Dagstur til Frankrigs Akropolis

Man kan godt besøge den imposante og verdensberømte klosterø Mont-Saint-Michel på en dagstur fra Paris. Men vær klar over, at turistmængderne kan være dræbende i højsæsonen.

Ved lavvande kan man betragte Mont-Saint-Michel fra sandet. Men vær opmærksom på tidevandet – forskellen på ebbe og flod er op til 14 meter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Turistmængderne i Paris kan tage pusten fra selv den mest veltrænede atlet.

Læs også: Guide: 24 timer i Paris

Især i højsæsonen i sensommeren kan køerne foran eksempelvis Louvre, Eiffeltårnet, Notre Dame og ude ved Versailles-slottet være flere hundrede meter lange, og ventetiden strække sig over både én og to timer.

Med en rygsæk fyldt med vandflasker, snacks, paraply, kamera og guidebog kan ryg og skuldre derfor hurtigt komme til at føles som knækket og daggammelt baguettebrød.

Naturligvis kan man fornøje sig ved et antropologisk studie i international turist-adfærd, herunder japanske turistgruppers høflige stoicisme, amerikaneres svovlen over alt f...... French og italieneres tålmodige leg med deres overforkælede bambinos.

Eller man kan betragte, hvordan horderne – som man jo, indrømmet, selv er en del af – tager tusindvis af mere eller mindre ligegyldige billeder, i øvrigt forbavsende ofte med klodsede iPads.

Men på et tidspunkt trænger man til fred og store vidder. Og hvad er så mere naturligt end at drage fra den summende franske hovedstad og ud til normannernes brede kyster? 

Der, hvor duften af muslinger, det salte hav og uendelige kartoffelmarker blander sig med – osen af tusinder af turistbusser, lejebiler og storsvedende turister. I hvert fald hvis destinationen hedder Mont-Saint-Michel.

Den imposante tidevandsø med et oldgammelt kæmpekloster, der betegnes som kristendommens svar på grækernes Parthenon, ligger godt 350 km fra Paris, så det er muligt at gøre turen derud på en dagsrejse fra hovedstaden. 

Men man må, som det fremgår, gøre sig klar, at den postkortsmukke ø er blandt de mest besøgte turistattraktioner i verdens mest turistbesøgte land. Omkring 3,5 mio. mennesker drager således ud til øen på årsbasis, nogenlunde svarende til Tivolis årlige besøgstal.

Alligevel er Mont-Saint-Michel så afgjort et besøg værd, og formår man at ankomme før middagstid i højsæsonen, kan man nå at gå op gennem klosterbyens stejle, smalle og stemningsfulde hovedgade og op til den store og oldgamle klosterkirke, før alt er forvandlet til babylonisk forvirring og gåsegang med masserne.

Allerede ved afkørslen fra motorvejen en halv snes kilometer fra kysten tårner øen sig op ude i marsklandet som en juvel fra fordums pilgrimstider.

Man kan levende forestille sig, hvordan erobringstørstige vikinger i sin tid forsøgte at bestige byens stejle mure under heftig beskydning fra frankere og bretonere, og har man Umberto Ecos »Rosens navn« med i bagagen, er den middelalderlige munkestemning ligesom lagt.

Den enorme parkeringsplads befinder sig i en lille turistby et par kilometer fra øen.

Herfra går gratis busser i pendulfart over dæmningen og ud til en holdeplads et par hundrede meter fra øens indgangsportal. Det koster heller ikke noget at komme ind i byen, der kun har omkring 50 faste indbyggere.

Til gengæld må man være bevidst om, at hvis man ønsker at spise i byen, skal der et ret dybt greb i lommen til for eksempelvis at sætte tænderne i den lokale, højt besungne og luftige æggekage, omelette de la mère Poulard. Og så er besøget i selve klosteret naturligvis ikke gratis (bortset fra for børn).

Klosterkirken, der i sin oprindelige form stammer helt tilbage fra år 709, er imidlertid et must, om ikke andet så for de fantastiske udsigter, der er fra platformene uden for klostergårdens buegange.

Her kan man ved lavvande se Couesnon-floden skære sig gennem sandbankerne ud mod Den Engelske Kanal, og man kan betragte, hvordan havvandet strømmer ind med tidevandet og oversvømmer mere end en kilometer af sandstranden.

Tidevandsforskellen i området er blandt de højeste i Europa – 14 meter – og har til alle tider budt på voldsomme udfordringer for egnens lokale.

Dæmningsvejen ud til Mont-Saint-Michel er dog stort set altid tørlagt, men i de senere år er man begyndt at opføre en vej derud på piller, hvilket om føje år vil tillade øen at blive en sandø ved højvande.

Ved lavvande kan man sagtens gå sig en tur på stranden og lede efter muslinger og østers med øens knejsende profil i baggrunden, men man bør kende sin ebbe og flod, for det pludselige højvande kan blive skæbnesvangert.

Fra udsigtspunkterne ved kirken næsten 100 meter over havet kan man også skue ind over det flade marskland og rette blikket ned mod klosterbyens yndige middelaldertage med de gamle og smukke butiksskilte.

Hvorefter man igen kan gå gåsegang med turisthorderne ned mod pandekageboderne, souvenirbutikkerne og den ventende bus tilbage til det franske fastland.

Læs også: 4.603 kilometer i bil på 13 dage