Den Hvenske Krønike: et eventyr i Øresund

Et for længst glemt sagn fortæller om kæmper og magiske guldskatte på øen Hven mellem Sverige og Danmark. Rejseliv er taget dertil med teksten i lommen for at undersøge, om magien stadig findes på den lille svenskejede ø.

22REJBM-HVEN-103949.jpg
Klimaet på Hven er så mildt, at man dyrker durumhvede på øen som det eneste sted i Sverige. Fold sammen
Læs mere

Det har jeg aldrig set noget stærkt bevis for. Tror du virkelig på det?« siger Ingvar og hæver øjenlågene.

Han er klædt i rød bomuldsvest, blå skjorte og grå bukser med sorte sko, og inden jeg kan nå at svare, forsvinder han ind i et andet rum.

Vi sidder i et hvidkalket landhus på Hven, den 4,5 km lange og 2,4 km brede ø i Øresund. Med i lommen har jeg Den Hvenske Krønike, et bemærkelsesværdigt sagn, som fortæller en noget anden historie om Hven end den, turisterne normalt hører.

Den fortæller sagaen om den smukke kæmpe Hvenild, der dræbte sine brødre og dermed blev en af Hvens grundlæggere – altså dengang verden stadig var fyldt med mytiske væsener og magiske guldskatte.

Den Hvenske Krønike, som litteraturforskeren Peter Hvilshøj Andersen har kaldt for »et af de mest bemærkelsesværdige fund« i Danmarks litteraturhistorie, ligger gemt væk i det svenske rigsarkivs kældre, glemt af praktisk talt alle og enhver. Men er der stadig noget at lære af sagnet? Og kan det gøre rejsen til den turistombejlede ø mere eventyrlig?

Mister Hven

Ingen ved mere om Hven end Ingvar. Det er derfor, de andre øboere kalder ham for Mister Hven. Han har boet her siden 60erne, har været kustode for lokalmuseet og bruger størstedelen sin tid på at studere øen. Hvis ikke han kan se mening i sagnet, hvad er det så værd?

»Jeg er 90 år, og min kone er 92, og det betyder, at vi er gamle. Jo ældre man er, jo mindre kan man. Men jo mere ved man også,« siger han og leverer så konklusionen med en kroget pegefinger viftende foran sig:

Ingvar flyttede til Hven i 1960. Her står han med et gammelt kort over Hven. Fold sammen
Læs mere

»Og nej, den historie kan man ikke verificere.«

Hven er Øresunds muffin, siger de lokale. Øen stikker op over havoverfladen med sine mange buler og bakker, som var den formet af bagepulver, og så er livet her sødt. Det er, som om stjernerne står klarere på Hven, og vejret er bare lidt bedre. Mildt om vinteren og ikke for varmt om sommeren, som man plejer at sige på øen. Måske er det derfor, turisterne strømmer hertil.

Hven og de tre slotte

I dag er Hven et tæt knyttet samfund. Som på så mange andre afsidesliggende steder værner man om hinanden. Men før i tiden – ingen kan helt huske hvornår – var Hven delt op i tre enklaver: Bønderne boede oppe på bakkerne i midten af øen, søfolkene i havnebyen Kyrkbacken mod vest og industrifolk i Nørreborg mod øst.

Interessant nok passer den opdeling med det, der står i Den Hvenske Krønike. Ifølge sagaen husede Hven engang tre slotte, et bjerg med en begravet guldskat på midten af øen og så naturligvis havfruer i havet omkring. Jeg spørger Ingvar, om han kan genkende den konstruktion i det virkelige Hven.

»Jeg har alle kort, der findes over Hven. Lad os se på det,« siger Ingvar.

Vi er i et hus så gammelt, at man skal bukke sig for at se ud af vinduerne, og på væggen i spisestuen hænger et falmet kort, hvor Hven er tegnet ind i samme størrelse som hele Danmark tilsammen. Øen skulle fremstå betydningsfuld, forklarer Ingvar. Men der er intet bjerg og ingen slotte.

Hven har også badestrande. Find dem ved at følge den sti, der går rundt langs hele kysten. Fold sammen
Læs mere

»I kan blive siddende,« siger Ingvar så og går ind i sit bibliotek, et rum på tre kvm fyldt med utallige bøger og avisudklip, kort i alle former, længder og aldre, og så naturligvis en lysbilledkarrusel.

