Den kolde krigs kirkegård

I Arizonas øde ørken udstilles militært isenkram, der kunne ødelægge verden flere gange. Man kan også opleve Kennedys Air Force One

Enhver, der har besøgt Grand Canyon vil kunne skrive under på, at Arizonas natur er storslået. I den sydlige del af den amerikanske stat medfører det tørre klima vidtstrakte ørkner, hvor kun de mest hårdføre vækster kan gro. Kombinationen af meget beskeden (eller slet ingen) nedbør, en porøs jordbund og masser af plads gør området til det perfekte sted at opbevare fly, der ikke er i brug.

I universitetsbyen Tucson, i tæt relation til Davis-Monthan for Air Force Base, ligger the 309th Aerospace Maintenance and Regeneration Group, også kaldet AMARG, der har tilnavnet »the boneyard« (kirkegården). I virkeligheden er der tale om en dynamisk operation, som muliggør genbrug af flydele og hele fly, selv efter at de har ligget i »mølpose« i længere tid.

Det er imponerende nok at besøge stedet via Google Earth (koordinater 32°09’N 110°50’W), men uligt meget mere imponerende er det at besøge stedet i virkeligheden. Skønt området er en del af en velbevogtet militærbase, er det muligt at besøge stedet som turist.

Konserverede fly
Vores besøg startede ved PIMA Air and Space Museum, hvorfra en bus kørte os det korte stræk fra museet til basen og rundt i det enorme område, medens en guide fortalte om stedet og om de fly, vi så.

Fly, der skal opbevares, får typisk dækket vinduerne af en plastic-hud, der hindrer solens nedbrydende virkning, og jet-motorer bliver afmonteret og opbevaret i specielle bokse, fyldt med vandfri kvælstof-gas, så rust effektivt hindres. Mange fly er på den måde taget ud af drift, men kan gøres operationsklare på få døgn; andre bliver kannibaliseret som reservedele. For eksempel står endeløse rækker af F4 Phantom-jagere parat som hel eller delvis erstatning for fly, der skal erstattes i f. eks. Tyskland, der først forventes at udfase deres Phantom-jagere i 2012. Vi passerede også dele til interkontinentale ballistiske missiler som var på vej til et museum, og et utal af Huey helikoptere, der gav mindelser om Francis Ford Coppolas film »Apocalypse Now« (Dommedag nu).

Enormt antal
En del tid blev brugt på at køre forbi en museums- række af udtjente flytyper, både fra 2. verdenskrig og fra den kolde krig, men det mest fascinerende var det enorme antal af nyere, helt ens fly, der som på en kæmpe parkeringsplads var stillet op i sirlige rækker, vingetip ved vingetip.

Tilbage på museet forlod vi den airconditionerede bus, men her kunne vi til gengæld gå rundt blandt et utal af spændende fly; de fleste af dem udendørs. The Vomit Comet er det sigende navn på det fly, som fløj rutche-bane parabol-flyvninger med de første amerikanske astronauter for at træne dem i at håndtere vægtløshed. Vi gik rundt inde i et 4-motoret propelfly, som tjente som Air Force One for John F. Kennedy, og vi kunne imponeres over den karakteristiske SR-71 Blackbird, der var i stand til at flyve fra New York til London på 1 time og 54 minutter.

Dele genbruges
De utallige fly, der ender deres dage på AMARG, genopstår for en dels vedkommende som fugl Fønix i form af reservedele, der kommer ud at flyve igen. Andre bliver til metalskrot, hvor en stor del kan genanvendes. Der er et marked for brugte fly-dele i branchen, men selv ikke-fungerende fly-instrumenter og -paneler har et marked. Museets souvenir-shop har et bredt udvalg, hvor priserne er så rimelige, at det mest er frygt for problemer i security-check og ens baggagevægt ved hjemrejsen, der kan holde en tilbage.

Området omkring Tucson gemmer flere minder fra den kolde krig. 15 miles (lige over 24 km.) længere mod syd er en ICBM raket-silo som den eneste bevaret og restaureret. Siloen var i perioden 1963-1987 en af de 18 i området omkring Tuscon, der hver indeholdt en affyringsklar, atombombebærende Titan II raket (Yderligere 45 var grupperet omkring baser i Kansas, i Arkansas og i Californien).
Hver silo krævede et betydeligt mandskab for at sikre, at det til stadighed var muligt at sætte et gengældelsesangreb ind mod Warshawapagten i tilfælde af et angreb. Vedligeholdelse af missilerne var planlagt, så hovedparten af missilerne til stadighed var fuldt optankede og stod med snurrende gyroskoper parat til at forlade siloerne med deres dødbringende last.

Set fra vejen ser stedet ikke ud af meget. Over jordoverfladen er der kommunikations-antenner og udstyr til vedligeholdelse og gentankning af den enorme to-trins raket. Til dagligt var siloen dækket af et 760 tons tungt låg af stål og beton, der skulle sikre at siloen kunne overleve en nær-træffer af et atomvåben. Den kraftige hydraulik har nu skubbet låget til side, så man kan kigge ned til synet af en raket, der nok står uden brændstof og sprænghoved, men alligevel er et skræmmende billede af, hvor langt mennesket er nået i udvikling af masseødelæggelsesvåben, og hvor tæt man dengang var på at udløse et globalt ragnarok.

Som en Bond-film
Nede i silo-anlægget bliver stemningen næsten James-Bond-agtig. Hele det underjordiske anlæg er ophængt i kolossale stålfjedre, der var i stand til at afbøde trykbølger og rystelser fra en fjendtlig atombombe. Kontrolrum og passagegange står i perfekt stand som dengang, de var aktive: manualer og procedure-lister ligger fremme, og museumsguiden, der er tidligere ansat, fortæller om dagligdagen dengang. Om hvordan personalet ikke vidste, hvor deres tre forudpegede mål i Sovjet var henne, men at en krypteret radiomeddelelse skulle give affyringsordre til et af de tre mål. Og om sikkerhedsforanstaltningen, der tilsikrede, at affyring kun kunne ske, hvis to autoriserede personer inden for to sekunder samtidigt drejede hver sin nøgle og holdt den drejet i fem sekunder. Vi modstår tilbuddet om selv at prøve at trykke på dommedagsknappen.

Mekka for samlere
I souvenirshoppen kan man ikke kun købe litteratur om den kolde krig, men også købe relikvier fra perioden i form af postevand på dåse fra 60’erne og personlige dosimetre (strålingsmålere). Effekter, der skulle øge muligheden for at overleve den atomkrig, der heldigvis ikke kom.

Som besøgende kan man ikke undgå at mærke, at der på stedet er en vis stolthed, ikke kun over den teknologiske bedrift det har været at konstruere hele systemet og få det til at fungere uden atomare uheld, men også over medvirken til, at den kolde krig faktisk endte, uden at alle blev tabere. Tankevækkende.

Vores oplevelser i missilsiloen får lov til at bundfælde sig blandt de imponerende Saguaro kaktus ude i ørkenen, hvor vi kan nyde solnedgangen.