Den beskidte boulevard

Henrik List har netop udsendt bogen "Scener fra Sunset Boulevard", hvor han også beskriver bagsiden af verdens mest feterede filmby. Rejseliv.dk har fået lov at bringe et uddrag.

Foto: Foto fra bogen

Det egentlige East Hollywood blev grundlagt ved åbningen af Hollywood Freeway 101 fra Downtown til San Fernando Valley i 1954, der med kirurgisk præcision adskilte det østlige fra henholdvis det centrale (= Downtown Hollywood) og det vestlige Hollywood (= West Hollywood), hvorved det nye kvarter som udgangspunkt allerede lå på den forkerte side af motorvejen; en byplanlægningsmæssigt marginaliseret, isoleret, udstødt fætter til det turistede centrale Hollywood og det jetset-eksklusive West Hollywood – som en passende kulisse for alle dem, der ikke fik succes i det forjættede drømmeland på den vestlige, »rigtige« side af motorvejen.

Næste: Trafik i seks spor

Hvilket den dag i dag afspejles i, at East Hollywood er den mest etnisk mixede, tætbefolkede, socialt belastede og kriminalitetsplagede del af Hollywood, hvor smoggen om sommeren ligger lavt som et stort, overophedet grydelåg over tagene, hvor beboerne rutinemæssigt gemmer sig bag pigtråd og har tremmer for deres vinduer, hvor murene er dekoreret med den obligatoriske latino-bandegraffiti, hvor pushernes spottere pifter fra tagene, når politiet nærmer sig sidegaderne, og hvor unge, skulende sorte mænd i XXX-Large tøj rutinemæssigt forsamler sig foran fastfood-stederne ved midnatstid …

Det er sådan et kvarter, hvor man næsten ikke kan undgå at se mindst et par hærgede yngre kvinder med puffede øjne og morgenhår – i syntetiske pelsjakker, små toppe, hotpants og høje stilethæle – vakle ud på fortovet foran et af de billige moteller, mens de roder efter mentholcigaretterne i deres håndtasker, når man kører igennem det på Sunset om formiddagen… selv om der er blevet længere imellem dem, det skal indrømmes.

Sådan et kvarter, hvor bumser med læderfjæs holder skansen i den bagende sol resten af dagen med deres flasker i fedtede, brune papirsposer foran enhver døgnkiosk eller sprutbutik op og ned ad Western, og hvor støjen fra politihelikoptere hver aften accentueres af skingert hylende alarmer fra biler med knuste sideruder rundt omkring i mørket.

Kvarteret er formelt indrammet af Hollywood Boulevard mod nord, Melrose Avenue og den nordlige del af Koreatown mod syd, Los Feliz/Silver Lake/Sunset Boulevard mod øst og Western Avenue/Hollywood Freeway 101 mod vest (selv om man sagtens kan argumentere for, at grænsen mod vest snarere løber ned langs Vine Street, eftersom krydset Sunset/Vine virkelig er porten til det centrale Hollywood, og Walk of Fame med dens stjerner på fliserne starter fra hjørnet af Sunset dér og arbejder sig op mod Hollywood Boulevard).

Der bor næsten 80.000 mennesker – stuvet sammen i en grå betonlabyrint af 156 én-familieshuse, værksteder, småerhverv, dagligvarebutikker, bodegaer, crackbuler, tatovører, fastfood-snasker, spåkoner, døgnkiosker, pornobiografer, massageklinikker, genbrugsforretninger og smogpatinerede to-tre etagers stucco-lejlighedskomplekser fra 50erne og 60erne.

Nord for Sunset i East Hollywood strækker Thai Town sig op mod Hollywood Boulevard som en forstad til Bangkok, og syd for den lange boulevard ligger Little Armenia, eksilarmenernes bastion med russiskortodokse kuppelkirker, armenske restauranter samt spredte enklaver af russere og ukrainere i sidegaderne imellem Sunset og Fountain Avenue.
 
Da jeg en tidlig eftermiddag kører ud ad Sunset mod vest igen, ud til Normandie Avenue, hvor jeg skal dreje til venstre for at komme ned til De Longpre på en længe planlagt pilgrimsudflugt til Charles Bukowskis East Hollywood-hus, undrer jeg mig over en masse biler overalt på gaderne med et for mig ukendt flag – med henholdsvis en bred rød, blå og orange stribe på tværs – blafrende ud af vinduerne i farten; råben og skrigen og dytten med hornene op og ned ad boulevarden, ligesom når L.A. Lakers har vundet endnu et NBA-slutspil…

Foran nogle af de armenske butikker, bagerier, købmænd og restauranter på Sunset står der endog en slags fanevagter: Små, brede, mørklødede mænd med kraftige moustacher, der enten støtter sig til større udgaver af det samme flag eller holder plakater med slagord op i luften, mens de uddeler flyveblade til forbipasserende.

Jeg svinger hurtigt ind på en p-plads og parkerer. En gruppe alvorligt udseende, midaldrende mænd står med plakater og flag foran en sprutbutik og ryger cigaretter, mens de snakker sammen på et uforståeligt sprog. Fra et campingbord sælges der pamfletter, bøger, cd’er og dvd’er.

Jeg tænder selv en smøg og går hen og spørger en af mændene, en lille, sej fyr med stålgråt hår, cykelstyrsoverskæg, muskuløse, behårede arme og en rund ølmave struttende ud over buksekanten, hvad der egentlig lige foregår?
Han kigger på mig, som om jeg er en plebejer uden selv den ringeste form for pli eller dannelse.

»Det er da den armenske mindedag i dag,« siger han en anelse bryskt og peger på et papskilt, hvor der med fed, rød tuschpen er skrevet »OBAMA BESKYTTER DE TYRKISKE LØGNERE!«
»Det er 24. april, dagen, hvor de tyrkiske mordere i 1915 myrdede halvanden million af mine armenske brødre og søstre. Og vi er vrede over, at præsident Obama alligevel ikke tør anerkende vores holocaust – for dét havde han jo lovet, at han ville, under sin valgkamp, ikke?«

Jo, jeg husker skam, hvordan Obama under sin kampagne kritiserede George Bush-administrationen nådesløst for ikke at anerkende det ottomanske (tyrkiske) imperiums folkemord på angiveligt over en million armenere under Første Verdenskrig som et historisk faktum, selv om Tyrkiet hårdnakket benægter, at begivenheden nogensinde har fundet sted. Lige såvel som Obama i den forbindelse reelt lovede, at han selv ville gøre det, hvis han blev valgt (= 100.000 armenske stemmer, tji-chiiing!) Efter at han så er flyttet ind i Det Hvide Hus, har han nu åbenbart fået gummiben og uld i munden over for den vigtige NATO-allierede Tyrkiet.

En af de andre mænd omkring campingbordet fortæller med en forbitret hovedrysten, at den nye præsident ikke engang vil deltage i en mindehøjtidelighed for ofrene for folkemordet i Washington D.C. i dag: »Han har løjet for os alle,« mumler han vredt.

Næste: Trafik i seks spor