Dannelsesrejsen anno 2015

Judith Betak. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bistrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

H. C. Andersen gjorde det: »At rejse er at – lære«, for nu at omskrive hans og et af landets mest skamredne citater.

Men det er ikke desto mindre sandt. Man lærer ikke alene noget om sig selv, men også om andre, når man rejser ud til fremmede egne og oplever andre kulturer.

Hvordan man så rejser, har ændret sig med årene. Fra Andersens farefulde diligence-færd, navernes vandring for at lære fremmede håndværksmestres kunnen og borgerskabets rejse til de store kulturoplevelser i Rom eller Paris til rygsækfolkets møde med ukendte Østen, hvor Lonely Planet senere banede vejen for alle, og nu til rejser, som også omfatter frivilligt arbejde.

Jeg har selv været afsted med rygsækken på nakken og Lonely Planet, backpackeres foretrukne guidebog, i hånden. Vi rejste de samme ruter, men ind imellem, når »planeten« sagde til højre, så gik vi til venstre – og mødte også de lokale folk.

Det var dengang, det kostede en uges overnatninger at ringe hjem. Det var kun aktuelt i absolut nødstilfælde. Man skrev postkort, som nok nåede frem på et par uger. Og havde man en fast adresse senere på rejsen, ventede der måske brev fra Danmark. Man var virkelig på egen hånd.

I dag er man kun et klik hjemmfra.

Men det »sætter ens egen oplevelse i perspektiv, at man nemt kan komme i kontakt med mor og far og gå på Instagram og følge med i, hvad der sker derhjemme,« som en af af formidlerne af socialt arbejde i udlandet udtrykker det i artiklen om dannelsesrejser på Instagram i dagens Rejseliv.

Jeg vil nu mene, at det må gøre det sværere at være helt til stede, når man samtidig også skal være et andet sted.

En af de unge, som har været ude at arbejde som frivillig i Sydafrika, har samme holdning. Han siger i artiklen:

»Skift iPhonen ud med en ældre model, brug de sociale medier så lidt som muligt, og gør en indsats for at tilpasse dig det lokale samfund. Det gjorde en forskel for mig.«

God fornøjelse på dannelsesrejsen.