Dansk slotsherre i Bretagne

En barnedrøm gik i opfyldelse, da Michael Linhoff for to år siden købte et slot i Frankrig. For nylig kvittede han sit direktørjob og helliger sig nu livet som full-time slotsejer.

Château Bois-Guy – et renæssanceslot fra 1685, som ligger i det nordlige Bretagne lidt uden for landsbyen Parigné. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nina Rølle

Når man kører ind gennem porten og ned ad alléen, bliver man mødt af en flok gæs, der spankulerer veltilpas omkring. For enden af alleen troner Château Bois-Guy – et renæssanceslot fra 1685, som ligger i det nordlige Bretagne lidt uden for landsbyen Parigné.

Læs også:
Hotellet til backpackere og forretningsfolk

Ejeren af slottet er danske Michael Linhoff, som købte Château Bois-Guy for to år siden og i dag driver stedet som hotel- og kursusvirksomhed. Med købet af slottet gik en mangeårig drøm i opfyldelse for den 45-årige dansker.

Siden Michael Linhoff var dreng, har han haft en drøm om en dag at få et slot i Frankrig. Som barn var han hyperaktiv og kom i pleje hos ægteparret Carøe, som drev Meulenborg Slot i Snekkersten, hvor Michael arbejdede hver eftermiddag.

»Jeg var så imponeret. Atmosfæren tiltrak mig – det var lige mig,« fortæller Michael Linhoff.

Fuld fart på karrieren
Efter gymnasiet rejste han til Strasbourg for at gå på hotelskole, men da han var færdig med den to-årige uddannelse, fandt han ud af, at det ikke var ham at lægge servietter sammen. Han ville noget mere og rejste til USA for at studere international business og tog en MBA fra Florida State University.

Med sin MBA fik han job i konsulentfirmaet McKinsey og blev udstationeret i Bruxelles, derefter rykkede han tilbage til USA og et job hos landbrugsmaskineproducenten John Deere, inden han i 2001 fik et direktørjob i medicinalvirksomheden Allergan med base i Schweiz.

Der var fuld fart på karrieren, han rejste rundt i det meste af verdenen og kørte i dyre biler, og i de år tænkte han ikke meget på det franske slot. Men den lå der stadig, drømmen, og da hans kæreste, Mathias Haefeli, for fire år siden en aften spurgte ham, hvad hans rigtige drøm egentlig var, svarede han prompte:  »Et slot i Frankrig«.

»Jeg syntes, jeg havde et spændende arbejde, men følte ikke, at jeg skabte noget. Jeg manglede at skabe noget selv,« siger Michael Linhoff.

Slot nummer 30
Efter den aften begyndte Michael Linhoff at kigge efter franske slotte på nettet  – i starten lidt for sjov, men da parret en weekend tog til Frankrig for at se på det første slot, blev det alvor.

»Slottet var fuldstændig faldefærdigt, men atmosfæren var der, og det var som at trykke på en knap, og så gik det stærkt.«
Det næste halvandet år gik med at kigge på slotte i det meste af Frankrig, men enten var de for dyre eller for faldefærdige. Eller begge dele. Men da de så slot nummer 30 – Château Bois-Guy – var de solgt . På stedet.

»Jeg ved godt, at det er en kliché, men det var, hvad man kalder kærlighed ved første blik. Jeg fik simpelthen gåsehud, da jeg så Château Bois-Guy.«

Slottet havde stået tomt i seks år, og ejeren gik for at være temmelig speciel. Flere gange havde han smidt potentielle købere ud af slottet, men med Michael Linhoff var det anderledes.

»Efter ti minutter sagde han: »I skal købe mit slot«, og han var endda villig til at halvere prisen, for vi ville ikke betale de fem millioner euro, det stod til,« siger Michael Linhoff.

Der var blot den hage ved det, at notaren ikke ville acceptere handlen, fordi han mente, at der måtte være noget galt, når ejeren ville gå så langt ned i pris.

Det betød, at Michael Linhoff måtte sende et schweizisk ingeniørfirma til Frankrig for at besigtige slottet og foretage diverse undersøgelser, samtidig med at ejeren måtte give en 10-årig garanti for skjulte skader. Så vidt så godt.

Solgte lejlighed og Lamborghini
Men der opstod nye problemer. Det var midt under finanskrisen, og da Michael Linhoff i februar 2009 skulle i banken for at få de sidste aftaler på plads omkring lån, fik han besked om, at der fra den øverste ledelse i banken var udstedt et dekret om ikke at udstede lån til finansiering af fast ejendom.

