Det græske øhavs brutale vulkaner

Et krater på 300 meter med gule røghuller af svovl er den store turistattraktion på den lille ø Nisyros i Dodekaneserne i Grækenland. Det ligner en fremmed planet, men den huser en af verdens største sovende vulkaner, og det bedste er, at man kan komme helt tæt på den.

Vulkanen på Nisyros er en stor attraktion - af gode grunde. Læs beretningen her. Fold sammen
Læs mere

Det er ufatteligt smukt på sin egen dvælende måde. Fra de omkringliggende bjerglandsbyer ligner området det, Stefanos-krateret er – et hul i jorden, men nede i niveau er det som at være på en fremmed planet. Øde og eksotisk på én gang.

Vi er på vej for at se en af verdens største og bedst bevarede hydrotermiske vulkaner på den lille ø Nisyros en kort sejlads fra nabo-øen Kos i det østlige Ægæerhav. En lang vej fører os det sidste stykke ind gennem den frugtbare Lakki-dal omkranset af 6-700 meter høje bjergtoppe med Profitis Ilias som den majestætiske tinde.

Der er forbavsende meget grøn bevoksning i den rødgyldne jord, men jo nærmere vi kommer målet, jo mere goldt ser her ud. Det ligner en tur i tidsmaskinen tilbage til jordens begyndelse, eller som man fantaserer sig en tur til Mars eller månen. Lige bortset fra det lille interimistiske skur af en billetluge og kiosken med forfriskninger i spartansk græsk byggestil, som markerer overgangen til seværdigheden.

Denne eneste lyd er vinden, der piber – selv helt hernede i caldera’en, som er den forsænkning, der opstår efter et vulkanudbrud. Krateret er fire km i diameter – ret meget i betragtning af at øens totale diameter er otte km - og opstod ved de to store udbrud for hhv. 55.000 og 45.000 år siden, som ødelagde den centrale del af vulkanen og fik den til at smuldre, så den dannede dette store krater, hvis bund vi er på vej ned i.

De åbne røghuller, også kaldet fumaroles, sender kraftige svovldampe op fra dybet, og de danner de gulgrønne skorpelignende krystaller i kanten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Skoldhed oplevelse

Min guide har gjort det pædagogiske ved først at køre en tur rundt om øen for at vise krateret fra oven fra et par højtliggende landbyer, så jeg har fået fugleperspektivet og forståelsen for caldera’ens størrelse i forhold til øens, og i det hele taget øens storslåethed.

Det betyder også, at de turistbusser, som holder klar, så snart turbådene lægger til kaj i hovedstaden Mandraki, allerede var ankommet eller på vej, og vi kan se de første turister som bittesmå myrer gå ned ad stierne til krateret.

På en god dag i højsæsonen kommer der 500-1.000 besøgende til øen udelukkende for at se krateret, og det er altid første stop på turen, så hvis man som jeg vil kunne fotografere dette naturens under tæt på, uden for mange hvide frottésokker og piratbukser i billedfeltet, er det en god idé at vente et par timer, mens de går tur og spiser frokost i landsbyerne.

Derfor har jeg stort set stedet for mig selv, da jeg senere har betalt min entré, bortset fra et par tyske herrer, der laver en hurtig runde omkring kernen i Stefanos-krateret, som for vores sikkerheds skyld er indhegnet. Guiden har forinden fortalt drabelige historier om besøgende, som ikke har respekteret afspærringerne, og da vi står lige ovenpå den yngste aktive vulkan i Grækenland, er der al grund til at være på vagt. Én turist trådte forkert og sank ned i den bløde, skoldhede jord, og da man fik trukket ham op igen, kogte kødet på benet stadig.

Nisyros er en såkaldt sovende vulkan, men der er aktivitet 1,7 km nede under overfladen. Der bliver lukket varme svovldampe ud gennem hullerne i midten bag afspærringen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Svovl i luften

Der er selvfølgelig et græsk sagn om øens tilblivelse. Legenden siger, at Nisyros blev skabt i titanernes kamp, hvor havguden Poseidon på himmelguden Zeus’ kommando påtog sig at neutralisere kæmpen Polyvotis.

Under jagten hen over Ægæerhavet passede Poseidon ham op ved Kos, hvor han hakkede et stykke af øen med sin trefork og kastede den efter kæmpen, som blev knust. Og dét stykke klippe blev til Nisyros.

Den geologisk-historiske forklaring er, en undersøisk eksplosion for 150.000 år siden, som skyldes sammenstød af de afrikanske og europæiske kontinentalplader, hvor Nisyros ligger som det østligste punkt på den vulkanske bue, der strækker sig hen over Ægæerhavet, og som bl.a. tæller øerne Methana, Santorini og Milos.

