Den sicilianske kulturbiks

I verdenshistoriens gadekryds kan man både få sand mellem tæerne og hænge ud med Platon, frugtelskende emirer og gamle vikinger.

Foto: Anders Ojgaard

Sicilien er den største ø i Middelhavet, og den ligger sådan cirka lige midt i det.
Spanien til venstre, Grækenland til højre og Rom lige oppe over. Og så sydligt som det nordligste af Afrika – Tunesien ligger et langspyt mod vest.

Læs også: Rejs i Toscas Rom

Sicilien ligger også midt i historien. For det moderne Europas historie udspringer fra Middelhavet, og Sicilien ligger lige der, hvor alle kom forbi og anlagde en koloni eller forsøgte at rive hovederne af dem, der allerede havde gjort det.

De første indbyggere på øen anlagde dog ikke mange kolonier, men forsøgte blot at holde sig i live så længe som muligt, inden de blev lagt i de stengrave, som de selv havde været med til at udhugge. Det kan man forvisse sig om med et besøg i Cava D’Ispica i øens sydøstlige hjørne. Ikke mindre end 13 kilometer løber denne kløft med naturlige huler og grotter på begge sider. Først brugt som gravpladser i stenalderen, men i middelalderen hugget til og brugt som beboelse helt frem til det 20. århundrede. Nu er her stort set tomt for turister, men til gengæld fuldt af markblomster i alle nuancer af lilla, gul, rød og blå.  

Efter stenalderen begyndte stammer fra Grækenland, Nordafrika og det sydlige Italien at ankomme til Sicilien, så der var allerede pænt befolket, da fønikerne kastede deres øjne på den frodige ø omkring 900 f.kr. Fønikerne var driftige handelsfolk fra øst, der sejlede Middelhavet tyndt og dermed spredte deres smarte alfabet med kun 22 tegn. Det alfabet, der senere skal blive til det græske og det latinske.

Omkring 700 f.kr. var de græske bystater ved at vokse sig store. De ville have kolonier, og hvor bedre end lige ovre på den anden side af vandet – på Sicilien? Over de næste par århundreder anlagde de en stribe nye byer, og grækerne sad snart på hele den centrale og østlige del af øen. På den måde fik de dog også skubbet til fønikerne, der var allieret med Karthago, den store nordafrikanske bystat, som senere skulle kæmpe blodige krige mod selveste Rom.

Karthago sendte en styrke på ikke mindre end 300.000 mand til Sicilien for at få lidt styr på de ekspansive grækere, men endte med at blive sparket hjem igen efter et nederlag af de større. I de følgende år havde grækerne et solidt tag om øen og dryssede storslåede templer og amfiteatre ud med løs hånd.

Mange af dem står der stadig, de mest kendte templer ligger på øens sydlige side. Oppe på en bakkekam, så rejsende fra moderlandet kunne se dem og styre sikkert i havn ude fra Middelhavet.

Stedet hedder Templernes Dal, selv om templerne altså ligger oppe på en bakke. Og her kan man ikke blot spadsere fra tempel til tempel på en velplejet sti mellem grønne træer og strategisk placerede caféer og toiletter. Næ, man kan også med et enkelt blik få et resumé af 3.000 års historie. Fra bakkekammen er der nemlig udsigt til den mere moderne udgave af byen Agrigento – komplet med motorvejsbro og skorstene fra sværindustrien.

Det måske mest spektakulære besøg på det historiske Sicilien foregår dog ovre på østkysten – i en anden by grundlagt af grækerne: Taormina. Det er øens turistdestination nummer 1, og i sommermånederne skal man huske at medbringe en pind til at slå sig vej gennem de mange britiske ølmaver iklædt bermudashorts. Men lidt uden for højsæsonen viser Taormina, hvorfor vi her er i Middelhavets superliga: Placeret oppe på en klippe over vandet var byen for et par tusinde år siden let at forsvare og fik som sidegevinst en udsigt, som man selv på den yderste spids af Ejer Bavnehøj gerne ville sælge sin sjæl for.

Og lige her, med udsigt til den rygende vulkan Etna, lagde grækerne deres amfiteater. Det blev senere modificeret af romerne, men det ændrer ikke ved, at sammensmeltningen af arkæologi og omgivelser bliver svær at overgå de næste par årtusinder. Over sig har man et arabisk slot og landsbyer på bjergtoppe – og under sig vandet, der slår ind over hvide sandstrande.

Når man har nydt udsigt, teater og strande i Taormina, skal man drage videre ud i horisonten. Op til røgen på toppen af Etna. Heroppe kan man gå på dampende, sorte lavasten. Og heroppe kan man fra kraternes kant kigge ned i det rygende dyb, der formentlig inden længe igen vil sende lava op fra undergrunden.

