Del en taxa og spar kassen

TAXA 4x35 er på gaden med et samkørings-projekt til Københavns Lufthavn, hvor op til tre kunder kører sammen og sparer penge.

Foto: CPH.dk

Fra 6. marts tilbyder TAXA 4x35 en ny løsning for i første omgang nordsjællændere, der skal møde tidligt i lufthavnen, men ikke har lyst til at betale 500-600 kr. for en taxa.

Læs også: Hvad børnefamilier hader ved lufthavne

For nu lancerer taxa-selskabet samkørsel til lufthavnen. Projektet kaldes CPHTaxa, og man kan kun booke og betale gennem hjemmesiden cphtaxa.dk. I første omgang er en række byer nord for København udvalgt til forsøget, det drejer sig om Gentofte i syd til Hørsholm og Birkerød i nord samt Lyngby, Holte, Virum og Vedbæk.

Fast pris
Hvis man bestiller en Budget-taxa, skal man køre sammen med andre. Op til tre kunder samles op af den samme taxa, og hver passager må medbringe håndbagage og en kuffert. Budget-taxaen kan bestilles til at komme på alle hverdage mellem kl. 4-7 om morgenen, og den kan bestilles på hjemmesiden indtil kl. 23.30 aftenen før.

Priserne starter ved 219 kr. pr. passager afhængig af hvor man skal samles op – er det f.eks. i Lyngby er prisen 259 kr. for turen til lufthavnen. Og Taxa 4x35 garanterer, at taxaen dukker op og kører til den billige pris, selvom man ikke har fundet andre, der skal samles op på vejen.

"Der er selvfølgelig en risiko i starten, når projektet startes op, men den risiko tager vi," siger administrerende direktør Niels Kaae. "Med to kunder pr. tur i starten er vi tilfredse."

Samles op undervejs til lufthavnen
Men kan man så risikere at skulle bestille flere timer før man skal være i lufthavnen og måske skulle hente en anden passager i Helsingør, hvis man selv bor i Lyngby?

"Nej, selvfølgelig ikke," siger Niels Kaae. "Vi vil altid sammensætte passagererne sådan at de samles op undervejs til lufthavnen. Vi garanterer at være på adressen tidligst 10 minutter før man har bestilt taxaen til, og de to opsamlinger, hvis der skal være tre i den konkrete bil, vurderer vi til at tage 10 minutter for hver. Det betyder, at man skal bestille taxaen til at komme 20 minutter tidligere, end hvis man skulle alene af sted."

Der findes også en privat-løsning på CPHTaxa.dk, som betyder at man kører alene, men til fast pris. F.eks. koster det 459 kr. fra Lyngby til lufthavnen. Taxaen kan bestilles online hele døgnet.

Udvider til felre byer, hvis det bliver en succes
Der findes flere forskellige pakkeløsninger, man kan vælge imellem på CPHTaxa.dk. Generelt bliver man bedt om at vælge imellem Budget eller Privat og weekend eller hverdag. Derudover skal man informere om, hvor meget bagage man skal have med, hvilket også er afgørende for prisen.

"Det minder meget om den måde, flybranchen udbyder og sælger produkter på, og som de har haft så stor succes med. Det har bl.a. medført, at langt flere har fået råd til at flyve. Og på samme måde synes vi, at flere skal have råd til at blive kørt til lufthavnen. En luksus for de få før i tiden, men snart allemandseje, hvis vi lykkes med det her," siger Niels Kaae.

Hvis samkørsels-projektet bliver en succes, regner taxa-selskabet med at udvide ordningen til en række andre byer.

Se også: Her kører de bedste taxaer