Den perfekte rejse med The Royal Scotsman

En tur gennem Skotland med det fornemme tog »The Royal Scotsman« er en smuk og eksklusiv opdagelsesrejse i stil og stemning.

Ifølge gammel skotsk tradition bydes togets passagerer velkommen med sækkepibemusik på perronen i Edinburgh. Fold sammen
Læs mere
Foto: Helle Schjønning.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En rejse der, ifølge en af passagererne, hører hjemme på listen over ting, du må prøve, før du dør. Og da vi tager afsked, er der ikke én, der siger ham imod. Sangen fra skinnerne er forstummet.

Læs også: Whisky-weekend i Glasgow

Toget holder stille nu, hvorfor min gardinkantede vinduesramme, der flittigt har tryllet sig selv om fra det ene betagende billede til det andet hele formiddagen, er stagneret i et maleri af den slags, hvor man mener, at det må være en forskønnelse af virkeligheden.

Men gennem det lille åbne vindue i min gammeldags, smagfulde og magelige kupé strømmer det skotske højlands friske stærke luft som bevis for, at synet hverken er dagdrømme eller skønmaleri: Bløde grønne bakker, skåret igennem af et solbleget træhegn. Trimlende runde får, der fredeligt napper af det gode skotske græs. Så deres pels kan bliver sund og lækker, tænker jeg og fantaserer om indkøb af bløde uldsweatre.

Bag fårene stritter et par udgåede træer, beboet af en stor familie ravneagtige fugle. Og endnu længere væk, mod en sartblå himmel, hviler bjergene som værdige konger over det skotske højland, her omkring Achnasheen. 

»Hvor er Skotland dog flot og råt, idyllisk og svimlende frodigt. På én gang«, tænker jeg og læner mig dovent tilbage i de klanternede puder her i »kupé J«, hvor jeg residerer i disse fire fuldkommen luksuriøse, delikate og virkelighedsfjerne dage, om bord på toget »The Royal Scotsman«.

Jeg vidste, at det ville blive en oplevelse. Anderledes. Lækkert. Men hvad jeg umuligt kunne forestille mig var den stemning, der gror frem i de ædle togstammer i takt med, at timerne æder sig ind på Skotland, og verden udenfor slipper sit tag i os.

Siden vi gik om bord for nogle dage siden med kilte, krøllejern, aftenkjoler og store forventninger pakket tæt ned i vore bedste kufferter på stationen i Edinburgh, har vi rakt hånden frem mod hinandens sfære. Oplevet, leet og lyttet sammen. Vi stammer fra mange lande, mange fag og har forskellige historier med os. Men toget lever sit eget liv og pådutter os blidt sin stemning af overskud og ro. Og da andre tager hånd om alt det praktiske, har vi tid. Masser af tid. Vel kan man nyde hele turen i eget selskab med en god bog, hvis man har lyst til det. Du vælger selv. Også at få måltiderne serveret i kupéen, hvis du foretrækker det.

Men de fleste læner sig frem, lytter, lærer nyt og nyder blot at være til stede i nuet i godt selskab. Og den atmosfære, der kan opstå, når en lille gruppe står med deres whiskyglas ud på aftenen, på den åbne observationsplads allerbagerst i det smukt polerede rødbrune tog, og fredeligt drøfter tilværelsens tildragelser under en sort nattehimmel, mens enkelte lys blinker ude i det skotske landskab, kan du simpelt hen ikke finde andre steder.

Det er skotsk fra starten. For fuld musik. For da vi har sat vores bagage, og dermed den sidste rest af ansvar for noget som helst praktisk, fra os, samles vi på perronen om en stor alvorlig skotte i kilt, hvalrosskæg og sækkepibe. Det er en urgammel tradition at byde velkommen med sækkepibemusik og festligt er det, da flokken som små spændte ællinger følger efter vores alvorlige ven hen ad den røde løber på perronen.

Der står det, toget, og venter på os. »The Royal Scotsman« er en fint istandsat perle med gnistrende nypudsede vinduer. Hvilket de i øvrigt er hele vejen gennem turen, for det er der usynlige hænder, som sørger for, mens vi er ude at opleve de skotske vidder. Det eksklusive logo i gyldent og kongeblåt hilser os sammen med Michael Andrews, der er vores, viser det sig, utrættelige, altid korrekte og smilende vært, om bord på toget.

