Det »ægte« Thailand

Den hektiske hverdag bliver sat på standby langs floder og mellem bjerge i søgen efter det ægte Thailand mange hundrede kilometer nordvest for Bangkok. Her møder man også Mon-folket, en minoritet fra nabolandet Myanmar, der er en turist-attraktion i sig selv.

Tiden står stille uden elektricitet og wi-fi på River Kwai Jungle Rafts, som er bygget helt i bambus og flyder på ponton’er. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alt er grønt, så langt øjet rækker. Selv floden har et skær af jade. På begge sider af River Kwai, som i virkeligheden hedder Noi, rejser klipperne sig i op til 1.000 meters højde, hist og her ligger der vandbøfler på de smalle sandbanker, men ellers er alt tæt jungle.

Longtail-båden pisker sig gennem vandet og pludselig dukker flotellet op i horisonten. Som en flydende bambus-slange ligger River Kwai Jungle Rafts på pontoner og byder velkommen til en 100 pct. naturoplevelse.

Det er den ultimative escape fra hverdagen. For her er ingen elektricitet, så de næste par dage er uden lys, computer, aircondition og hårtørrer. Kan man det? Vi gør et forsøg i bæredygtighedens hellige navn.

Vi er på udkig efter det ægte Thailand, og har fået at vide, at det bliver ikke mere autentisk end her, og slet ikke med indkvarteringen på flotellet (»floating hotel«).

Man skal dog ikke lade os narre af navnet, for rent geografisk har River Kwai Jungle Rafts ikke meget med den River Kwai, som mange vil kende fra Hollywood-filmen fra 1957, at gøre.

Der findes ikke nogen flod med navnet Kwai. Kwaï eller kwaee betyder flod på thai, og det menes, at de engelsksprogede krigsfanger og soldater, hvis historie gav inspiration til den berømte Hollywood-film om 2. Verdenskrig, »Broen Over Floden Kwai«, troede, at der blev sagt Kwai, når floden blev omtalt.

River Kwai svarer til at sige floden Flod.

Under krigen hed den flod, som broen blev bygget over, Mae Klong, og den blev døbt om til Yai i 1960, men navnet Kwai er nu så stærkt et brand i turistsammenhæng, at det bliver brugt i forbindelse med de fleste hoteller og seværdigheder i området, således også ved »vores« flod Noi.

Og det med simple living for turister, i stil med den måde, thaierne altid har levet ved floder, er ikke et smart nyt påfund. Hotellet har eksisteret siden 1976, høstet et hav af priser som »det ukendte paradis«, »top ti oplevelses-resort i Asien« og »et af Thailands bedste 25 hoteller« og er blevet forbillede for lignende øko-hoteller ved denne og andre floder her i det nordvestlige Thailand tæt på Myanmars grænse.

Men det handler ikke kun om, at det hele er bygget af bambus, som først er høstet, når planten er visnet af, at bruseren kun har koldt vand, toilettet skyller ud i septiktanke, maden laves over gasblus, og eneste belysning er månen, stjernerne og de gammeldags petrolumslygter, som står udenfor vores dør og hænger under loftsbjælkerne på palmebladstaget, så det giver associationer om et vandrehjem ved vandet.

»For os er Jungle Rafts et eksempel på, hvordan turisme også kan være i Thailand. At der er en anden side af vores land end palmer og hvide strande. Vi vil gerne sprede kendskabet til denne for nogen ukendte del. Selv om mange seværdigheder er specielt for turister, er det også heroppe, man kommer allertættest på den lokale befolkning og deres hverdag,« siger Karuna Hellström fra det thailandske turistkontor i Skandinavien.

Vi møder ikke kun de lokale thaier, vi møder også en af Thailands mest markante minoriteter, Mon-folket.

Vi genkender dem på deres gule ansigtspudder hos både mænd og kvinder, enten i hele ansigtet eller som fine dekorationer på kinder og næse.

Integrationen af Mon-folket som naboer og arbejdskraft er en del af Jungle Raft-ledelsens socialt bevidste koncept. Derfor opfordrer folkene bag jungleflotellet til, at man støtter de medlemmer af Mon, som bor i landsbyen oppe ad bjerget.

For eksempel med et besøg i deres lille elefantlejr eller ved de små salgsboder med vævede og broderede saronger og træskærerarbejder, så de kan bevare deres kultur, og få råd til at uddanne de næste generationer.

