Danskerne vil til Egypten igen

Udenrigsministeriet har givet grønt lys for rejser til de egyptiske feriedestinationer langs Det Røde Hav.

Turister på stranden ved Sharm el Sheik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Amr Abdallah Dalsh
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Næppe var Udenrigsministeriets meddelelse om, at man nu ikke længere frarådede rejser til Rødehavsområdet i Egypten, ude, før der igen var gang i salget af rejser.

Læs også: Bo midt i et kæmpe vandland

Rejsebureauet Apollo aflyste sammen med flere andre rejsebureauer straks resten af vintersæsonens rejser til Egypten, da ministeriet 30. januar frarådede rejser til landet. Men nu er bureauet i fuld gang med i stedet at udvide sommersæsonen.

"Vi arbejder nu på at fremrykke det egyptiske sommerprogram, så vi kan åbne allerede midt april og igen sende danskere til Det Røde Hav. Salget af rejser til Rødehavskysten var i øvrigt allerede dagen efter ministeriets meddelelse i fuld gang”, siger kommunikationschef Rikke Koks Andreassen.

Tidligere sommersæson
Spies vil også genåbne Egypten til påske. Bureauet havde ellers planlagt, at det først skulle være med sommersæsonens start il maj, men nu vil man sende de første fly fra København og Billund allerede den 18. april. 

Samme dato tidlige dato starter Star Tour også sin sommersæson, men til gengæld meddeler bureauet, at man vil halvere antallet af de ellers planlagte rejser til Egypten og også til Tunesien, som en konsekvens af uroen i de to lande. I stedet sættes ekstra kapacitet ind på Mallorca, Rhodos og Tyrkiet.

Men Atlantis Rejser, som i stedet valgte at aflyse rejser til

Egypten

nogle uger frem, og derefter se tiden an, er nu klar til at sende gæster til Rødehavet 26. februar.

"Vi er i færd med at kontakte alle vores kunder, og allerede nu kan vi se, at vi kan sende et par fly af sted til Sharm el Sheik," oplyser kommunikationschef Pernille Ammitsbøll.

Kan få rejsens penge tilbage
Afgangen den 26. februar ligger inden to uger efter Udenrigsministeriets ændring af rejsevejledningen, hvorfor kunderne har ret til at sige nej tak til at rejse - ophæve deres køb og få deres penge tilbage.

"Men det oplever vi stort set ikke. Enten vil de af sted på den rejse til Sharm el Sheik, som de har købt og glædet sig til, eller også vælger de at rejse til Dubai, som har været det alternative rejsemål, vi har kunnet tilbyde," siger hun.

Bureauets rejser til Luxor og krydstogterne på Nilen er foreløbig annulleret frem til 2. marts, og Udenrigsministeriet fraråder da også alle ikke nødvendige rejser til alle andre steder i Egypten end Rødehavet.

Stabil og konstruktiv situation
"Vi forventer, at ministeriet også snart ændrer deres rejsevejledning for resten af Egypten. Situationen dernede virker både stabil og meget konstruktiv," bemærker hun.

Der er årligt omkring 15 millioner turister i Egypten, og næsten hver ottende egypter er beskæftiget på den ene eller ande måde med turisme.

Forleden på Valentines dag samledes hundredevis af ledige turistguider foran pyramiderne med store bannere med den engelske tekst: ”Egypt loves You” - og et klart budskab til turisterne om at komme tilbage.