Check-in: The Standard Spa

The Standard Spa er et trendy hotel, der ligger på en lille ø mellem South Beach og downtown Miami. Forkæl kroppen med Barbeque Bar og romersk hot-tub vandfald.

Her ses Bayside Grill på træterrassen, hvis hit blandt andet består tre mini-burgere med home fries. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første indtryk
Vi må spørge taxachaufføren to gange om han er sikker på, at vi er kommet til det rigtige hotel. Han ruller med øjnene, fordi han har fået det spørgsmål hundrede gange før. Jo, dette er The Standard, selv om der står The Lido med lidt falmede bogstaver! Det var navnet på det originale spa-hotel, inden det kom med i den lille kæde af The Standard-hoteller (der findes to i Los Angeles og et i New York) og blev renoveret. Og ved nærmere eftersyn kan vi godt se, at der også står The Standard med mindre bogstaver, men på hovedet. Sorry!

Værelserne
Vi har fået et godt weekend-tilbud på et af værelserne tæt på pool’en, som mere ligner et mindre rækkehus. Der er sejldug til at trække for som forhæng, så man er lidt privat, når man er ude på fliseterrassen, fordi andre gæster passerer forbi. Indeni ligner det ren Ikea – på den gode måde.

Ejeren er helt klart begejstret for Skandinavien, for det går igen i indretningen andre steder på hotellet. Det betyder masser af lyst træ, funktionalisme, træpersienner og væglamper med plisserede skærme samt sengetøj i egyptisk bomuld. Der er også større værelser med eget badekar på terrassen samt 2-rums suiter.

Mad og drikke
Der er ingen grund til at gå andre steder – og folk kommer udefra bare for at spise her. Morgenmaden indtages i den stilige indendørs Lido Restaurant til højre for lobby’en. Den ligner et dansk lærerværelse fra 60’erne med Børge Mogensens FDB-møbler og vævede tæpper på væggene (men uden nikotin-skjolderne). Menu-kortet er solidt, men lækkert.

Resten af maden spises udendørs på træterrassen på Bayside Grill, der ligger i forlængelse af pool’en, og som er et kæmpe trækplaster. Der er en barbeque bar og en wet bar. Man spiser ved små pink borde eller på stribede hynder på de runde bænke, som skjuler træstammerne, mens musikken spiller i højttalerne.

Maden er super-enkel og Middelhavs-inspireret, men deres hit er tre mini-burgere med home fries. Om aftenen tændes der lygter under parasollerne og serveres lidt mere sofistikeret mad, men stadig fra barbequen, mens man kigger ud på Miami downtowns skyline.

Særligt
The Standard ligger på en lille ø mellem South Beach og downtown Miami. Det er et spa-hotel, men man behøver ikke booke behandlinger, fordi man bor her. Hvis solen er det eneste man vil dyrke, er det også OK.

Det foregår omkring pool’en, hvis nærmeste nabo er det romerske hot-tub vandfald, som bruges i forbindelse med spa’en, men også som afveksling fra dagens daseri. Hotellet, pool’en og terrasse-restauranten er tænkt som en voksen »legeplads«, så børn under 14 år er forment adgang alle tre steder. De har dog dispensation til at spise frokost ifølge med voksne, hvis de kommer udefra.

Hotellet tiltrækker et fortrinsvis trendy publikum, kendte som ukendte, yngre og unge af sind, og man er lige velkommen i afslappet strandtøj som i high fashion leopard badedragt (som den transseksuelle performance-kunstner Amanda Lepore havde på under vores besøg).

Plus
Dette er hotellet, hvis man vil omgive sig med lidt god stil på den hippe måde og lidt væk fra den kitschede og opulente del af Miami Beach. Der er kun få kilometer til stranden ved Ocean Drive, enten 10$ i taxa eller 10 minutter på en af hotellets cykler, for man kan ikke bade direkte i vandet omkring øen. Fordi det er et spa-hotel med bl.a. yoga og meditation, tilstræber de stille-tid ude som inde mellem kl. 22 og 07. Vil man have gang i den, må man til South Beach.

Minus
Man skal være tidligt oppe for at få en solseng ved pool’en, fordi der kommer så mange en-dags gæster udefra.