Den ultimative luksus i luften

Har du penge, kan du få privatliv i egen luksussuite under flyturen - her er tre selskaber med First Class suiter i verdensklasse.

Ikke bare slipper man for at slås med sidemanden om armlænet og for at klatre hen over ham for at komme på toilettet. Man slipper for i det hele taget at omgås sine medpassagerer - samtidig med, at man opvartes på femstjernet niveau.

Velkommen til flyvning i ultimativ luksus: First Class suiter.

Singapore Airlines var det første flyselskab, der tog konsekvensen af de superriges krav og installerede vægge mellem luksussæderne i snuden af sin første Airbus A380, så passagerne på First Class kunne checke ind til en flyvning i fuldstændig privatliv. I dag er flere af maskinerne i også Emirates og Etihad Airways's flyvende flåde udstyret med egne suiter til de rige og berømte. 

Etihad Airways

Selskabet blev i foråret 2010 kåret til verdens bedste first class af de 18 millioner passagerer, som stemte i World Airlines Awards.

Prisen blev givet for features som egen minibar, 23 tommer fladskærm, sæde lavet af den samme type læder, som findes i Ferraris biler og med indbygget massage og muligheden for at konvertere sædet til en to meter lang seng.

Samt - ikke mindst - at hele herligheden findes bag en lukket skydedør.  

Etihad har 12 individuelle suiter på selskabets fly. Prisen for en sådan luksusoplevelse koster fra 20.000 kr. for en enkeltbillet på ruten mellem London til Abu Dhabi.

Singapore Airlines

Flyvning på First Class af et fly, der bærer Singapore Airlines's logo på haleroret er ikke en billig fornøjelse. Til gengæld skal man ikke rode med at slå sædet ned til en seng, i suiten på selskabets A380ere er der både sæde og seng. 

Hver af de 12 suiter er desuden udstyret med egen garderobe, tv, figurspejl, en ekstra stol til gæster samt et stort bord til den gourmet-middag med tilhørende fine vine. Og har man ikke medbragt egen py, kan man inden sengetid hoppe i natdragten fra Givenchy, som også er en del af den luksuriøse flyveoplevelse.

Prisen for en enkeltbillet mellem Singapore og London står i ca. 30.000 kr.

Emirates

Passagerer på det Dubai-baserede flyselskab, Emirates, har 14 suiter på Super First Class at vælge imellem, som alle er lukket af for de øvrige passageres eventuelt nysgerrige øjne. De er også alle udstyret med skrivebord, egen garderobe, 23 tommer tv, lædersæder, der kan konverteres til over to meter lange senge. 

En ekstra feature er fjernbetjeningen, der kan bruges til alt fra at bestille roomservice til at lukke døren til suiten eller sænke skærmen ind til nabo-suiten, hvis man vil have selskab.

Suiterne på Emirates koster for en flyvning mellem London og Dubai fra 18.000 kr. for en enkeltbillet. 

Vil du også flyve på første klasse? Find billetter her