Delfi udenfor sæsonen

Græske Delfi er berømt for sine enestående udgravninger. Men Delfi byder også på vilde bjerge og landskaber. Dermed går kultur og natur op i en højere enhed i oraklets by.

Et vandretur på Skala-stien i bjergene over Delfi er en betagende oplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Ejsing

Det er Apollo, han hilser dig velkommen med sol,« siger hr. Caltsis og peger op på en himmel, der er blå og klar.

Læs også:
Turisterne svigter Grækenland

Hr. Caltsis er borgmester, hotelejer, restauratør og formentlig meget mere i den græske flække Delfi, der ville være endnu en lilleby i et af EUs yderområder, hvis det ikke var fordi, ham Apollo i sin tid slog et smut forbi.

Apollo er nemlig ikke hvem som helst. Han er lysets og sangens gud i den oldgræske mytologi og fandt vej til Delfi fra havet i skikkelse af en delfin. I Delfi lagde han grunden til et kultsted med det verdensberømte orakel, hvor de gamle grækere kunne få svar på vigtige spørgsmål.

Der er gjort enestående arkæologiske fund i Delfi. Ruinerne af et tempel til ære for visdommens gudinde Athene er stadig at se, det samme er et stadion, et teater og så selvfølgelig templet til ære for Apollo, i hvis kælder selveste oraklet – midt i verdens navle mente de gamle grækere – var at finde.

Oraklet kom med masser af spådomme og kryptiske svar i sin storhedstid fra cirka 700 f.Kr og nogle århundreder frem. Spådommene blev fremført af præstinder, der på vegne af spørgerne spurgte oraklet til råds. Angiveligt befandt oraklet sig i kælderen under Apollotemplet, men her har været tavst som graven siden omkring 300 f.Kr.

Mindre mytologisk, mindre storladent, men mindst ligeså interessant, er de blanke marmorstykker, hvor der stadig er tydelige indskrifter på oldgræsk med navnen på nogle af de mange tusinde slaver, der byggede den forhistoriske helligdom, der ligger for foden af Parnassosbjerget få kilometer fra Korinterbugten.

Turisterne strømmer til Delfi

Turister i hundredtusindvis kommer til Delfi. De beundrer ruinerne, de tager på det lokale museum, hvor mange fund fra helligdommen er udstillet. Museet rummer alt fra tiden med egyptiske inspirerede statuer fra omkring 500 f.Kr, den såkaldt arkaiske tid, til den mere klassiske tid nogle få århundreder senere med en mandsstor rytterstatue i  bronze som museets højdepunkt.

Mens ruinerne og fundene er gamle, er byen Delfi ny. Den blev først grundlagt i forbindelse med, at udgravningerne lidt uden byen begyndte i slutningen af 1800-tallet. Hele Delfi-kommune tæller ikke flere end 5.000 indbyggere og er dermed en af de mindste i Grækenland.

De fleste udenlandske turister kommer om sommeren for at se resterne af Apollon-templet, grækerne er i overtal i vintermånederne med ski og sne. De færreste kommer, som jeg, i november, hvilket er ærgerligt, for Delfi og omegn er tæt på at være magisk, når den stadig milde efterårssol smiler for oven, og kun den kølige vind nede fra havet minder om, at det snart bliver vinter og iskoldt i Delfi.

Det tager et par timer eller tre at nå fra hovedstaden Athen til Delfi. Jeg er taget dertil på en smuttur med en enkelt overnatning. Den første dag på en pakketur, som jeg bruger på at lære Delfis forhistorie at kende, den anden dag bruger jeg på at opleve Delfis bjerge.
Jeg har fået fornøjelsen af at overnatte på hr. Caltsis’ hotel og spise aftensmad på hans restaurant.

»Der kommer mange turister hertil, men de fleste af dem tager sig ikke god tid. De har for travlt, de ser ruinerne og museet, og så tager de hjem igen. Det er ærgerligt. De skal tage sig god tid,« siger han.

Jeg kan kun give ham ret, selvom jeg blot har en enkelt overnatning. Delfi rykker. Ikke på den vilde måde, men på den stille måde, i hvert fald om efteråret, for de mange lukkede souvenirbutikker og restauranter vidner om, at Delfi er meget besøgt i højsæsonerne.

Vandretur i bjergene

Næste morgen begiver jeg mig op i bjergene. En vandretur i dem er et must, akkurat som et besøg på museet og i ruinerne.

Stigningerne er overkommelige, jeg følger den såkaldte Skala-sti, som også de gamle grækere brugte, og bag mig går en stor sort hund, der har fulgt mig lige siden Delfis rådhus.

Efterhånden bliver Delfi og ruinerne mindre og mindre dernede, og jeg bliver opslugt af bjergene. En skrigende rovfugl flyver over de lavstammede fyrretræer, den sorte hund ånder tungt, af og til lyder der skud fra langt inde i bjergene, men ellers er der stille. Og dog, et par gange lyder det en knasen og hvæsen i det tørre buskads, når en landskildpadde kommer vraltende forbi og kigger olmt på mig.

Jeg tilbringer formiddagen og det meste af eftermiddagen højt hævet over Delfi. Her, i godt 1.000 meters højde, er solstrålerne skarpe og vidner sammen med masser af sommerfugle på vingerne om, at Grækenland ligger på en noget sydligere breddegrad end Danmark.

Jeg går alene ned igen. Jeg skal med den tidlige aftenbus til Athen. Den sorte hund er blevet oppe i bjergene.