Hold op, hvor er her fint. Vi bliver mødt i salonvognen med champagne – Laurent Perrier – mens toget ruller fra perronen. Det er her man går ned, hvis man undervejs har lyst til selskab eller blot en kop kaffe af de guldkantede hvide kopper, der rasler diskret i takt til togets monotone »dadumdadum«. Skrive et gammeldags brev på togets prægede brevpapir, bladre i et »Country Living« eller blot lade synet af brede strandbugter, påskeliljemarker, kaniner og sortbroget kvæg på markerne glide fredfyldt forbi.

Eftermiddagsteen venter, når vi har fundet os til rette i kupeerne, fortæller Michael, idet han hjælper her og der, altid ved efternavn og med en selvfølgelig sans for at varte op uden at blive underdanig. Allerede her ved synet af gyldne scones og lækre kager går det op for mig, at der skal strækkes ud, når muligheden byder sig, hvis corsagen stadig skal passe ved rejsens sidste gallamiddag i restaurantvognen...

Over teen træffer jeg skønne Ms. Watson fra Atlanta, Georgia, med drivende sydstatsaccent og en uforlignelig sans for kultiveret humor. Hendes lige så rare rejsefælle, en lille rund mand med passion for golf og god whisky, er sådan en, der kan berette lidt om, hvad Tiger Woods’ mor mente om det hele, sidst de fulgtes rundt i en golfvogn ved årets Masters, på en eller anden skrækkelig fashionabel golfbane ude i verden.

Men han er diskret og forstår at holde tand for tunge de rigtige steder med sine »top ti« bekendtskaber. Til gengæld har han grumme svært ved skotske dansetrin, viser det sig, da vi sidst på eftermiddagen går fra borde i Huntly for at besøge Strathisla Destilleriet, hvor vi hvirvles ud i en ægte »Highland Ceilidh«.
Men det holder ham ingenlunde tilbage. Med stålsat energi traver han omkring på gulvet som en ældre myre, der har mistet orienteringen. Flokken hjælper gentleman-agtigt på rette vej i
kvadrillerne, mens whiskydamen begejstret danser for med stor kompetence. Vi andre retter ind i kredse og rækker, moser på for at fange krydstrin og chasséer, mens byens spillemænd lægger en festlig bund af tindrende glad skotsk dansemusik.

Hele affæren er vanvittig hyggelig og de, der afskyr at danse, nipper fornøjet til den ædle Chivas Regal, som netop fremstilles her på stedet, mens de loyalt opmuntrer showholdet.  

Således introduceret til hinanden og et par af Skotlands ædleste traditioner, gammel Chivas og munter folkemusik, vender vi tilbage til toget, hvor middagen venter. Og lad det stå krystalklart, at måltiderne på The Royal Scotsman intet, absolut intet, har at gøre med begrebet »togmad«. Bordene er dækket med flødefarvede stivede duge og fede servietter, krystalglassene glitrer i skæret fra stearinlysene og vinene er vidunderlige og perfekt tempereret. Menuen er sammensat af landets skønneste råvarer og er tilberedt med forrygende talent af køkkenchef Jain Murray. Det er ædel skotsk kulinarisk tradition på hjul, fra tidlig morgen til sen aften. En fornøjelse, man ingenlunde bør holde sig tilbage fra.

Panderistede nyfangede langustiner, kammuslinger og tomatconsommé. Himmelsk lammekølle i selskab med Chateauneuf du Pape Domaine La Rouéte 2003. Rabarber cheesecake, let og syrligsød som foråret. Andre dage er der vilde svampe med trøffelsauce, dampet flynder og vanilje panna cotta. Og til sidst den gode kaffe nede i salonen. Naturligvis bydes der siden på kiks og gode oste, som britisk tradition foreskriver, for at sikre, antager jeg, at absolut ingen bliver brødflove ud på aftenen.

Og morgenmaden, der hver eneste dag på trods af tilbuddet om servering i kupeen, lokker mig ned til spisevognen for at slubre lidt stilren opvartning ind fra den årle morgen. Min »Early cup of morning tea« lader jeg mig ganske vist bringe i kupeen. Men resten må nydes i restaurantvognen: Det smukke menukort, den hede kaffe, de store hvide porcelænskopper, teskeerne med jernbanens initialer indgraveret og veloplagte Michael, der præsenterer dagens skotske specialitet og lokker med røgede kippers og mere kaffe.

