Dansk luksus i smukke Toscana

Engang et skrummel af en ruin. Nu et eksklusivt hideaway – hædret i adskillige magasiner og aviser verden over. Skaberne er danske Jeanette og Claus Thottrup.

Rejseliv imported photo
Det eksklusive femstjernet hotel, Borgo Santo Pietro, tager i idé og design udgangspunkt i den toskanske stemning og natur. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Der er 10 år siden, at Jeanette og Claus Thottrup forelskede sig i en villa på 2000 m2 midt i Toscana.

Læs også: Drømmen om verdens bedste hotel

Borgo Santo Pietro, som villaen hedder, var en ruin fra 1300-tallet, hvor pilgrimme i sin tid lagde vejen forbi på deres vej til Rom.

Villaen ligger 30 km fra Siena i midten af ingenting. Der var kun bølgende bakker med oliventræer, så langt øjet rækker, en lille by med få tusinde indbyggere et par kilometer væk – og så det her skrummel af en ruin. Men Claus og Jeanette havde en drøm om at bo på landet i Toscana. Så de købte stedet.

»Vi købte det på vores honeymoon. Man ser et flot Toscana om sommeren. Solen skinner, man ser bakkerne og cyprestræerne og tænker: »Det er det her, vi skal. Her skal vi bo. Mange kender sikkert den drøm: Det må være fedt at være en stor familie og bo på landet sammen med fårene og en masse hunde og katte.«

Jeanette og Claus boede og arbejdede dengang i London med deres firma P&N, der bygger og istandsætter luksusboliger på de bedste adresser i den engelske hovedstad. Claus var direktør, og Jeanette, som tidligere havde haft sit eget designfirma på Fyn, arbejdede med at indrette og designe de ekstravagante boliger.

Det var pengene fra London, der skulle finansiere projektet i Italien, så Claus rejste tilbage til London for at passe firmaet, mens Jeanette blev i Toscana, indlogerede sig på et lokalt agriturismo – et landbrug, hvor man har indrettet nogle værelser til gæster, som typisk gerne vil opleve landmandslivet – og begyndte at arbejde på Borgo.

Men drømmen havde blinde vinkler. Undervejs i arbejdet med at restaurere, bygge om og anlægge haver blev det januar og koldt, og selv den lokale købmand lukkede ned. Der var ingen at tale med. Overhovedet, understreger Jeanette.

»Hvis man ikke ved, hvad man går ind til, kender man ikke alle siderne af sagen. Den form for liv, som man regner med at kunne være sjovt på landet, er ikke så sjovt i alle de måneder, hvor det er koldt. At have et liv her hele året, var alligevel ikke det, vi ville.«

Og da tankerne om at få børn meldte sig, frygtede parret, at børnenes muligheder skulle blive hæmmet af at bo så langt ude på landet.
»Vores nabos dreng var 18 år og ville gerne til London. De spurgte, om vi ikke kunne skaffe ham et job i London. Han kunne sige »Hello«. Så langt rakte hans engelsk. Hvis vi fik børn herude, ville de ikke få en chance for selv at komme videre.«

Så hvad nu? På den ene side var de faldet pladask for energien og charmen ved stedet. På den anden side kunne de ikke med ensomheden på landet, fårene og naboens søns manglende engelskkundskaber. Det var mellem de modsatrettede følelser, at drømmen om et hotel opstod.

Syv måneder efter købet ringede Jeanette til Claus: »Jeg tror sgu ikke lige, vi skal flytte herhen alligevel. Jeg synes, vi skal lave et hotel.«

Det var ikke så svært at ændre kurs for parret. At gøre ruin til eksklusiv bolig var det, de levede af. Parret havde makkerskabet, erfaringen og ikke mindst de økonomiske midler til at gøre det. Og drømmen om et hotel havde da også rumsteret et sted bagerst i deres hoveder. Den blev blot bragt frem på vej mod en anden drøm.

Pengene skulle stadig komme fra P&N i London – og der skulle mange til at gøre ruin til hotel og marker til overdådige haver. De anlagde haver for 90 mio. kr. og købte antikvariske møbler i dyre domme. Og så skulle der tid til – masser af tid. Der gik syv år, fra de købte stedet, til de kunne slå hotelporten op. 

»Vi købte jo en ruin og en mark. Det har alt sammen været dyrt. Men vi har ikke lagt alle pengene på én gang. Vi brugte syv år på at restaurere Borgo og plantede 250.000 træer og planter, inden vi åbnede. Vi havde en vision, og den har vi ført ud i livet, og det er klart, at nogle gange koster sådan en vision flere penge, end man regnede med.«

Visionen var et eksklusivt femstjernet hotel, hvor man kan få, hvad man vil have, når man vil have det, forklarer Jeanette. Og et hotel, der i idé og design tager udgangspunkt i den toskanske stemning og natur.

