Cruise på Mekong-floden

Mekong-Deltaet er et af verdens største floddeltaer. Den eneste rigtige måde at opleve dette forunderlige landskab på er at tage på cruise.

En handlende sælger blomster på et af de fascinerende flydende markeder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nanette Vabø

Fra hele Mekong-deltaet kommer de sejlende hertil. I små faldefærdige både med larmende piskerismotor, i store flodpramme lastet med grønne papaya, ananas og sække med ris, i husbåde med hele familien og sæsonens høst på slæb.

Læs også: Smuk vandring i Vietnam

Solen er endnu ikke stået op. Det brune vand i Mekong-floden ser endnu sort ud. Men på det faste sted, hvor både fra hele Mekong i årtier er mødtes, er der liv.

En ældre kvinde er ved at tilberede nuddelsuppe. En bonde er ved at hejse bananer op i skibets mast, så de andre kan se, hvad han har på »hylderne«. Et par børn jagter en hund hen over tre skibe og er faretruende tæt på at falde i vandet. 
For vand er, hvad det drejer sig om her. Det er ikke bare en livsvigtig levevej for millioner af vietnamesere, det er hele Vietnams skatkammer – eller »landets risskål« – som de selv stolt kalder Mekong-deltaet.

Deltaet er på størrelse med Danmark, et kæmpestort fladt og gennemskåret areal, hvor mægtige Mekong splitter sig op  mange forgreninger og forvandler området til en verden af vand. Og intet sted er bedre, hvis man vil lade sig suge helt ind i en anden verden, end de traditionelle flydende markeder uden for Can Tho – Mekong-deltaets største og vigtigste handelsby med mere end en million indbyggere.

Luksuriøst træskib
For halvandet døgn siden stod vi på vores luksuriøse træskib »Bassac II i Can Be« godt 100 kilometers sejllads fra Can Tho. Sejlturen er en turistklassiker og uden tvivl den bedste måde at opleve Mekong og livet her på. 

Bassac er blot en af flere turoperatører, der tilbyder »To dage – én nat«-cruises, men det er en af de bedste.
Efter at være blevet hentet af vores guide i en lille, undseelig og larmende båd, går det via et mindre marked ud til Bassac II, som vores skib hedder – en smuk båd med plads til 24 gæster fordelt på 12 luksuriøse kahytter med aircondition, dobbeltseng og eget toilet og bad.

Skibet ligner en gammel dame, der har mindst 100 år under kølen, smuk og kompromisløst restaurereret, men – betror kaptajnen os – hun er kun tre år gammel og bygget til at sejle med turister på disse floder.

Det gør nu ikke oplevelsen mindre. Og da vi kort efter letter anker og sejler af sted mod Can Tho med kolde forfriskninger i hånden og en førsteklasses udsigt til livet langs Mekong-floden, er den mere end tre en halv times køretur fra Saigon for længst glemt.
Til gengæld skal vi sent glemme den forplejning, vi fik ombord. Det var simpelthen verdensklasse. På nederste dæk jongelerer en ung kok og hans assistenter rundt med gryder og pander. Godt hjulpet på vej af nogle af Vietnams vel nok mest friske ingredienser – lastet kun en time inden afgang.

Der er nu noget særligt over at spise sig igennem en fem retters menu med udsigt til de selvsamme marker og mennesker, som har produceret det, man spiser.

Bekymrende klimaændringer
»Vietnams risskål«. Vendingen giver fuldstændig mening, når man kigger ud over det nærmest endeløse tæppe af grønt, som strækker sig så langt, vi kan se.

Mekong-floden, som med sine mere end 4.800 km er en af verdens længste floder, deler sig op i ni hovedforgreninger, inden vandet når havet, og flere hundreder mindre floder, som med lidt hjælp fra de lokale bønder når selv den fjernestliggende rismark.  
De mange store og mindre floder er ikke bare livsvigtige for produktionen af ris, frugt og grønt, det er også selve hovedfærdselsårene for op imod 18 mio. vietnamesere, som bor her.

I august, september og oktober er op imod en en tredjedel af området oversvømmet, når himlen åbner sine sluser og lader kaskader af regn vælte ned over det i forvejen våde område. Det er naturens naturlige cyklus og livsnødvendigt for hele øko-balancen her. Men indenfor de seneste par år er de lokale bønder begyndt at tale om klimaændringer – noget de ellers aldrig før har talt det store om, fortæller vores guide.

Hvis vandstanden i havene stiger med omkring en meter, vil 90 pct. af Mekong-deltaet forsvinde, frygter den vietnamesiske regering. Blandt de lokale går der allerede rygter om, at der er lavet evakueringsplaner for mange af dem. Måske fordi perspektiverne er så skræmmende, vælger de fleste derfor også at forholde sig kritisk til, at klimaet skulle ændre sig så meget.

Luksus- og driverliv
Solen er ved at gå ned over Mekong. Efter et bad i kahytten og en hurtig omklædning er det tid til et par drinks med de andre gæster ombord inden middagen. Et cruise på Mekong er et rent driver- og luksusliv, men sådan skal det være, når man har ferie.

På flodbredden forsøger et par børn at cykle fra vores skib, et andet sted runger et »hallo« ud af mørket efterfulgt af højlydte fnis.
Et sted gør en hund voldsomt, mens vi bliver overhalet af endnu en hurtiggående speedbåd på vej mod Cambodijas grænse med turister til templerne i Angkor Wat og smuglecigaretter den anden vej.

Selvom solen for længst er gået ned, er det stadig 28-29 grader. En kølig brise gør det perfekt at sidde på dækket og drikke kolde øl og spise hjemmelavede chips. I morgen venter Can Tho og det berømte flydende marked, men først skal vi overnatte på skibet.
Kaptajnen anker op for natten, og vi får at vide, at vi skal stå op kl. 06, hvis vi vil nå at se solopgangen og se de mange skibe på vej til markedet. 

Masser af smagsprøver
Vi vågner næste morgen ved at en båd med piskerismotor (en propel monteret på en lang metalstang og drevet frem af en dieselmotor, red.) tungt lastet med frugt kæmper modstrøms mod markedet.

I stævnen sidder en kvinde sammenkrøbet med sjalet viklet rundt om sig og holder øje med de andre både, mens hendes mand styrer.
Da vores øjne først har vænnet sig til mørket, kan vi se, at de langt fra er alene. Foran os og bag os kommer bådene til. De fleste passerer uden at ænse os et blik. Andre smiler og vinker trætte.

Turister på disse kanter er langt fra et særsyn. Det farverige flydende marked er en turistmagnet, som også vi er tiltrukket af. Efter morgenmaden og endnu en times sejllads bliver vi hentet af en mindre båd, der vil tage os det sidste styke ind til Can Tho og midt ind i mylderet blandt de handlende både.

Vi siger farvel til Bassac II og besætning. Efter markedet skal vi ikke tilbage. Vi har besluttet at blive en nat mere i Can Tho. Men først skal vi prøve at handle med de lokale. Det bliver til masser af smagsprøver og små poser med frugt.
De lokale smiler underligt tilfredse, når vi har købt af dem.

Læs også: Undgå at blive nægtet indrejse