Columbus gad ikke gå i land på Grenada – men i dag er en oplagt destination, hvis man er til pulversand, regnbuer og øde strande

Den caribiske ø Grenada tager imod sine gæster med tilbagelænet charme. Selvom den er berømt for sine smukke strande – og ligger uden for orkanbæltet – er her overraskede få turister.

rejser
Grand Anse Beach er Grenadas kronjuvel. Næsten tre kilometer med pulversand og turkis hav – og overraskende få turister. Fold sammen
Læs mere

Svulstige skyer hænger grå og faretruende over regnskovsbjergene og hovedstaden St. George’s et par kilometer længere oppe ad kysten. Et af de obligatoriske regnskyl, der næsten dagligt kigger forbi Grenada, er på vej, og måske var det ikke så smart at gå ned på stranden netop nu? Men her er vi, og solens stråler leger endnu med det Caribiske Hav og farver det krystalklare vand foran os turkis.

Vi befinder os på Grand Anse Beach, den længste og mest berømte strand på Grenada. Selv om der er regn på vej, er luften lun, og vi har ikke travlt med at søge i dækning. Da det blygrå skydække nogle minutter senere når frem, er det tæt på at gå i opløsning, og det, der kunne have været et tropisk brusebad, bliver i stedet til fem forsagte dryp. Snart er solen tilbage og maler en eventyrlig regnbue på himlen over de frodige bjerge og St. Georges’s glade, pastelfarvede byrum, mens havet glitrer og funkler.

Enkelte paraplyer nåede at blive slået op, og flere turister var søgt i ly under nogle af de skyggefulde træer og kokospalmer, der adskiller stranden fra hoteller og barer, men alle drager nu et lettelsens suk, og det søde strandliv vender tilbage. Folk læner sig mageligt tilbage i liggestole med medbragte romaner, smykkesælgere trisser sløvt op og ned ad det pulverbløde sand, og ude i de brusende bølger boltrer vandhunde i alle aldre sig. Nogle har endda været en tur forbi den nærtliggende strandbar Umbrellas og forsynet sig med en rum punch eller en dark’n’stormy, der er bragt med ud i det kølende vand.

En kø af gode caribiske klicheer

Det er søndag på Grand Anse Beach, og det betyder oftest mere trængsel end på hverdage. Men til trods for, at det er weekend, og både lokale og turister er søgt mod vandet, er der lange strækninger uden skyggen af mennesker. Det ser vi, da vi lidt senere spadserer op ad stranden i nordlig retning.

Vores mål er restauranten Coconut Beach, der er kendt for sin søndagsbarbecue, og allerede på afstand kan vi dufte den appetitvækkende røg fra den udendørs grill. Vi bestiller spareribs, kylling og hummer med salat og stegte kartofler til. Mens vi venter, griber en brise fat i kokospalmernes blade over os, og sammen med synet af det turkise hav udgør det næsten en caribisk kliché. Oplevelsen krydres med synet af en vuggende fiskerbåd ud for restauranten, der – selvfølgelig – hedder Sunshine.

Sandy Island ud for Carriacou forsvandt fra havets overflade for nogle tiår siden. Heldigvis er den tilbage og lokker med sin ultimative, øde bounty-strand. Fold sammen
Læs mere

Den velsmagende barbecue er dårligt nok kommet på bordet, før en duo med to olietønder begynder at spille i restaurantens anden ende. Den blide, karakteristiske boing-boing-lyd fra tønderne topper den vestindiske oplevelse. Vi befinder os i et sublimt hideaway, langt væk fra alle denne verdens problemer, stress og sludbyger. Børnene i selskabet forlader hurtigt frokostbordet for at undersøge badeforholdene. De bliver hurtigt enige om, at sandet er lidt blødere og vandet lidt klarere i den sydlige og mindre befærdede ende af Grand Anse. Efter den delikate søndagsfrokost slentrer vi derfor de knap to kilometer tilbage til området omkring den populære strandbar Umbrellas.

