Den tropiske Thylejr på Goa

Goa var hippiernes nyfundne paradis i 1970erne, i dag er det europæiske turister og russere på charterferie, der befolker den tidligere portugisiske tropekoloni.

Rejseliv imported photo
På Canacoa-stranden er der store to-mandstelte med eget toilet og bad. I teltene ligger man og slumrer ind til lyden af bølgerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Hedegaard

"The last fandango". Ordene lyder ud i den lune tropenat fra en af karaokeebarerne.

Læs også: Verdens 10 mest besøgte religiøse steder

De gamle - i hvert fald halvgamle - englændere står der aften efter aften og synger Procol Harum og »A Whiter Shade of Pale« iført løse bomuldsgevandter og med det hvide hår bundet i en hestehale. Enten er de nostalgiske - eller også er de aldrig kommet hjem. Det er som om tiden står stille her. Eller bare går langsommere. På vejen udenfor står en hellig ko og spiser af en papkasse. Trafikken suser uophørligt forbi i et endeløst optog af forskellige tiders transportmidler, der alle lige har to passagerer for meget med.

Nogle elsker Goa og vender uophørligt tilbage, men man skal ville alt det indiske: affaldet, lugten, fattigdommen, mylderet, køkkenet, guderne, den religiøse mystik og en masse mennesker, der taler engelsk som Peter Sellers. Langs vejene maser krager og ravne med at flå strimler af, hvad der måtte være af organisk affald.

Efterladenskaber flyder langs vejene og fint brunt støv klæber til alt. Nogle fejer affaldet sammen og sætter ild til det og om morgenen mærker man i det første fine sollys røgen fra  affaldsbålene. En guide fra »Scanways – Tyrkieteksperten« sagde det selv; at Goa virkelig kunne dele gæsterne. De fleste synes godt om stedet, mange kommer igen år efter år, men der er dem, der slet ikke bryder sig om det, og der er enkelte, der vælger at købe en ruteflybillet hjem efter to dage.

Goa ligger ud til Det Arabiske Hav på Indiens vestkyst. Et stykke syd for Mumbai og nord for Malabarkysten. Området er lidt større end Fyn. Det var portugisisk koloni fra 1505 til 1961, da inderne nogenlunde udramatisk erklærede området indisk igen. Lissabon protesterede, men inderne sagde, at de kunne rende og hønse. Portugal var langt fra den stormagt, det engang havde været, og reduceret til et forarmet diktatur, der ikke havde andre muligheder end at sidde og være fornærmet de følgende 14 år. I 1975 accepterede landet, at den lille koloni tilhørte Moder Indien.

I byerne er der mylder og trængsel og trafikalt kaos. Mange huse er overplastret med store reklameskilte for den lokale øl: »Kingfisher - The King of Good Times«. Der er store fire- og femstjernede hoteller i udsøgt minimalistisk stil, som man efterhånden finder dem overalt i verden, og prisniveauet er derefter. Også når man vil have en gin og tonic i baren, mens solen går ned. Her kommer man ikke langt for rupeen. En rupee svarer til cirka 15 øre, 100 rupees til 15 kr. og for det får man en udmærket gin og tonic af Blue Ribbon-gin og indian tonic af mærket Twist.
Der er også ved langt mere uanselige veje med små, hjemmelavede, familiedrevne hoteller, der koster godt 100 kr. i døgnet. Jeg prøver begge dele og synes næsten bedst om de sidste.

»O Resort« ligger i Candolim på en aflang grund ned til Sinquerim-stranden. Selv om det er et 4-stjernet hotel, er der et lille hagekors inde i O’et på navnet ude foran. Det betyder ikke, at det var her, Hermann Göring holdt vinterferie. Hagekorset har en anden lykkebringende og livsbekræftende betydning i Indien, selv om det virker næsten lige overrumplende og chokerende, hver gang man støder på det.

Nede ved hotelstranden ligger en mægtig strandet tanker lige ude i havstokken og længere ude i araberhavet ligger olieskibe, så langt øjet rækker.
Jeg boede også på familiehotellet »Per Avel«, der lå på en snoet vej parallelt med »O Resort« ned til samme strand, Sinquerim. Man kan se, at det lille hotel er udbygget etapevis og er malet i forskellige farver, så det ligner dekorationen fra »Folk og Røvere i Kardemommeby«. Det hele virker hjemmelavet, selv værelserne, møblerne og blikkenslagerarbejdet på badeværelset, men der er aircondition, seng, toilet og brusebad.

