CNN udråber dansk turistmagnet som et af verdens lykkeligste steder

Der findes ikke noget mere dansk end Nyhavn, hvis man skal tro CNN, der har samlet en liste over de steder i verden, hvor man bliver mest lykkelig af at være.

ARKIVFOTO fra Nyhavn i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bob Strong

Januar kan for mange være en trist og grå omgang at komme igennem. Og præcis i dag, den tredje mandag i måneden, kan være ekstra drøj at få overstået.

Ifølge mere eller mindre veldokumenteret videnskab er den tredje mandag i januar - populært kaldet »blå mandag« - nemlig den allermest triste dag i kalenderåret på den nordlige halvkugle.

For at hjælpe de vinterdeprimerede gennem den grå dag har CNN samlet en liste med 15 af de steder i verden, hvor man angiveligt bliver allermest lykkelig af at være.

Og hvis du måtte befinde dig i København eller omegn, er der ifølge det verdenskendte medie umiddelbar hjælp at hente. Nyhavn i København er nemlig som kun ét af to steder på det europæiske kontinent kommet med på listen.

»Der ikke er noget mere dansk end at opleve Nyhavn, den gamle havn i København, der nu er hjemsted for restauranter og musik langs kanalen,« lyder det i begrundelsen for at have Nyhavn med i feltet af de lykkeligste steder på kloden.

ARKIVFOTO: Et velkendt syn i Nyhavn, der typisk tiltrækker horder af turister. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe.

CNN hæfter sig også ved, at Danmark for tredje gang på få år blev udnævnt som verdens lykkeligste nation i FNs lykkerapport for 2016. Og den lykke kan man altså ifølge mediet ikke finde mere ægte end i Nyhavn.

At omverdenen har fået øjnene op for Nyhavn kan formentlig også tildels tilskrives, at den Oscar-nominerede film »Den danske pige« med Eddie Redmayne i hovedrollen blandt andet blev optaget ved Nyhavn.

Den eneste anden europæiske lokation, der har kvalificeret sig til en omtale hos CNN, er den legendariske chokoladeforretning »Mary«, der har haft lokaler i det centrale Bruxelles siden opførelsen i 1919.

Listen over lykkebringende steder inkluderer også den japanske by Kyoto i sæsonen for kirsebærtræernes udspring, den legendariske baseballbane Wrigley Field i Chicago, USA og Ayers Rock i Australien.

Se listen over alle CNNs 15 udvalgte steder her.