Ingvar kommer tilbage i stuen med et høreapparat i øret og en stak gamle læderindbundne bøger i hånden.

»Der findes fem bøger om Hven, som er troværdige,« siger han og klapper på bogstakken, »og der er ingen af dem, som nævner det sagn, du taler om.«

Der er én overvældende grund til, at sagnet ikke er kendt i dag. For hvis Ingvar og de fleste andre mennesker i dag skal tegne en tidslinje over Hvens historie, kan det gøres kort. Først var der ingenting. Og så var der Tycho Brahe.

»Han var en multikunstner. Vi plejer at sige, at han er Hvens svar på Michelangelo.«

Han lukker øjnene og læner hovedet let bagover, når han taler om Tycho Brahe – som om han forsøger at huske det hele.

Stjerneborg er Tycho Brahes andet observatorium på Hven, og modsat Uranenborg, der er revet ned, kan Stjerneborg stadig besøges. Fold sammen
Læs mere

Tycho Brahe er Hvens ubestridt største turistattraktion, og øen har derfor et anbefalelsesværdigt museum, som giver indsigt i den danske videnskabsmands liv på øen mellem 1576 og 1597. Tycho Brahe styrede Hven med hård hånd, som enhver anden landgreve på den tid.

Han fik bygget først et palæ og observatorium over jorden, Uranienborg, og senere yderligere et observatorium, Stjerneborg, som er delvist underjordisk for at skabe større stabilitet. Uranienborg findes ikke længere – øens beboere rev det ned til jorden, da Tycho Brahe flyttede derfra kort før sin død – men Stjerneborg findes stadig og er et besøg værd.

Den Hvenske Krønike blev i første omgang skrevet i digtform af visemageren Anders Sørensen Vedel i 1580erne, netop som en hyldest til hans gode ven Tycho Brahe. Senere blev den skrevet videre på og udviklede sig som en form for satirisk kritik af videnskabsmanden, der ikke var vellidt på Hven. Og derfor er der mange lighedspunkter til hans liv på øen.

Undersmukke Hvenild

Sagnets hovedperson er Hvenild. Hun var en undersmuk, men umætteligt grisk kæmpe, der ledte begge sine brødre i døden for at få fat i den guldskat, der var gravet ind i et bjerg midt på øen. Men hun var god og from mod øens øvrige beboere, hvorfor den fik navn efter hende. Til gengæld blev Hven invaderet af to kæmper efter hendes død, og da de var strenge herskere, gjorde øens indbyggere oprør mod dem og smadrede deres fæstninger. Præcis som hvenboerne gjorde, da Tycho Brahe rejste fra Hven.

Måske er det derfor, at Ingvar – måske Tycho Brahes største beundrer – slutter vores samtale med at sige:

»Jeg har hørt sagnet 700 gange. Og jeg bryder mig ikke om det. Man bør huske på, at Tycho Brahe er kendt internationalt som en meget, meget stor videnskabsmand.«

Billige gule cykler

Sagnet om Hvenild, og sammenhængen til den verdenskendte videnskabsmand, går hen over hovedet på en gruppe danskere, der senere på eftermiddagen går forbi Tycho Brahes observatorium.

Hven var engang en af Sveriges fem travleste havne på grund af øens 20 teglværker. Fold sammen
Læs mere

»Hva’ så, Dennis, skal du ikke med eller hvad? Du er fandeme så langsom,« råber en af dem, en midaldrende kvinde med rødt hår.

»Hold da kæft. Jeg skal da lige pisse, mand,« råber Dennis tilbage og vralter over mod en busk.

Kvinden finder en af de utallige gule cykler, som enhver turist med respekt for sig selv lejer for 100 svenske kroner (75 danske). Hun sætter sig på sadlen og råber tilbage:

»Pas nu på, du ikke vælter, Dennis!«

I situationer som denne er det godt at have et eventyr i lommen. Sagnet om Den Hvenske Krønike er nok blot det, et sagn, men det åbner for drømmene. Ingen rejse har nogensinde taget skade af en fortælling på gulnet papir. Også selv om ingen andre kan se meningen med det.