Stranden og adgangen til strandbarerne er den samme, men vandet bliver hurtigt dybt og bølgerne er voldsomme og suget føles næsten skæbnesvangert, når man står i brændingen. Det er dog en sjov udfordring at stå med ryggen mod bølgerne, når de kommer tordnende. Et øjeblik tror man, at man bliver slået til lirekassemand af det lune vand. Alligevel: vandhunde bør sikre sig adgang til en ordentlig pool.

Næste dag læser jeg ved morgenbordet på hotellet i Goa-avisen Herald, at livreddere den foregående dag har reddet fire fra at drukne. To unge indere var kommet i nød i de svære bølger, en 61-årig russisk kvinde havde også undervurderet bølgerne og var blevet fuldstændig udmattet, da hun svømmede, og endelig var en russisk mand gået i vandet i svært beruset tilstand. 25 procent af feriegæsterne i Goa er fra Rusland.

Nogle dage går med udflugter til den indiske kultur. Besøg på en krydderifarm er en af dem, hvor man høster frø og krydderier fra vilde planter og med indlagt mulighed for at ride på en elefant. Endog være med til at vaske den i et vandløb.
Der er afgange til bådture med udsigt til delfiner og snorkling. Af sted går det med skrumplende Tata-busser, der ikke var i stand til både at køre op ad bakke og have air-condition-anlægget tændt på samme tid. Ellers manøvrerede den behændigt ud og ind mellem de øvrige trafikanter samt liggende og flanerende hellige køer. Sidstnævnte kreaturer udvises en omsorg og ærbødighed, der burde komme alle levende til del.

Ude på landet ser man hvide silkehejrer i smuk kontrast til de lysende grønne marker, og cashewnødderne er et hit. Det er her, de kommer fra, og de er prismæssigt til at komme i nærheden af. En stor pose koster ikke ret meget. I 2010 eksporterede Goa mere end 1.000 tons økologisk dyrkede cashewnødder til Europa.
Flere gange passerer vi fiskerihavnen ved Mandovi-flodens udmunding. Hørmen er mærkbar på afstand. De usælgelige fisk fra sidst på dagen sendes sammen med bifangsterne til Kina, hvor de ifølge den begejstrede indiske guide anvendes til bespisning af fangerne i de kinesiske fængsler.

Hver onsdag er der loppemarked i Anjuna. Det er et levn fra hippietiden i 1970erne. Ifølge overleveringen var det her, hippierne solgte deres rygsæk og andre ejendele for at skaffe de sidste penge til billetten hjem. I dag har det udviklet sig til et stort indisk kræmmermarked. Heller ikke i de gode gamle hippiedage, da Goa var som én stor, tropisk Thylejr, var euforiserende stoffer og nudisme lovlige foreteelser, men man slap i vid udstrækning af sted med det alligevel.
De lokale, der udlejede boliger til unge langhårede og uplejede europæere og nordamerikanere, som søgte alternative levemåder og ny spirituel indsigt, foragtede dem og så ned på dem.

De rystede på hovedet af stofmisbruget og følte sig krænket over deres nøgenhed. Ikke alene gik de unge nøgne omkring på strandene, de gik også nøgne rundt i de landsbyer bag kysten, der nu er turistbyer for russere, vesterlændinge og andre indere.
I 1980erne uddøde hippiekulturen og i visse tilfælde hippierne selv i Goa. I stedet begyndte charterturismen og med den også en del af dem, der havde været hippier. Man møder dem igen på markedet i Anjuna, hvor de roder i tibetansk tingel-tangel, indisk bomuldstøj, hæklede skuldertasker, kunsthåndværk, udskåret dit og dat, ting og sager i messing, læder, uld og bomuld. Foruden nødder og krydderier, religiøse artefakter og fakter i almindelighed. Helt lokalt fremstillet kan det ikke være. Jeg har læst, at alt indisk kunsthåndværk og souvenirs masseproduceres i Rajastan.

Her sælges også stoffer. Ikke at det er lovligt, ikke at det ikke kan bringe sin besidder i store vanskeligheder, men lokale ordenshåndhævere ser mellem fingre med det, når blot sælgeren forinden har informeret dem om, at de på onsdag står på kræmmermarkedet i Anjuna og sælger det og samtidig erlægger en kontant betaling i bestikkelse.