Alene siden år 2000 har Etna været i udbrud syv gange, og den aktive vulkan er en integreret del af Siciliens historie. Lavafloderne fra Europas største vulkan har flere landsbyer på samvittigheden, og i 397 f.kr. var et udbrud lige ved at stoppe Karthagos hæres march mod den mest magtfulde af de græske kolonier: Siracusa. For nej, Karthago meldte sig ikke bare ud af kampen efter det svigende nederlag små hundrede år tidligere. Omkring 400 f.kr havde de kæmpet sig til kontrol over det meste af øen, men Siracusa fik de aldrig has på. Den udviklede sig i stedet til at være antikkens største og vigtigste by i en årrække – større end Athen selv og centrum for Middelhavets åndsliv. Platon lagde ofte vejen forbi til en portion sværdfisk og et glas vin med den lokale despot. Derfor skal man i smukke Siracusa ikke snyde sig selv for hverken en portion pasta med sværdfisk eller for et besøg i det græske amfiteater, der godt nok ikke er så spektakulært som det i Taormina, men til gengæld er det største på øen. 

Omkring 250 f.kr. var et andet rige mod nord ved at vokse sig stort: Romerriget. De smed Karthago på porten og overtog kontrollen med næsten hele Sicilien, der blev deres første koloni uden for den italienske halvø. Siracusa holdt stand i yderligere 30 år, men måtte også til sidst give op, og derfor kan man næsten lige ved siden af byens græske teater se resterne af det romerske ditto. Andre steder byggede romerne ikke nyt, men rettede blot lidt til, så grækernes efterladenskaber fik et romersk udseende. Som for eksempel amfiteateret i Taormina.

Og denne mash-up af kulturer og stilarter skulle senere vise sig at blive starten på en regulær siciliansk trend. For godt nok gjorde romerne aldrig det store nummer ud af øen, i de 600 år den var en romersk koloni, blev den mest af alt brugt som en slags stor køkkenhave, der producerede korn og grøntsager til fastlandet. Men da romerriget gik i forfald, rykkede først germaniske vandaler og senere byzantinere ind. Hvorefter arabiske muslimer også blandede sig og af flere omgange forsøgte at overtage øen, hvilket lykkedes omkring år 950.

Den romerske køkkenhave blev nu til et muslimsk emirat, men et emirat med en meget broget befolkning, der var tilladt religionsfrihed. Græske teatre og byzantinske kirker fik lov at stå, mens Emiren af Sicilien startede en import af blandt andet appelsin- og citrontræer – to frugttræer, der i dag nærmest definerer øen. Forlad den for alle guders skyld ikke uden at have drukket et glas Limoncello – citronlikør.
Saracenerne gik også i gang med at bygge befæstninger og shine byer op, og særligt Palermo kastede emiren sin kærlighed over.

Havnebyen i vest, der blev grundlagt af fønikerne små 2.000 år tidligere, var snart fuld af moskeer, paladser og arabiske bade. Resterne af mange saracenske slotte kan stadig ses i dag, men det er særligt i et helt nyt sammenbiks, at man i dag mærker Siciliens arabiske forbindelse. I 1060 ankom nemlig en helt ny spiller på det sicilianske marked.
En spiller med danske aner.

En normanner er en mand fra nord. Navnet blev givet til de skandinaviske vikinger, der invaderede Nordfrankrig og gjorde det til deres hjem. Normandiet kalder vi området i dag. Efter flytningen sydpå lagde vikingerne ikke de gamle dyder på hylden, men nussede om deres medbragte kærlighed til økser, sværd og andet krigsgrej. Derfor sagde en del af dem ja tak, da de blev spurgt, om de ville agere lejesoldater, da der var ballade i Syditalien. Normannerne endte dog med at lave håndslag med paven om også at tage til Sicilien og jage de hedenske muslimer længere væk fra de hellige gemakker i Rom.

Som aftalt, så gjort. Vikingernes efterkommere invaderede Sicilien i 1060, og efter at have taget Palermo i 1072, havde de så godt som styr på hele øen. I de godt 100 år, Normannerne trak i trådene, fik de bygget en imponerede samling borge over store dele af øen.  Og det altså vel og mærket borge som enhver lille knægt ved, at middelalderborge skal se ud: Oppe på klippetoppe og med hele udstyret; tårne, skydeskår og store balsale fulde af jomfruer med bølgende hår. 

Men normannerne gjorde også noget andet. De blev imponerede. Imponerede over arabernes arkitektur og samfund. Og derfor skabte de et tolerant samfund, hvor arabisk, græsk, hebraisk og latin fik lov at fortsætte som hovedsprog ved siden af fransk. Arabisk og byzantinsk skik og brug levede videre sammen med den normanniske, og islamiske poeter, arkitekter og videnskabsmænd blev ansat af hoffet. Stilarter smeltede sammen, og det multikulturelle Sicilien oplevede en ny opblomstring.

I dag kan man mange steder på øen se den helt særlige Arabisk-Normanniske stil på kirker, der ikke helt ligner kirker, men næsten ligeså godt kunne være moskeer. Når solen hamrer ned fra en skyfri himmel, skal man kun knibe øjnene en lille smule sammen for at blive i tvivl, om man i virkeligheden er i Marokko eller i Yemen. Det er særligt i øens nordvestlige del omkring den nu ret kaotiske Palermo, at man kan fortabe sig i, hvad der kom ud af mødet mellem nogle af verdens store kulturer: Normanniske kirker udsmykket med byzantinske mosaikker af Jesus, og »Allah« skrevet igen og igen på arabisk. Blandt meget andet.

