Danskere dør på ferien

224 danskere har inden for det sidste halvandet år mistet livet på en ferierejse.

Danskere - specielt de ældre - er vilde med Gran Canaria og tager af sted for at slappe af og nyde tilværelsen. Men en del af dem vender hjem fra ferien i en kiste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birger Vogelius.

Selvom helbredet skranter, er danskerne stadig vilde med at rejse. Måske lidt for vilde. For mange danskere stiller træskoene under fjerne himmelstrøg.

Se også: Har du orden i ferie-papirerne?

Senest i søndags omkom en 57-årig dansker på en strand i Phuket i Thailand.
SOS International forsikrer hvert år tusindvis af danskere før, under og efter en udlandsrejse. I 2008 registrerede firmaet danskeres dødsfald i 59 forskellige lande. Men der er ikke sket en stigning i antallet af folk, der dør på ferien. Tallet har ligget stabilt de seneste år.

»Vi kan konstatere, at der over de seneste år ikke er sket en udvikling hverken i op- eller nedadgående retning,« fortæller Claus Eliassen, der er Vice President i SOS International.

Naturlig død

Selvom vi er nogle rigtige globetrottere i Danmark, skal vi ikke over på den anden side af kloden for at finde flest dødsfald. Den største hyppighed i dødsfald ses inden for de europæiske grænser. 28 pct. af dødsfaldene er sket i Spanien, nærmere betegnet på De Kanariske Øer. Og det er ikke en tilfældighed, at det netop er på charterturistmålet De Kanariske Øer, at danskerne udånder.

»Der er ikke videnskabeligt belæg for det, men vores tal viser, at årsagen er, at De kanariske Øer er et yndet feriemål for den ældre del af den danske befolkning,« siger Claus Eliassen.

Den hyppigste dødsårsag i 2008 var hjerte- og kredsløbssygdomme, og på andenpladsen over de store feriedræbere kommer lungelidelser.

Dårligt helbred dræber
Det er altså ikke slangebid, fald fra klipper eller andre eksotiske ferieaktiviteter, der slår flest af os ihjel.

»Langt størstedelen af de dødsfald, der sker under en rejse, sker på baggrund af dårligt helbred, og kun en lille procentdel af dødsfaldene sker på grund af en ulykke,« oplyser Claus Eliassen.
Samme lave antal omkomne finder vi blandt eventyrlystne danskere på oplevelsestur.

Vi husker forsikringen
Danskerne rejser på livet løs, og dårligt helbred sætter ikke en stopper for deres udlængsel. Men heldigvis er danskerne gode til at forsikre sig. For glemmes forsikringen, kan det blive en dyr fornøjelse.

»Der er en stigende tendens hos folk, der forsikrer sig mod forskellige lidelser, inden de rejser. Hvis folk ved, de er syge, før de tager hjemmefra, får de lavet en forhåndsgodkendelse, så de ved, de er dækket på rejsen,« forklarer Claus Eliassen, SOS International.

Ved dødsfald i udlandet uden forsikring, er det boet efter afdøde, der betaler regningerne. Det er forsvindende få, der ikke forsikrer sig, men hvis det sker, at en person dør uden at have tegnet en forsikring, sender SOS International informationen videre til Udenrigsministeriet.

Dumt og dyrt
»Vi er inde over i sjældne tilfælde. Det er altid forsikringsselskaberne, der dækker det. Vi går ind, hvis folk ikke er forsikrede, så kontakter vi pårørende i Danmark, der så evt. kan hjælpe deres familiemedlemmer. Vi går også ind i sagen og skaber kontakt til ambassaden i det pågældende land,« siger Inge Durant, kontorchef i Udenrigsministeriets Borgerservice. Samtidig konkluderer hun, at det er for dumt ikke at lade sig forsikre.

»Det er simpelthen alt for dyrt ikke at gøre det, uheldet kan jo nemt være ude.«