Nisyros regnes for den yngste af de aktive vulkaner i Grækenland, og så sent som i 1873 og igen i 1888 blev øen ramt af voldsomme hydrotermiske udbrud kombineret med jordskælv, som var med til at skabe ti kratere, hvoraf Stefanos-krateret er det største og eneste, som vi må besøge.

At der stadig er god gang i kamrene flere kilometer under vores fødder, har fagfolk målt, men vi kan også selv se, mærke og ikke mindst lugte det. For herinde bag afspærringen er de såkaldte fumaroles, røghuller, der sender svovldampe ud, så der lugter af rådne æg, og vi får at vide, at vi heller ikke skal blive for længe, for det er usundt at indånde.

Når vandet fordamper, dannes gulgrønne krystaller i skorper rundt om de uregelmæssige huller, og det får dem grangiveligt til at ligne forestillingen om, hvordan der ser ud på andre planeter. Ikke mindst fordi vi er omgivet af 25-30 meter høje klippevægge skabt under strømmen af mudder og pimpsten, som blev spyet ud af det krater, som ligger ved siden af, ved sidste udbrud, og som er opkaldt efter kæmpen Polyvotis. Krateret er åbent og særdeles aktivt, så der er adgang forbudt.

Selv om nogle landsbyer kun har 30-40 husstande, er der altid mindst to-tre tavernaer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Elsebeth Mouritzen.

Geder er en god forretning

Jeg nåede ikke færgen tilbage denne dag, men der er også nok at se på til mindst en dag mere. Selv om Stefanos-krateret uden sammenligning er øens største og mest betydningsfulde seværdighed, er det sjovt at køre rundt til de små bjerglandsbyer, som er indbegrebet af det autentiske Grækenland.

Undervejs ser jeg de mange terrasser, som blev skabt for over 600 år siden som anti-erosion og landbrugsarealer, da der boede 12.000 mennesker herovre. Nu ligger de uopdyrkede hen og bliver kun brugt som legeplads af de 5.000 geder, hvis tilstedeværelse støttes med EU-midler.

Det er blevet et lukrativt projekt at have dem rendende frit rundt, selv om de nedbryder terrasserne, bliver jeg fortalt af nogen, som ikke helt billiger ordningen. Men ellers er det den store indtægtskilde, udover vulkan-turismen, pimpstens-produktionen på den næsten øde naboø Yaili, som skiber store ladninger afsted til cement-produktion i den franske industrikoncern Lafarge.

Spa og naturlig sauna

På turen rundt til de små byer med befolkningstal, der nogle steder kan tælles på to sæt hænder, stifter jeg indirekte bekendtskab med de underjordiske kræfter.

I det lille fiskerleje Loutra ligger en pompøs bygning, opført under det italienske herredømme i Dodekaneser-øgruppen i slutningen af 1800-tallet. Indeni er det mere spartansk, og behandlinger betegnes som ’lindrende, ikke kurerende’ af de kommunalt ansatte læger, som ordinerer bade i det vulkanske, varme vand. Oppe i landsbyen Emborios, hvorfra der er en af de fantastiske udsigter til caldera’en og Stefanos-krateret, er der en anden varm oplevelse for de modige. En lille døråbning i bymuren viser sig at være en naturlig sauna med tæt fugtig varme, der siver op fra undergrunden. To tyske kvinder, som er på helseferie, fortæller begejstret, at man bare behøver at træde udenfor engang imellem, så føler man sig afkølet, selv om dagstemperaturen er 25 grader.

Smagen af Nisyros

Vi slutter, hvor vi ankom, i hovedstaden Mandraki, der med sine 6-700 faste beboere er en storby sammenlignet med de små enklaver af nydeligt hvidkalkede huse, som jeg har set i Pali, Nikea og Emborios. Den består af én lang hovedgade, der snor sig som en løkke, så man ender nede ved havnen igen, hvis man går hele turen, der maksimalt tager en halv time. Man kan zigzagge mellem tavernaer og butikker hele vejen rundt. Jeg går ind hos Aphrodite, som, udover alskens souvenirs, også byder på smagsprøver af de lokale specialiteter soumada, en mandelsirup, der fortyndes med vand som læskende drik, kanelada, kanelsaftevand, tomataki, syltede søde tomater, og ikke mindst det raki-lignende ildvand, koukouzina, distilleret på figner og druekerner.

Således forfrisket beslutter jeg mig for lidt mere fast føde hos Irini på torvet under de to sammenvoksede birkefigen-træer, hvis grene virker som et tag over de udendørs tavernaer. Det bliver ikke mere autentisk, da hun disker op med langtidssimret ged, hvis kød bare falder mørt fra benene og smelter på tungen. Så er den EU-støtte da givet meget godt ud.

Rejseliv var inviteret af Det Græske Turistråd og Apollo.