Check-in: The Ring Hotel

Viggo Mortensen, Beyonce og Pet Shop Boys har overnattet her - og nu også Rejseliv.dk.

Foto: PR

Første indtryk
Vi bliver lidt betænkelige, da taxachaufføren i første omgang ikke kan finde hotellet. For hvis der er tale om et nyt trendy luksushotel, hvorfor kender han det så ikke? Det lykkes dog til sidst at nå frem til The Ring, hvis hvide majestætiske ydre har lidt Hotel d’Angleterre over sig. Anderledes forholder det sig dog indendøre, hvor lobbyens kamin og brune træpaneler udstråler en helt anderledes varme.

Værelserne
The Ring er et mindre hotel med blot 68 værelser og suiter, der er fordelt på fem forskellige kategorier. Det er et såkaldt designhotel med et meget gennemført interiør, der er holdt i café au lait-stil med brune og beige farver tilsat et lille tvist af pistacegrøn og rød.

Ejerne kalder The Ring for et »casual luxury hotel«, og det er tydeligt, at luksus’en ikke er prangende i form af guld og glimmer, men gemmer sig i lækre detaljer som for eksempel de kostbare madrasser, hvorpå man sover fremragende. Her er komfort og funktionalitet i højsædet.

Mad & Drikke
Man spiser fremragende på The Ring fra morgen til aften, om end specielt aftenens gourmetmiddage er i top. Hotellets restaurant »at eight« har allerede vundet flere priser med sit specielle aromakøkken, hvor urter, æteriske olier og sunde fødevarer er i centrum.

Det kan betale sig at reservere bord til middag i forvejen, da »at eight« også modtager en del gæster udefra. Som et lille kuriosum bliver der gået meget op i, at man spiser i de rette omgivelser. Derfor undergår restauranten hver eftermiddag en række forandringer, så gæsterne kan spise middag i mere intime omgivelser end ved morgenmad og frokost.

Særligt
The Rings ry er lynhurtigt nået ud blandt de rige og kendte. Selv om hotellet først åbnede i 2007, har en lang række internationale kändisser allerede overnattet her – heriblandt Viggo Mortensen, Cheryl Cole, Marilyn Manson, Kevin Spacey, James Morrisson, Beyonce og Pet Shop Boys.

Selv om hovedparten af gæsterne er ganske almindelige mennesker, bor der jævnligt celebriteter på hotellet. Så chancen for at sidde ved nabobordet til en Hollywood-berømthed eller at køre i elevator med en musikstjerne er væsentligt større her end så mange andre steder.

Plus
The Ring ligger lige i centrum af Wien og i gå-afstand fra hovedpartens af storbyens attraktioner. »Drings« er navnet på hotellets hyggelige bar, og om ikke andet bør man tage en drink for at beundre den meget specielle rød-sorte barfront.

Minus
The Ring har fået sit navn, fordi det ligger ud til Wiens boulevardbrede Ringstrasse, der er byens hovedfærdselsåre. Har man værelse ud mod Ringvejen, medfører åbne vinduer trafikstøj. Osen og larmen fra de forbipasserende biler reducerer også charmen ved at benytte hotellets lille udendørs café, der er åben i sommerhalvåret.

Læs også: Verdens 20 billigste hotelbyer