Efter normannerne tabte kontrollen, begyndte det virkelig at blive kompliceret på Sicilien. Vi er nu i den sidste halvdel af middelalderen, hvor alle slås med alle, og konger gifter deres døtre væk i håb om at skabe nye alliancer og få lidt ro på landkortet. Sicilien styres på skift af tyske, spanske og franske konger og var også et selvstændigt kongerige, indtil det i 1861 blev en del af den nye stat ved navn Italien.
Og det hele kan ses på en tur til Sicilien.

Domkirken i Catania, den næststørste by, er ret spansk i betrækket. Og efter et stort jordskælv ødelagder flere byer i den sydøstlige del i 1694, blev de genopbygget i en særlig fransk-siciliansk barokstil, som man bør se. Siracusa og de tre byer Ragusa, Modica og Noto kan byde på opulente bygninger omkring pladser med hyggelige caféer, der kan finde ud af at lave en ordentlig crema på din espresso. Hvis altså ikke byernes placeringer ved Middelhavet eller på umuligt maleriske bakketoppe trækker nok i sig selv.

Historien er overalt på Sicilien. Og den ses bedst med en lejet bil, der heldigvis er mindre afgiftstynget end i Danmark. Omkring 1.300 danske kroner skal man aflevere for at leje en ny Fiat 500 i en uge, og det er penge godt givet ud. På Sicilien er historien nemlig ikke kun de store templer og kirker i guidebøgerne. Ude på vejene, bag rattet, får man øje på utallige rester af små og store slotte, arabiske bade, normanniske redskabsskure, eller hvad de nu har været. Og livet på øen leves i dag, som det gør, fordi Sicilien er skabt, som den er. Selv om sicilianerne har god plads ude på landet, bor mange af dem stadig i kompakte bjergtop-byer med skuldersmalle gader løbende mellem tre etagers huse. Man bor tæt. Står på balkonen og ryger cigaretter og ser på scootere larme sig igennem gyderne nedenunder. Råber til genboen to meter væk hvis der er det mindste at fortælle. Eller nogen gange bare for at råbe lidt.

Ved kysten spiser man fisk – sværdfisk, ansjoser og sardiner er big business på Sicilien. Men bare ti kilometers fugleflugt fra vandet kan kosten være en helt anden. Her kan det være lam og bønnesuppe, som mama koger derhjemme, og som restauranterne har øverst på menukortet. Selv om man stadig kan fornemme saltet i luften, så var ti km så langt set med middelalderbriller, at fisk bare aldrig blev en del af menuen lidt inde i landet. Og sådan er det stadig i 2011, selv om en gammel Fiat Ducato med sort krematorierøg fra udstødningen nu ville kunne levere et par kasser frisk fisk fra kysten på en halv time.

Historien lever videre overalt. Også nede på strandene, som der heldigvis er hundreder af på Sicilien. Her kysser bumsede teenagere hinanden i skyggen af normanniske og saracenske slotte, som f.eks. i hyggelige Cefalu på nordkysten, hvor man ad den Den Saracenske Trappe kan gå den dramatiske tur op på klippen La Rocca. Klippen, der som så mange andre steder på denne ø midt i det hele huser utallige rester af århundreders siciliansk kulturbiks.


5 sicilianske

La Coppola
Man ser den som accessory på gaderne i Århus og København, og oprindeligt stammer den egentlig fra England. Men i Italien opfattes den som noget fuldstændig siciliansk: La Coppola. Den six pence-agtige hat som den sicilianske mafia altid er iklædt, når den nedskyder andre banditter i sorte biler.

Mafiaen
Palermos lufthavn er opkaldt efter to dommere, som mafiaen i 1992 myrdede med to bomber, Falcone og Borsellino. I byen Corleone, som man vil genkende fra Godfather-filmene, har man i dag åbnet et antimafia-center, men mafiaen findes stadig på Sicilien, der hører til de fattigste områder i Italien.

Is i boller
Italienere er meget glade for is, og på Sicilien har man en særlig tradition for ofte at servere den i hvad der bedst kan beskrives som en tebolle. Man flækker den, så den åbner som en pacman og fylder så et par kugler gelato i. En slags is-burger, om man vil. 

Blå øjne
Sicilien er vi i det allersydligste af Italien – Oberst Gadaffi sidder kun en lille jetski-tur væk. Så man skulle tro, at huden var mørkere hernede end i nord, men sådan er det ikke. Den normanniske arv lever videre, og man kan på Siclien se mindst ligeså mange italienere med blå øjne og mellemblond hår som man kan i Milano. Eller rødhårede med brune øjne. Der er blevet sat meget ind på genbank-kontoen på Sicilien.

Pizza Siciliana
Ethvert område i Italien har sin egen navngivning af pizzaer. En capricciosa behøver f.eks. slet ikke at være med skinke og champignon som den ofte er det i København. Men en Pizza Siciliana vil ofte indeholde ansjoser og kapers som er en meget værdsat kombination på disse breddegrader.

Læs også: Italiensk turistskat breder sig