Check-in: Villa I Barronci

Med sin beliggenhed midt i hjertet af Chianti er denne nyrestaurerede villa et af de bedste bud på en kombineret vinferie med total afslapning.

Værelserne er indrettet i den gamle hovedbygning. Både restaurant og pool har fantastisk udsigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Første indtryk
Det er de færreste, der besøger vinområdet Chianti i de milde bjerge syd for Firenze, som ikke ønsker sig tilbage. Er du en af dem – eller vil du besøge området for første gang – bør du overveje et ophold ved Villa I Barronci. Med sin beliggenhed midt i hjertet af Chianti er denne nyrestaurerede villa et af de bedste bud på en kombineret vinferie med total afslapning, hvor man kan dase eftermiddagen væk ved swimmingpoolen med udsigt over vinmarkerne – læg dertil muligheden for forskellige former for behandlinger i det tilhørende spa. VIlla I Barronci ligger formidabelt på en bjergtop med udsyn over byen San Casciano in Val Di Pesa. På den ene side af villaen har man udsigt over bjergskråninger med druer, oliventræer samt nogle fjerntliggende gårde. Den landlige italienske idyl kan betragtes både fra swimmingpoolen eller fra villaens udendørs restaurant.

Værelserne
Villa I Barronci er en renoveret klassisk italiensk villa med værelser i hovedbygningen. Indretningen er enkel, men moderne – fjernt fra den overlæssede stil, man godt kan møde på italienske hoteller, men dog med respekt for traditionerne. Møblerne er holdt i mørt træ og de mørke loftsbjæler ligger frit. Alligevel er det samlede indtryk lyst og venligt.

Særligt
I et særskilt kompleks – Vanity Garden – som ganske bekvemt ligger mellem hovedvillaen, hvor man bliver indkvarteret, og swimmingpoolen, finder man en finsk sauna, ligesom man kan bestille populære massagebehandlinger, som inkluderer alt fra almindelig anti-stress-massage til mere specialiserede som Shiatsu-massage. De mere specialiserede massageformer bør bestilles på forhånd; har du derfor noget i tankerne allerede ved bestilling af overnatning, er det en god ide at snakke med manageren om mulighederne. Er massagebehandlingerne ikke nok, kan man supplere med en tur i jacuzzi, som Villa I Barronci også byder på.

Mad og drikke
Villa I Barronci har en fantastisk morgenbuffet, hvor man kan få lagt en god bund, inden man drager på ture i omegnen. Hvis frokost-sulten først melder sig hen på eftermiddagen, hvor temperaturen bliver mere sval, kan man rykke ind i Villa I Barroncis udendørs og overdækkede restaurant, der har udsigt over den nærliggende dal og gårdene der. Restauranten er ikke billig, og maden er let og moderne, men dog stadig overvejende italiensk. Dermed adskiller den sig fra den noget tungere husmandskost, som du finder på de fleste nærliggende agriturismi. Vælger du for eksempel salaten med lokal gedeost, går du ikke galt i byen. Den smager formidabelt. I restauranten finder du foruden Chianti-klassikere også vin fra de nærliggende og mindre kendte vinproducerende områder som Montepulciano og Montecalcini, så det ville være en skam ikke at gå på jagt i vinkortet. Restauranten er kun åben for overnattende gæster, hvilket betyder, at den intime atmosfære kan bibeholdes til langt ud på aftenen.

Plus
Morgenbuffet fås ikke meget bedre i Italien. Sauna er inklusiv i prisen (husk at reservere den i forvejen). Swimmingpoolen er stor nok til, at man rent faktisk kan svømme i den – og har desuden en fantastisk udsigt

Minus
Flere spa-behandlinger skal bestilles i forvejen. Nogle udføres kun på bestemte dage. I højsæsonen kan poolen være fyldt med legende og vandpjaskende børn.

Læs også: Dansk luksus i smukke Toscana