De har flyttet Skotland

Lykia lyder sødt, men det er i virkeligheden et monster af en golfbane.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kig godt på dette billede. I ti sekunder. Og gæt så, hvor vi er henne i verden.
Her er lidt tilskudsinformation: Vinden kommer piskende ind fra havet, ind over den rå natur.

Mere golf på Rejseliv.dk

Der er stort set ingen træer, kun nogle forblæste buske og masser af marehalm. Små og enormt store bunkers ligger i en skøn blanding på og tæt ved fairway langs de fleste huller. Altså en typisk links-bane.
Men hvor er vi så? I Skotland, Wales, Irland eller Nordengland? Næh, vi befinder os såmænd langt, langt sydpå. I Belek-området i Tyrkiet, tæt på Antalya, hvor den verdensberømte golfbanearkitekt Perry Dye har skabt et lille stykke Skotland.
Lykia hedder banen, som er et udfordrende monster af en bane - især når der kommer bare en smule vind ude fra Middelhavet. Vinden er anderledes varm end den, man møder på De britiske Øer, men det er golfbolde ligeglade med - og banen er hele 6.850 meter lang fra backtee. Mere humane ser de 5.870 meter fra blå tee (normal herretee) ud til at være ved første øjekast, men banen føles lang, meeeeget lang, for eksempel 13. huls 497 meter op i vinden. Og et blindt par-3 hul og mange såkaldte waste-areas tæt på fairways gør det absolut ikke lettere at spille til sit handicap.

Rejselivs udsendte tabte til banen og var hele 12 slag fra mit handicap på 12,9, men det var alligevel nok til at slutte midt i feltet blandt de otte skandinaviske reportere. En af dem var den tidligere svenske Europa-tour spiller Johan Ryström, som også var et pænt stykke fra sit handicap på +2, så skuffelsen var til at bære.
Men skal man så overhovedet rejse så langt og betale så meget (cirka 100 euro) for at spille dette monster? Ja, man skal - for det er så langt fra det, man normalt møder som dansk klubgolfer. Og måske er banen en smule lettere, når du kigger forbi, for vi havde fornøjelsen af at møde banearkitekten Perry Dye, og da han hørte om den skandinaviske delegations oplevelser, overvejede han at justere på sværhedsgraden på nogle af hullerne.
Lyder Lykia alligevel som en uoverkommelig opgave, er der mange andre grunde til at vælge Belek som mål for den næste golfrejse. 14 baner ligger som perler på en snor - og der er tale om perler. Alle af meget høj standard, og glem alle fordomme om tyrkeres manglende evne til at organisere og yde service. Begge dele er i topklasse i Belek, hvor de fleste nøglepersoner på hotel og i golfklubber taler både engelsk og tysk.
Og så trækker det jo ikke ned, at de fleste større golfhoteller og -resorts ligger lige ud til en kilometerlang sandstrand og i øvrigt byder på wellness i topklasse og en vifte af underholdningstilbud til både børn og voksne.