Concorden skal på vingerne til OL 2012

Overlydsflyet Concorde, alle tiders hurtigste passagerfly, er måske på vej til et comeback til OL i London 2012.

Verdens mest elegante og hurtigste passagerfly Concorde har været på pension siden 2003. Flyet, der fløj med mere end to gange lydens hastighed og gjorde turen fra London til New York på tre en halv time, fløj sin allersidste tur med passagerer 24. oktober 2003.

Læs også: København-New York på under 5 timer - se billederne her

Concorden lettede fra New York og satte sine lange stankelben på landingsbanen i Heathrow kl. 17.06, hvor 250.000 tilskuere sagde farvel til ikonet. En æra var slut, og syv fly af typen kom på museer verden over.

Men alligevel er det måske ikke helt slut. Et samarbejde mellem British Save Concorde Group og franske Olympus 593 har planer om at lade et Concorde-fly deltage i åbningen af OL i London 2012, og gruppen arbejder på at gøre et fly flyvedygtigt.

VIl koste langt mere end 130 mill. kr
130 mill. kr. er indtil videre postet i projektet, og en motor fra et pensioneret fly er allerede testet positivt. "Der findes ingen tekniske hindringer for at tage Concorden i drift igen," sagde projektgruppens Ben Lord efter testen.

Hvordan de konkrete planer for projektet er, vides endnu ikke, men sikkert skulle det være, at gruppen har udset sig den Concorde, der står ved Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris.

At gøre en Concorde flyveklar, vil koste langt mere end 130 mill. kr., og British Airways har allerede meddelt, at selskabet ikke vil påtage sig det tekniske arbejde med at gøre flyet teknisk klart.

Også sir Richard Branson, der er vild med fly og ejer af Virgin Atlantic, har overvejet muligheden for at få Concorden i luften igen, men har opgivet på grund af økonomien i projektet.

Voldsomme udgifter
Der blev ialt bygget 20 Concorder, og af dem eksisterer i dag syv som museums-fly. De tilhører British Airways, og de står i Heathrow ved London, i Manchester, i Filton i Bristol, i Edinburgh, på Barbados, i Seattle og i New York.

Concorden nåede at flyve i 27 år, og et hav af kendte har haft råd til at krydse Atlanten med supersonisk fart. Fly-typen havde et fatalt havari i Paris 25. juli 2000, hvor en jernstump på startbanen slog hul på brændstoftankene og satte flyet i brand under starten. Samtlige ombordværende blev dræbt.

Men det var mest voldsomme udgifter til vedligeholdelse, miljøsvineri, store brændstofudgifter og svigtende passagertal, der sendte Concorden ud på sin sidste flyvning i 2003. Men måske kommer et enkelt eksemplar på vingerne igen i 2012.

Se også: Landinger, du ikke vil opleve