Columbus gad ikke

Mens vi går langs vandet dukker et krydstogtskib op ude på havet. Det er ikke som krydstogtskibe er flest, men derimod et smukt, hvidt træskib med fem enorme master og bovspryd. Det sender tankerne mod fordums tider, og det er nærmest absurd at spekulere på, hvordan Christopher Columbus blot sejlede forbi Grenada, da han opdagede øen på sin tredje Vestindien-tur i 1498. Men Columbus var ikke på jagt efter flere caribiske regnskovsøer, og hvide sandstrande var ikke i høj kurs dengang. Det var søvejen til Indien og helt andre rigdomme, der trak.

Faktisk gik der over 150 år, før Grenada omsider blev koloniseret af franskmændene i midten af 1600-tallet. De gjorde øen til en typisk tropekoloni med ladeplads, fort og sukkerrørsplantager, hvor afrikanske slaver puklede. Da Frankrig tabte Syvårskrigen til England i 1763, måtte man afstå øen – og en række andre vestindiske øer, og briterne rykkede nu ind. Man ændrede hovedbyens navn fra Fort Royal til St. George’s, men mange af de andre franske navne som St. Cyr og Lance aux Epines lod man blive.

Grand Anse Beach har den perfekte kombination af blødt sand, klart vand og strandbarer inden for rækkevidde. Fold sammen
Læs mere

Union Jack vajede på Grenada helt frem til 1974, hvor øen sammen med den mindre ø Carriacou og flere småøer fik sin selvstændighed. Nationen Grenada valgte dog at blive under den britiske krone, ligesom bl.a. Jamaica, og dronning Elizabeth II er landets regent. Hun pryder derfor også den gængse valuta, østcaribiske dollars. Efter nogle urolige år med kup og amerikansk militærindblanding bevægede Grenada sig op gennem 1980erne og 90erne mod stadig mere stabilitet og er i dag en af de bedst fungerende smånationer i Caribien.

Sløve timer på de lokales strand

Dagen efter er der stort set ikke et øje på Grand Anse Beach. Det er blevet hverdag igen, og der er ingen krydstogtskibe inde i St George’s til at fylde op på stranden. Alligevel driver vores nysgerrighed os til at tage på opdagelse til nabostranden Morne Rouge, der ligger i en bugt syd for Grand Anse. Vi går ned i bunden af stranden forbi det mondæne Spice Island Beach Resort og følger herefter en trappe op ad det forbjerg, der adskiller de to strande.

Grand Anse Beach opfylder samtlige drømme om den perfekte daseferie i troperne. Her nyder gæster fra det mondæne Spice Island Beach Resort livet. Fold sammen
Læs mere

Heroppe har vi en storslået udsigt til Grand Anse og St. George’s med det turkise hav, de frodige bjerge og den knitrende blå himmel – og i forgrunden masser af rosa bougainvillea, der pepper pastelfarverne yderligere op. Vi følger vejen til højre, og snart efter er vi dumpet ned i Morne Rouge-strandens døsige verden. Antallet af turister kan nærmest tælles på to hænder, og vi skal ikke langt ned, før vi har et stykke af stranden helt for os selv.

Da frokostsulten indtræffer, slæber vi os ugideligt hen til strandbaren Sur La Mer – den ene af tre beværtninger. Vi nyder en lokal pandekage-variant med krydret kyllingefyld, og den traditionelle ret skylles ned med en iskold Carib – øens lokalt bryggede pilsner. Efter måltidet sidder vi mætte og tilfredse i skyggen af en struttende kokospalme og nyder barens muntre pastelfarver, den behagelige varme og det smukke blå vand i Morne-Rouge-bugten.

Grenada rammes ind i mellem af tropiske regnskyl. Som regel er de overstået på få minutter og efterlader gerne en glad regnbue. Fold sammen
Læs mere

Selv om Morne Rouge er stille og hemmelig, bliver vi enige om, at stranden ikke helt så god som Grand Anse. Sandet er en tak grovere, og der er flere koraller og småsten i vandet, der tager toppen af badefornøjelsen. Vi går derfor tilbage til vores lille favoritplads tæt på cafeen Umbrellas. Her kan vi samtidig forsyne børnene med en læskende mangosmoothie, mens vi voksne får os en lokal rum punch med tre slags rom, grenadine og en knivspids revet muskatnød på toppen.

