Colombias Caribien

Colombia er kendt for guld, kaffe og kokain, men ved den caribiske kyststrækning er det en helt anden virkelighed, der hersker. Her er strandparadiser, ørkenlandskaber, storbystemning og ganske få turister.

Man skal vandre gennem junglen for at komme til Tayrona Nationalpark. Der er ingen veje, så man kan ikke køre hertil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Iris

Regnskoven bugner med skjulte skatte, kyststrækningerne er barske og betagende, mens byernes fusionskultur værner om en kontrastfyldt historie, hvis rødder har sat sit præg. Der er leben, og så er der stilhed. Det ene landskab erstatter det andet, og man kan ikke andet end at blive imponeret over den alsidighed, der præger Colombias caribiske region. Det er, som om landet vil imponere med et sammensurium af det hele – det har bare glemt at invitere turisterne.

Se også: Smuglerskibe og leguaner i Caribien

I den ene ende af spektret finder man storbyen Cartagena, der emmer af kulturel skønhed, historie og glade rytmer, mens man langt mod øst ender i øde og blændende ørkenlandskaber på grænsen til Venezuela.
Befolkningen er omtrent ligeså broget, som landskaberne er alsidige. De store klasseforskelle kommer eksplicit til udtryk gennem materialistiske goder eller, i de fleste tilfælde, manglen på samme, og parallelsamfund er her mange af. Befolkningen består groft set af »de indfødte«, »de frivilligt ankomne« og »de ufrivilligt ankomne« – alle har de levet side om side i 500 år, men deres veje krydser sjældent hinanden, og således har f.eks. de indfødte præsteret at opretholde mange levn fra oldtidens livsstil.

Trods den smukke natur, den gæstfrie befolkning og den imponerende, kulturelle diversitet lider landets turisme. Det kriminelle omdømme afholder de fleste fra at komme her, men netop derfor er der stadig mulighed for at føle sig som en pioner på eventyr.

Storbystemning
På lang afstand er det de mange skyskrabere, der tager opmærksomheden, men i Cartagenas indre, bag de 500 år gamle bymure fra kolonitiden, prydes de brostensbelagte gader med fortovscafeer, gademusikanter og kunsthandlere.
Stemningen varierer fra europæisk bohemekultur til calypsorytmer inden for en ganske lille radius. Arkitekturen er ganske vist spansk, men de forskellige etniciteter og varierende kulturelle indslag afslører den colombianske blandingskultur. Du kan købe unik, lokal kunst til 20 kroner eller flotte dig på et af de små gallerier – men masseproduceret kunst ser du sjældent på disse kanter.

Uden for murene viser byen sig fra en helt anden side. Her er luksuslinere, tætpakkede strande og moderne arkitektur, der hurtigt får en til at glemme byens ældgamle historie, der kan dateres helt tilbage til 4000 BC. Cartagena er blandt Caribiens største krydstogtdestinationer, men byen er også et populært og trendy feriemål for Bogotas yuppier, der søger et eksklusivt getaway i højsommeren, som strækker sig fra december til februar.

Strand-paradis
Fem timers kørsel fra Cartagena ligger Santa Marta, som blev dannet af spanierne tilbage i 1525. Hjertet af Santa Marta er et besøg værd, hvis du sætter pris på gastronomi, arkitektur og sydlandsk stemning. Mange af oplevelserne skal findes i de små gårdhaver, der er gemt væk fra gaden. Her finder du gastronomiske vidundere side om side med budgetvenlige restauranter, der serverer alt fra traditionel colombiansk cuisine til international øko-fastfood. Er du til natteliv ligger natklubber, cocktailbarer og værtshuse tilfældigt placeret blandt hinanden. Snyd ikke dig selv for et ophold på et af de små boutique-hoteller, hvor den autentiske stil med integreret luksus giver dig en gennemført bohemeoplevelse midt i et caribisk paradis.