At gentage flosklen om
, at Indien er modsætningernes land, rækker ikke. Ikke alene er der modsætningen mellem traditionel indisk levevis og vestlig levevis; der er tilmed kolossale interne forskelle, men Indien er også et sansebombardement af farver, lys, lugte og krydderier. Og frem for alt fuld af overraskelser.

Ved vejen gennem Candolim finder jeg, mens jeg gik og morede mig over en skønhedsklinik med navnet »Amazing Face«, en lille have, hvor der om eftermiddagen bliver serveret »cream tea« og »café chokolati«.
Så her sidst på eftermiddagen får jeg velanbragt i hvidmalede havemøbler under en parasol serveret english breakfast tea med to varme helt friskbagte scones med clotted cream og hjemmelavet jordbærsyltetøj. Det er som at komme i himlen og pludselig sidde i et afsnit af »Imperiets Juvel«.

Den nærmeste McDonald’s ligger godt 600 kilometer mod nord – i Mumbai. Til gengæld er her en Dominos Pizza, når det bliver for eksotisk med indisk mad. Goa og vel også Indien som sådan må være et paradis for vegetarer og det stik modsatte for dem, der ikke udelukkende er planteædere.
Bevares, man kan opdrive et stykke oksekød betegnet »steak«, men lækkert er det ikke. Oftest tørt og sejt. Det ender som regel med, at man overgiver sig til planteæderne.

Til udflugterne hører også en tur, hvor man sover i telt på stranden. Hippierne boede i mange tilfælde også på stranden, men på Canacoa-stranden er der store to-mandstelte med eget toilet og bad og en del mere komfort end i de glade dage med pandebånd og blomster i håret. Blandt andet er her en bar, bål og højtalermusik i aftenmørket. I teltene ligger man og slumrer ind til lyden af bølgerne.
Da jeg går ud i teltets badeværelse ved første gry, sidder der et stort firben i toiletkummen som om den svaler sin hale i kummens vand. Hovedet stikker et godt stykke op over kummekanten.Vi ser forlegent på hinanden et stykke tid, så vender firbenet rundt og forsvinder ned i toilettet. Jeg forlader også teltet og går over til strandbaren, hvor der går en mand og rydder op.
»Har De en danskvand?«
»Yes, sir.« Han finder en flaske i et køleskab, åbner den og stiller den foran mig.
»Kan det passe,« spørger jeg og tager en slurk, »at der sidder en forholdsvis stor øgle på toilettet i mit telt?
»Hvilket telt er det, sir?«
Jeg peger derover.
»Åh ja, sir« siger han. »Vi kalder ham George. Han er helt uskadelig.«

En billig tropeferie med »Scanway/Tyrkieteksperten« tiltaler nogle. Knap så meget andre. Hvad får man for pengene, når man køber billigt? Tilsyneladende nogle lidt usikre flyafgange. På vejen ned var flyet forsinket fem timer i Københavns Lufthavn. Angiveligt fordi de i lufthavnen ikke kunne blive enige om, hvem der skulle gøre flyet fra luftfartselskabet Astraeus Airlines rent.

På tilbagerejsen var vi forsinket godt syv timer. Denne gang med en lang forklaring om, at flyet havde været ramt af et lyn og andet uheldssvangert. Vi skulle være fløjet klokken 01.05, men sad, stod og lå som døende planter i en indisk lufthavn opkaldt efter Vasco da Gama til klokken 7.30 næste morgen. Om bord på flyet er sæderne smalle og pladsen trang, men på det tidspunkt er de fleste alligevel halvt bevidstløse.

Goa er som rejsemål sammenlignelig med Thailand. Begge er tropiske vinterrejsemål og eksotisk fremmedartet. Det ene hinduistisk, det andet buddhistisk. En stor King Fisherøl koster i turistpriser mindre, end hvad der svarer til 10 kr., og i Phuket koster en Singha Beer det samme, men i langt mere velorganiserede omgivelser. Indien bliver nok aldrig min kop te måske lige bortset fra netop teen. Den er uforlignelig her. Stærk sød og med mælk er det en drik på hvilken man grundlægger imperier. En stærk kop te hedder i øvrigt »kadak chai«.

Læs også: Se Marokkos smukke oase-land