»Jeg gik i panik. Jeg solgte stort set alt, hvad jeg havde – lejlighed, Lamborghini og arvegods – og fik konverteret min pensionsordning. Samtidig fik jeg fremstillet en rigtig flot brochure, som jeg sendte rundt til alle mine venner i håbet om, at nogen ville smide penge i projektet, og det var der heldigvis fem, der ville.«

22. juni 2009 kunne Michael Linhoff og Mathias Haefeli endelig kalde sig slotsejere. I starten var det planen, at slottet bare skulle være bed and breakfast, og at Michael Linhoff skulle fortsætte sit job i medicinalfirmaet i Zürich og så rejse til Bretagne hver weekend, men parrets åbent hus-arrangement ændrede disse planer.

»Vi havde en annonce i den lokale avis og forventede, at der måske ville dukke 150 mennesker op. Det var meget improviseret med lidt vin og sandwich, som vores mødre stod og smurte. Om søndagen dukkede der så 1.500 mennesker op! Det tog fuldstændig fusen på os, og vi tænkte: »Hov, det kan godt være, vi har ramt en nerve her.« Og så var det jo bare om at få en forretning op at køre,« siger Michael Linhoff.

Nul snobberi
Nok startede det hele som en drøm, men visionen er ifølge slotsejeren netop, at det skal være en forretning. Dernæst er det visionen at skabe et designslot med moderne interiør, og så skal slottet være et sted, hvor alle føler sig velkomne.

»Folk kan komme i fodformede sko og nyde en øl på terrassen. Det er ikke sådan noget snobberi.«

Derudover er parrets mission at tage et socialt ansvar. Blandt andet ved at 10 procent af arbejdsstyrken er handicappede, og ved at holde arrangementer, hvor overskuddet går til velgørenhed.

I dag – to år efter åbningen – er der i alt 14 ansatte, og det, der startede som et bed and breakfast-koncept, har udartet sig til et lille hotel med 15 værelser, konferencefaciliteter og restaurant, hvor Thierry Serrand med en fortid på Michelin-restauranter er chefkok.
Desuden afholder de bryllupper, idet slottet råder over gildesal samt et lille kirkekapel. Til november udvider de med endnu en bygning, så der bliver 32 værelser, og for nylig fik de myndighedernes tilladelse til at bygge en 18 hullers golfbane.

1. januar i år kvittede Michael Linhoff direktørjobbet i Zürich, men er stadig tilknyttet firmaet som konsulent to dage om måneden.

»Nu er jeg sikker på, at med den her forretning er min drøm gået i opfyldelse. Og det er en drøm, jeg kan leve af. Min barndomsdrøm er blevet til virkelighed, og det er det skønneste, jeg har oplevet. Når man har tænkt på noget i så mange år, er det nærmest helt uvirkeligt, når man endelig realiserer det.«

Ny livsstil
For Michael Linhoff har titlen som slotsejer i Bretagne også medført en hel ny livsstil.

Et farvel til en hæsblæsende karriere, hvor han hele tiden var på, og til en række materielle goder. Lamborghinien er eksempelvis skiftet ud med en Fiat Tipo fra 1995, ligesom det hektiske storbyliv er byttet ud med et enkelt landliv. Ikke at det betyder mindre travlhed, for dyrene skal passes, træer skal fældes og indimellem må han træde til som tjener. Men det er en anden travlhed.

»Her kan jeg bruge tid på at koncentrere mig om at gå rundt og nyde uden stress og støj. Den stilhed, der er her, er luksus for mig. Det er lige, hvad jeg drømte om,« lyder det fra den danske slotsherre.

5 hurtige

Største udfordring?
»Finansieringen. At købe et slot lige midt i finanskrisen var en udfordring, og det var lige ved at tage pippet fra mig.«

Råd til andre?
»Planlæg det nøje på forhånd og inddrag andre – familie og venner – for det er vigtigt at få et kritisk syn på ens ideer, så man ikke taber hovedet. Ikke for at lade sig afskrække, men der er altid en risiko for, at man bliver blændet af sine egne drømme. Og så skal man være forberedt på, at der altid kommer overraskelser.«

Største oplevelse?
»At blive gift på mit eget slot. Min gode ven Kevin er teolog, og han viede Mattias og jeg på græsplænen i august 2009, og vi holdt en stor fest med familie og venner. Det var en dejlig fornemmelse.«

Hvordan skaffede du pengene?

»Jeg har haft et godt betalt job, så jeg har lagt penge til side gennem årene, fordi jeg vidste, at jeg på et tidspunkt ville investere i noget. Jeg havde ikke sparet hele beløbet op, så jeg måtte låne resten i banken. Det var så der, jeg blev udfordret på grund af finanskrisen, men jeg fandt heldigvis en bank, som ville låne mig lidt, og resten blev så finansieret ved at nogle venner gik ind og købte anparter.«

Fremtiden?
»Arbejde, arbejde, arbejde. Vi skal organisere os bedre og blive mere strukturerede. Og så skal vi bygge ud, men uden at miste vores værdier. »


Læs også: Drømmen blev til virkelighed i Afrika