I et lille fiskerleje uden for Santa Marta, hvor omkringliggende bjerge omkranser bugten, ligger den populære badestrand Taganga.
Det er her, man kommer til, når man vil slappe af efter flere dages aktiviteter i de omkringliggende naturreservater. Her serveres kolde cocktails til lyden af Bob Marley, hundene render frit, og tempoet er skruet helt i bund. Tiden går næsten i stå, og kun den synkende sol og de tilbagevendende fiskerbåde signalerer, at dagen er gået.

Ørkenlandskab
Øst for Santa Marta finder man et af Colombias mest populære naturvidundere – Tayrona National Park, der ligger for foden af Sierra Nevada-bjergene.

Men den naturlige skønhed serveres ikke direkte fra turistbussen. Der skal kæmpes for adgangen til det smukke landskab, og folk med dårligt helbred eller knæskader må nøjes med at drømme om paradiset, der kun kan besøges til fods. Fra indgangen skal man gennem en times regnskovsterræn, før man når frem til de fascinerende strandlandskaber, hvis barske styrke både lokker og skræmmer.

Tayronas strande er paradisiske og brutale. Store sten og klippeformationer side om side med palmer og blåt hav udgør de små idylliske bugter med de enorme kræfter. For at komme fra strand til strand må man klatre over kampesten og gennem tætbevokset krat, og kun få steder er det tilladt at bade. Flere steder langs Tayronas kyst er det muligt at overnatte i hængekøjer i små eco-camps, og når mørket falder på, er det kun den betagende stjernehimmel og havets brusen, der eksisterer her.

I Colombia skal der kæmpes for oplevelserne, og den smukke natur er ofte utilgængelig. Til gengæld er besværet det hele værd, når man efter en lang og anstrengende køretur gennem tørt og ujævnt terræn når ørkenparadiset Cabo de la Vela med sit turkisblå vand og kridhvide sand. Her er bart og næsten ubeboet – alligevel er ørkenlandskabet, der møder det Caribiske Hav et betagende syn. Man føler næsten, at man befinder sig på kanten af verden.

Uden for sæsonen er der ikke meget at lave ud over at nyde de smukke strande og komme i snak med de lokale, som kan fortælle myter og slægtshistorier til langt ud på natten. De fleste overnatningsmuligheder ligger direkte på stranden, hvor man sover i hængekøjer lavet af den lokale Wayuu-befolkning.
Man spiser, hvad der bliver fanget i vand og på land, og afhængig af vind og vejr kan man nyde godt af alt fra farverige hummeranretninger til stegt ged.

Wayuu-befolkningen udnytter hver en del af dyret i madlavningen, og visse delikatesser smager bare bedst, når man blot forestiller sig, at det er kylling.
Kan man ikke få nok af sand og små, blå laguner kan man tage en båd eller køre til Punta Gallinas, som er Colombias, og dermed Sydamerikas nordligste punkt. Her er om muligt mere øde end i Cabo de la Vela – men også endnu mere paradisisk.

Ø-liv
Øen San Andres er den colombianske overklasses foretrukne feriemål, der har alt det, som de fleste vil betragte som »rigtigt caribisk«.
Her er turkisblåt vand, koraller, reggae og rastafarier. Restauranterne ligger ud til vandkanten, hvor lokale mænd med guitarer synger serenader, mens aftenmåltidet indtages i stearinlysets skær. Herefter sendes hatten rundt, og middagen bliver en anelse dyrere.

Øen ses bedst på scooter eller i bil, og det er muligt at køre hele øen rundt på cirka en time. Bl.a. til øens sydspids, hvor en gejser med jævne mellemrum sprøjter vand op af et lille hul i jorden, mens bølgerne slår ind over klipperne i vandkanten.
De omkringliggende, små øer – Johnny Cay og Aquarium – er små dykkerparadiser, når vejret ellers tillader det. Her er ingen overnatningsmuligheder, men livet under overfladen er til gengæld så spektakulært, at man sagtens kan bruge en hel dag med dykkerudstyr.

Se også: 10 af de smukkeste strande