Eller overvære en halv times sang- og danseopvisning efter middagen med traditionelle Mon-numre og musik, der sine steder kan minde lidt om Peking-opera, udført af de samme mennesker, som i løbet af dagen har serviceret os med mad, rengøring og massage.

Efter sidste akt fanger vi for-danseren, Suwin Nuyunna, 32, der bor med sin kæreste og 2-årige søn i skoven bag os, og som hhv. kunstner og skolelærer holder Mon-kulturen i hævd.

Han fortæller med stilfærdig stolthed om sine forfædre, som er et af Sydøstasiens oprindelige folk, der først spredte sig til Nordthailand og senere Burma flere århundreder før vor tidsregning og udbredte Theravada-buddhismen i begge lande.

Mon-folet er både et flittigt og politisk stærkt landbrugsfolk, som gennem historien har ligget i konflikt med især burmeserne om magt og territorier, men også med englænderne, da de koloniserede det nuværende Myanmar.

»Jeg er født i Mon-land, som vi fik etableret i 1974 i en af Burmas provinser, men mine forældre valgte at emigere med mig, da jeg var et par år gammel, fordi den daværende regering bl.a. lavede særregler for, hvor meget vi kan tjene på vores afgrøder, og som er mindre end det, burmeserne får,« siger Suwin og fortæller, at han her i Thailand får en fair løn for sit arbejde, så han kan spare op.

»Jeg er glad for, at man tager så vel imod os her, men jeg håber at kunne vende tilbage til Mon-landet, hvor jeg hører hjemme, når alting bliver mere stabilt på den anden side af grænsen. Både for at videreføre vores kultur, og fordi jeg ønsker at dø dér engang. Det er vores land, siger han med et altruistisk smil i det gulpudrede ansigt.

Eftersom det er det mest iøjnefaldende ved en Mon, må vi lige høre, hvad denne tradition går ud på.

»Det var oprindeligt pulver af sandeltræ, men nu er det blandet med pudder. Vi bruger det til at nedkøle huden og beskytte den mod solen, men også fordi vi synes, det ser pænt ud. Piger og kvinder gør mere ud af det ved at lave mønstre, mens vi mænd betragter det som en hverdagsting, noget, man bare gør.«

Vi bruger ikke sandeltræ til at køle os ned. Det sørger floden for, om natten som erstatning for aircondition, mens den skvulper under vores bambusværelser, og om dagen som fristende swimmingpool, selv om de af os, som vover at springe i med redningsvest på, får sig en overraskelse over den heftige strøm.

Det er nærmest umuligt at svømme op imod den, så hvis vi ikke vil flyde helt ned til næste resort, en tur, der tager ti minutter i fuld fart for longtail-båden, gælder det om at holde sig tæt til flotellets terrasser og gribe fast i den første den bedste bade-stige til at komme op ved.

Man kan dog godt under lidt mere arrangerede forhold kaste sig ned i flodens grønne vand med veste på og lade sig føre med, men det er organiseret, så longtail-båden følger med på siden med tørt tøj og bådshage.

Efter nogle dage er vi efterhånden kommet ned på hvilepuls og jungletid, så selv om det er mærkeligt ikke ustandseligt at kunne oplade telefon og tjekke e-mails, vænner vi os til at slappe af og udnytte dagslyset til at læse i og sole os, tusmørketimen til at få thai-massage i det interimistiske lokale i forlængelse af lobbyen, og tropeaftenen til at sidde længe og snakke over maden, Singha-øl og en ganske udmærket hvidvin.

Og pyt med hårtørreren og lys ved badeværelsespejlet, vi kan alligevel næsten ikke se hinanden i mørket.

Næste gang det bliver lyst, drager vi videre på rundrejsen i søgen efter det ægte Thailand, længere ind i junglen og mod nordvest, endnu nærmere den burmesiske grænse og Mon-landet.

Vi kører i nogle timer langs Noi-floden og kommer til sidst til bredderne af, hvad der ligner en kæmpesø, men er Vajiralongkorn inddæmningen med 8 millioner kubikmeter vand.

Den er opkaldt efter en af kongefamiliens prinser for ikke så mange år siden, men heroppe bruger de lokale for nemheds skyld stadig det oprindelige navn, Khaolam.

