Check-in: The Peninsula

På et af verdens bedste hoteller træder man fra Bangkoks farverige mylder ind i en verden af mahogni og tyst diskretion.

Foto: PR

Første indtryk
Chaufføren skal kende den lille, diskrete stikvej for at finde et af verdens bedste hoteller: The Peninsula Bangkok. For enden af vejen ligger den hvide rundkørsel, hvor luksusbiler og shuttlebusser henter og bringer gæster i en lind strøm, og uanset om man er på vej ind eller ud, får man samme høflige betjening af de hvidhandskede kuffertdragere. Fra Bangkoks farverige mylder træder man ind i en verden af mahogni og tyst diskretion. Selv om foyeren er travl og har adskillige meter til loftet, rummer den alligevel en hyggelig atmosfære, som byder velkommen.  

Forventningerne bør allerede ved ankomsten være i top, for har man valgt The Peninsula Bangkok, har man valgt et af verdens absolutte luksushoteller. Stedet har over flere omgange modtaget førstepriser og anerkendelser fra bl.a. Condé Nast Traveller. Senest i januar 2011.

Hotellet ligger i Thonburi-distriktet helt op ad Chao Phraya-floden. Alle 370 værelser – fordelt på 37 etager – er placeret, så ingen bliver snydt. Om dagen kan man betragte Bangkoks vældige blanding af templer og skyskrabere og følge med i godstransporten på floden. Om aftenen skifter det disede lys til et hav af farverige neonlys, mens floden myldrer med lyskædesmykkede både, som fragter passagererne fra flodbred til flodbred.

Værelserne
The Peninsula Bangkok har 11 forskellige værelsestyper. »Værelse« er i denne sammenhæng en underdrivelse. Ud af hotellets 11 muligheder er de syv betegnet som suiter. I øverste kategori findes The Peninsula Suite på 364 m2, The Duplex Suite fordelt over to etager, og The Grand Terrasse Suite med udendørs tagterrasse og egen jacuzzi. Fornemmelsen af luksus er også til stede i de laveste kategorier, The Superior Room eller The Deluxe Room, som enten har to separate senge eller en dobbeltseng.

Uanset om man bor på værelse eller i suite, bliver man udstyret med samme komfort i form af tykke håndklæder og stivede lagner. Der er fornuftig plads på badeværelset, og man behøver ikke at skændes om, hvem der skal til først, for der er en håndvask i hver side.
Hvert værelse er udstyret med seng eller senge, sofabord med tilhørende sofa og lænestole, et skrivebord og et skab med tv og dvd. En lille detalje er vinduespartiet ved sengens hovedgærde, som giver udsigt over floden dag og nat. I luksusklassen er sengebordene udstyret med et panel af trykfølsomme knapper, og hi-fi-anlægget er har indgang til f.eks. iPad.

Mad og drikke
Hotellet har to restauranter med kantonesisk og thailandsk mad samt en kæmpe international buffet fordelt over flere områder. Udvalget går fra frisk sushi over hel, grillstegt kylling til belgisk chokolade.
Fra den store terrasse og fra poolen er der mulighed for at nyde mad og drikke med tæt udsigt til livet på floden. Man kan også vælge en diskret drink i hotellets lobby eller trække sig tilbage til den mindre pool, som ligger lidt afsides bag den 88 meter lange og meget velbesøgte hovedpool.

Særligt
The Peninsula Bangkok er afslappet luksus med fem minutter til Bangkoks hektiske trafik og shoppinggader. Alle værelser har udsigt til den brede, kringlede Chao Phraya, men det giver en særlig fornemmelse af eksotisk historie at se direkte over på ØK’s gamle bygninger i hvidmalet kolonistil.

Plus
Man glemmer hurtigt, at man befinder sig centralt i Thailands hovedstad, for The Bangkok Peninsula ligger stilfærdigt og diskret. Alligevel føler man sig langt fra pakket væk, for storbylivet er tæt på, og der er perfekt udsigt fra poolen, fra restauranterne og fra alle værelser. Med den korte afstand kommer man efter fem minutters sejlads over til butikkerne og byens seværdigheder. På den anden side af floden ligger Saphan Taksin Station, som er en del af det effektive transportsystem The Bangkok Sky Train.

Minus
De mindre værelser er overmøblerede og entreen for trang. Der mangler logisk placerede strømstik til mobiltelefonen, kameraet eller den bærbare computer. Desuden glemte personalet bestillinger til både aftensmaden og morgenmaden. Selv om det naturligvis ikke er med vilje, må den slags ikke ske for et hotel, som hører til i den absolutte elite.

Læs også: 5 madoplevelser i Bangkok