Danser med bjørne

I vildmarken i det vestlige Canada kan man komme helt tæt på de vilde bjørne.

Det er muligt at komme i så meget nærkontakt med bjørnene i den canadiske vildmark, at man kan lugte dem. Og rovdyr lugter ikke just af roser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gitte Holtze.
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

At opleve bjørne og deres unger fange laks i floderne er et fascinerende syn, som ikke behøver blive ved det, man ser i naturprogrammer på tv.

Se flere billeder af bjørnene i galleriet til højre.

Der er langt ud i vildmarken. Eller ind – alt efter, hvordan man ser på det.

På kortet ser det ikke ud af ret meget, ser nærmest ud som om, man kan vade over vandet fra Vancouver Island ud for Canadas vestkyst til fastlandet, og holde sig tørskoet ved at træde på de små tuer af øer, der ligger kastet ud med rund hånd i farvandet derimellem, Discovery Passage.
 
I virkeligheden tager turen, i en motorbåd, der sejler for en kraft, der konstant presser os lidt tilbage i sædet, to timer. Alene Bute Inlet, fjorden, som vi skal ind ad, skærer sig som en tynd åre 80 km ind i landet.

Men vil man se bjørne i vildmarken, skal man, i sagens bogstaveligste natur, langt væk fra civilisationen. Til der, hvor floderne, indeholdende de laks, bjørnene er på jagt efter, løber. Til der, hvor det hele foregår på eget ansvar – sådan som vi skrev under på inden afgang. Og helt ud - eller ind - til der, hvor der er bjørnegaranti.

Som Garry, guiden, understreger det, da en ældre herre fra New York syrligt lader en bemærkning falde om dengang, han foretog samme tur i Alaska og endte med at gå i zoologisk have for at se de lovede bjørne.

Bjørnegaranti. Umiddelbart et plus, men da vi er steget fra borde og endnu en time senere er bumpet gennem tæt skov i en minibus og læsset af på en flad tange, omgivet af to floder og kun bevokset med enkelte små buske, suppleres begejstringen for ordet garanti med en smule betænkelighed.

For hvor skal vi gå hen, hvis bjørnene beslutter sig for at ignorere guidens riffel, som reelt er det eneste, der står imellem dem og os, og gå ud på lige præcis denne tange?

Det er en overvejelse, det er for sent at foretage sig nu – på den anden side af floden rasler det allerede i buskadset.

På »det-er-ikke-en-fugl«-måden.

En bamse, et enormt eksemplar, braser ud fra underskoven og vader ud i floden. Kort efter dukker endnu en, af samme størrelse, op mellem træerne på den modsatte bred og lunter langsomt af sted langs floden, efterfulgt af endnu en, der kluntet træder ud i floden og sjasker gennem vandet, mens den ind imellem står bomstille, med sine pelsede ører viftende frem og tilbage, og stirrer ned mod bunden.

Vi gisper, småhviner, siger »Oh, my God« sammen med de amerikanske turister en masse gange efter hinanden, og klikker løs med kameraerne. Lytter kun halvt til guiden, som lavmælt minder os om, at krydser de floden og kommer over til, hvor vi står, skal vi holde os bag ham.

Tangen er for smal til at gå vores egne veje i det gode fotografis navn.

At det ikke blot er indstuderet turistlir, han fyrer af for spændingens skyld, lærer vi bare et øjeblik senere. For da den næste bjørn entrerer scenen, er det fra buskene bag os.

Læs videre på næste side