Dagene går med elegant forkælelse i edwardianske rammer om bord på toget, blandet op med oplevelser »i land«, efter smag og behag. Vi skyder lerduer, vandrer gennem lyngen i naturreservater, fisker med flue i krystalklare floder, sejler ud fra den barske vestkyst for at nyde sælkolonien med udsigt til Isle of Sky.
Vi går ture på havnen, studerer fremstilling af whisky og bliver vist rundt af en affekteret guide med hentehår på det enorme og gobelinbugnende Scone Palace, hvis historie, som kroningssted for svundne tiders skotske konger, rækker 1.500 år tilbage i tiden.

Oplevelserne hænger plukkeklare og lækre som modne blommer, og når man først har vænnet sig til tanken om dybest set at være på high society chartertur, er det forrygende, for første gang i årtier hverken at skulle tage stilling til eller organisere noget som helst i dagevis. Samtidig med at arrangementet er så fjernt fra sildestime-turisme, man overhovedet kan forestille sig. Dertil er elegance-niveauet alt, alt for højt. 

Turens ubetingede fuldtræffer er underskønne Lady Claire Macpherson-Grant Russel, Laird of Ballindalloch. En hurtig rundspørge efter mødet med denne hyperaristokratiske charmebombe afslører, at hele flokken er faldet pladask for slotsfruens brusende udstråling, vid, gæstfrihed og festlige vitser på royalt niveau.
Hun er intet mindre end skøn, da hun med lutter smil og begejstrede velkomstfagter stormer hen over de trimmede plæner foran sit slot iført bidselsko, vandonduleret hår og et æblegrønt-rosa silketørklæde flagrende fra den ene hånd. »Jeg var fem år gammel, da mine forældre gjorde mig det krystalklart, at dette sted er mit liv. Jeg er enearving og slottet har været i familiens eje uafbrudt siden 1546,« fortæller hun og erkender, at hendes ældste søn fik samme manuduktion. »Han har heldigvis giftet sig med en skøn pige, der forstår værdien af familie,« forsikrer slotsfruen henrykt.

Værre står det til med Caroline. »My darling daughter«, som hun omtales, kom for skade at invitere overhovedet for Graham-klanen med hjem på weekend fra universitetet. »Ud af flere hundrede studerende valgte hun netop ham!« himler Ladyen. For netop Graham-klanen angreb for længe, længe siden Ballindalloch, og det er altså ikke noget, man slår en streg over i de kredse. »Men jeg må have gjort det godt, for vi så ham aldrig mere,« tilstår hendes nåde, og vifter med en velmanicureret hånd. Man skal godt nok være charmerende for at slippe godt fra sådan et angreb på sin datters romance. Men det er hun – i en sådan grad, at vi alle sagtens kan se sagen fra slots- og familieærens side. Og hvorvidt darling Caroline stadig ser sin udfrosne bejler i smug, melder historien jo ikke noget om...

Det er med vemod, jeg tømmer min tekop og tager afsked med Lady Claire Macpherson-Grant Russel, Laird of Ballindalloch, og hendes evne til at udtrykke det, som der står på gælisk i slottets smukke brochure: »Ceud Mile Failte«. Hundrede tusind gange velkommen.

Tilbage ved toget venter man os, helt ude på perronen, med cocktails til hjertestyrkning, inden vi pudser fjerene op til aftenens fornemme middag, hvor kilt og selskabskjoler er dresscode. Snakken går varmt og livligt om dagens oplevelser i selskab med Macphersons og deres velholdte slot.

Lige indtil scenen ved kaffen overtages af Ray Owens, en skøn »storyteller« iført en (opsyet) ægte kilt fra for omkring 1.000 år siden, hvor udstyret handlede om overlevelse og ikke var festtøj, som nu. Vi spørger og fritter, han beretter i salonens varme og aftenens festlige atmosfære, indtil der bæres kage frem til Brian, der har fået turen som fødselsdagsgave af sin Deborah, der omgående benyttede lejligheden til at handle 1930er-inspirerede aftenkjoler og antikke læderkufferter fra nettet for at holde oplevelsen i victoriatidens atmosfære.  

Deborah har ret, man kan ikke gøre for meget ud af forberedelserne. For det er fortryllende, alle disse dage med en komfort og opvartning, som næppe er set siden starten af forrige århundrede. Dette er din tid. Din eneste opgave er at opleve Skotland, slappe af og suge indtryk, viden og stemninger til dig, for der er sørget for alt, tænkt på alt og taget hånd om alt. Og ikke mindst: Købt ind til alt.