»Vi har levet af at lave moderne huse i England, så vi plejer at lave en helt anden stil. Men jeg kan ikke se, hvorfor man skal mødes med koboltblå, når man går ind i receptionen, når man har bjerge og cyprestræer hele vejen omkring sig. Det passer ikke til sådan et sted.«

Langs den lange allé fra porten til hotellet plantede parret ranke cypresser – den karakteristiske toskanske træsort. Fyldte værelserne med antikke italienske møbler i støvede, grønne farver. Malede alle krummelurer, furer og farveforskelle på væggene i hånden. Intet rulletapet her. Hyrede en kok et år før åbningen, så han kunne få det toskanske køkken og de lokale råvarer fra oplandet helt ind under huden.

Men at der skulle gå syv år, før hotellet åbnede, handlede ikke kun om visioner og perfektionisme. Det toskanske bureaukrati havde en stor part heri, fortæller Jeanette.

»De har ikke forståelsen for, at der også skal tjenes penge, for at Toscana kan eksistere. Men det er også smukt, fordi det aldrig bliver som i Marbella i sydspanien, hvor det hele er blevet alt for tæt bebygget. Og det er jo med til, at folk bliver ved med at elske Toscana. Men at arbejde med myndighederne er nogle gange svært.«

Kommunens måde at arbejde på, var en betydelig del af problemet. Ingen ansatte i kommunen kendte byggereglerne. Halvdelen af dem havde et andet arbejde ved siden af. Møder blev udskudt. Og trods Jeanette og Claus’ ukuelige tro på projektet og deres vilje til at føre drømmen ud i livet, tærede bureaukratiets benspænd. Jeanette satte et skilt ud til porten, når det så sortest ud: »Til salg for en euro«. De ville aldrig have solgt det, skynder Jeanette sig at understrege. Men det var rart at føle, at der var en udvej.

Skiltet fik de brug for mange gange i løbet af de syv år. Specielt, da de fandt skeletter i jorden og måtte tilkalde myndighederne.
»Vi fandt nogle skeletter, da vi startede med grave ud til den første fontæne. Vores arkitekt spurgte, om vi kunne lade som ingenting og bare arbejde videre. Men det kunne jo have været en eller andens bedstemor, der lå begravet der.«

Skeletterne lukkede byggepladsen og udskød projektet med seks måneder, hvor både italienske arkæologer og kriminalassistenter fræsede rundt og undersøgte jorden. Det endte med, at arkæologerne fandt knoglerne for unge til at være interessante og politiet dem for gamle til at efterforske videre i sagen.

Umiddelbart efter, at arbejdet var kommet i gang igen, fandt de en bombe fra Anden Verdenskrig.
»Vi ringede til politiet, som gik helt op i limningen: »Hvor er den henne, hvor er den henne!? Hvis den er inde på grunden, kommer vi og lukker pladsen.« Og så tænkte vi bare »Here we go again...««

Det blev for meget for en af de ansatte håndværkere. Han besluttede sig for at tage bomben og flytte den ud i skellet, så arbejdet kunne fortsætte. Måneder senere ankom politiet i en bombesikret bil og fjernede den.

De syv år frem til åbningen var hårde, men når Jeanette ser ud i fremtiden, sætter Borgo Santo Pietro stadig scenen for deres dømme. Der er stadig en masse, der skal laves, formgives, udtænkes og skabes her på Borgo Santo Pietro.
»Vi har fået den glæde af det, som vi håbede på, da vi begyndte. Og vi har fået det toskanske liv, vi troede, vi ville få, ved at købe stedet. Det er selvfølgelig hårdt arbejde, men vi nyder at være her.«

Claus og Jeanette bor i dag i Firenze med deres femårige søn, der går i en international skole. Jeanette arbejder fuldtid på hotellet, og Claus rejser tre dage om ugen til London. Der kommer stadig til at gå nogle år, før hotellet kan stå på egne ben rent økonomisk, forklarer Jeanette. Der står fire ekstra værelser klar og færdigbygget, så de kan tage flere gæster ind og tjene flere penge. Men bureaukratiet spænder atter ben. 

»De sidste fire værelser er allerede færdige, men vi venter på en godkendelse til at få lov til at lave bygningen om og bruge den under hotellet. Den har vi ventet på de sidste fire år.«

Læs også: Dansk slotsherre i Bretagne