Vi fortsætter til Sangkhla Buri og skal bo oppe på kanten af byen, hvorfra vi har en fabelagtig udsigt til flere af byens seværdigheder. På grund af byens afsides beliggenhed kommer her meget få turister, så vi har det hele næsten for os selv.

Det er her, i Sangkhla Buri, at Noi-floden har sit udspring i det, man kalder Samprasob (»sam« betyder tre, »prasob« betyder mødes).

Det store vand foran os er nemlig tre floder, Songgalia, Runtee og Beklie, der mødes og løber sammen til ét, og over det spænder Thailands længste træ-bro på 850 meter, Uttamanuson, der betyder Mon-broen.

Den fører over til Wangka, som blev grundlagt i 1949 af munken Luan Phor Uttama. Han flygtede fra Mon-landet i Burma med 60 familier, og de grundlagde en landsby på den modsatte flodbred af Sangkhla Buri, som med tiden er vokset til 1.000 familier med eget tempel og kloster.

For at krydse vandet måtte man dengang ud på en bro bygget som bambus-raft, der havde et hul i midten. For 1 baht kunne kan så blive trukket fra den ene side til den anden.

Det syntes munken var uretfærdigt for dem, som skulle passere floden flere gange om dagen, så han besluttede, at Mon-folket skulle bygge en træ-bro for alle med deres bare hænder, og efter otte måneders arbejde uden maskinel hjælp stod den i 1987 klar.

Men intet er uforgængeligt, selv i de bedste materialer, så den har allerede været repareret fire gange siden, og da vi kommer til byen, er der et gabende hul midt på, som venter på forstærkning.

De lokale thai- og Mon-drenge lader sig ikke anfægte af forbuddet mod færdsel på broen og udfører drabelige udspring på næsten ti meter, mens vi går på den parallelle bambus-bro i vandskorpen.

Klokken er seks om morgenen og det er stadig mørkt, da vi igen passerer over Samprasob, men der er allerede fuld aktivitet i Wangka’s gader. Og i Mon-landsbyen er der ved at blive gjort klar til at give munkene dagens første måltid mad.

Foran de små spisehuse, private hjem og i hovedgadens souvenirbutikker med vævede saronger og stoffer står bakker med juice, frugt, ris og brød, som man kan købe til at donere.

Da det første lys viser sig på himlen en halv time senere, står og sidder børn og kvinder i alle aldre og venter på processionen oppe fra bakken. Nogle har blomster i hænderne, andre røgelsespinde.

Så ser vi de første orange dragter i bevægelse, de ældste munke forrest og så i orden efter alder ned til de yngste drenge, som ikke ser ud til at være meget mere end 7-8 år.

Munkene går denne tur to gange om dagen, og det regnes for en stor ære at kunne få lov til at donere mad til dem. De har krukker med låg, hvor primært kogt ris lægges i, og ved siden af løber store drenge og samler de øvrige madvarer ind i plasticposer.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Karuna, vores guide, har sørget for ris til os, så vi også kan gøre den gode gerning. »Tag skoene af, det er det mest respektfulde, buk hovedet og tænkt på noget positivt, når du lægger risen i krukken,« forklarer hun, inden det bliver vores tur.

Så af med sandalerne og ingen øjenkontakt.

Som afslutning på denne specielle oplevelse går vi ned til den lille khlong ved bambus-broen, hvor en af beboerne sejler os ud i morgendisen, der stiger op fra det store vand, mens solen langsomt varmer det hele op.

Fem kilometer ude fra Sangkhla Buri dukker spidsen af et klokketårn op af vandet og lige bagved ruinen af et tempel.

Det er Wat Saam Prasob, det sunkne tempel.

Det blev bygget i 1950erne, men forsvandt i vandmasserne i 1968 sammen med store dele af den oprindelige Sangkhla Buri by, da Khaolam-dæmningen blev bygget.

Det meste af tiden ser det sådan ud, men når vandstanden falder i løbet af den tørre sæson, kan man blive sat af og komme ind i templet. Som kompensation har man bygget en lille tømmerflåde med et alter, som båden stopper ved resten af året, hvis man vil lægge en blomst. Også selv om man ikke er buddhist.

Ovenpå denne spirituelle oplevelse virker det næsten profant at glæde sig over elektricitet og wi-fi, mens vi nyder solen på drømmesengene ved infinity-poolen på Hotel Samprasob overfor Wangka. Men man er vel kun et menneske.

Rejsen var betalt af Thai Airways og Tourism Thailand.