Øen der forsvandt og kom tilbage

Efter nogle dage på Grenada tager vi et smut til naboøen Carriacou med blot 10.000 indbyggere. Er tempoet på Grenada roligt, kommer vi til gengæld helt ned i gear her, hvor antallet af turister er skrumpet yderligere ind. Vi indlogerer os på det helt nye Mermaid Hotel, der ligger ud til stranden ved hovedbyen Hillsborough. Herfra kan man blive sejlet med såkaldte water taxis (joller med motor) ud til andre og endnu bedre strande.

En lokal kvinde ved navn Ingrid, der til daglig bor i London, men som er opvokset hos sine bedsteforældre på Carriacou, anbefaler os at blive sejlet ud til Sandy Island – en mikro-ø ud for kysten med det lækreste sand, klart vand og kokospalmer.

Man må ind i mellem knibe sig i armen på Grenada: Findes så øde strande virkelig i 2018? Her den sydlige ende af Grand Anse Beach. Fold sammen
Læs mere

»Vi tog ofte ud til Sandy Island, da jeg var barn,« fortæller Ingrid os.
»Men så skete der det forfærdelige, at øen forsvandt i løbet af rigtig kort tid. Det var før, man for alvor begyndte at snakke om klimaforandringer, og øen viste sig da også at være stærkere end havet,« smiler hun. »For en håndfuld år siden dukkede den op igen.«

I dag er Sandy Island et populært udflugtsmål, både for turister og lokale.

»Mange pakker picnickurve i weekenden og sejler over til den øde ø. Og ind i mellem kommer der også millionæryachter og lægger til,« fortæller Ingrid.

Tilsyneladende har vi dog heldet med os, for der er ingen andre på Sandy Island denne formiddag. De eneste, vi må dele kokospalmerne og det lune, bolledejsbløde sand med, er en flok pelikaner, der har travlt med at jage fisk.

Da vi har opholdt os lidt tid på Sandy Island, får vi øje på en familie med to små lyshårede drenge helt nede i den anden ende af øen. Det viser sig, at de er danskere, der har lånt nogle venners båd på Trinidad og nu skal sejle rundt i den sydlige del af Caribien i tre måneder. De kan allerede berette om mange eventyr, men synes som vi, at stranden på Sandy Island er helt enestående, også i caribisk sammenhæng. Vi griner lidt af det utrolige ved, at vi står på en totalt øde ø, og de eneste personer man endelig render ind i er landsmænd.

Morne Rouge-stranden er mange lokales favorit. Kun få turister finder vej til bugten, og her er meget tilbagelænet. Fold sammen
Læs mere

Mens børnene bader, snorkler og spotter farverige fisk i det fuldstændig klare vand, får vi ind i mellem øje på flyvefisk, der springer sølvglinsende op af vandet og surfer gennem luften, inden de er væk igen. Selv om det er med følelsen af, at tiden nærmest er gået i stå, er det alligevel alt for hurtigt, vores vandtaxamand et par timer senere kommer fræsende for at hente os igen. Det eneste, vi måske har savnet på Sandy Island er en lille interimistisk strandbar med iskolde forfriskninger, men det er der råd for inde på land.

Mens vi sejler tilbage til Carriacou i den blide tropevind, drøfter vi, om Sandy Island slår Grand Anse Beach? Det er svært at sammenligne en stor turiststrand med det, der nærmest fungerer som en lille nationalpark, men vi er glade for, at vi har oplevet dem begge. Konklusionen må være, at det er fantastisk og nærmest ubegribeligt, at der i 2018, hvor millioner og atter millioner af turister konstant cruiser rundt i verden, stadig findes lommer, hvor roen hersker, og hvor de eneste fodspor, man ser i pulversandet, er dem, man selv har sat.