Check-in: The Muse Hotel

Super lækkert og gennemført lille hotel tæt ved både Central Park og Times Square.

The Muse Hotel er indrettet i en tidligere lagerbygning og har 200 værelser og 19 suiter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Birgit Straarup

Første indtryk
Eksklusivt, mørkt og gennemført art deco.  Jeg fik en venlig velkomst, som dog kølede noget ned, da det viste sig, at mit Visakort var blevet spærret af PBS efter en enkelt hævning i en pengeautomat. Det var fredag eftermiddag lokal tid, og PBS havde ikke i sinde at åbne mit kort. Det måtte jeg tale med min bank om mandag morgen! Heldigvis havde jeg et andet kreditkort, som gjorde receptionisten glad igen.

Værelserne
Gennemført på samme måde som lobby og restaurant: Sort, hvidt, stål og spejlglas. Lækkert sengetøj, skinnende rent og luksusprodukter på badeværelset. Der er mørke træpersienner for vinduerne, som heldigvis kan åbnes. Fra mit hjørneværelse var udsigten begrænset til et fittnesscenter, hvor der var folk på løbebåndene døgnet rundt, og et højhus. Det er muligt at sætte sin iPod i værelsets dockingstation, og på den store fladskærm kan man se et utal af tv-kanaler.

Mad og drikke
Der er en restaurant og bar ved siden af lobbyen. Meget mørk og helt sikkert superhyggelig en vinteraften, men det var højsommer udenfor, da jeg var der, og derfor meget mere tillokkende at gå ud i byen og finde et udendørs sted. The Muse er en del af Kimpton-kæden, som gør meget ud af, at deres gæster skal have mulighed for at møde andre gæster, så der er gratis vinsmagning hver dag mellem klokken 17 og 18. Her kan man smage dagens rød- og hvidvin og falde i uformel snak med sidemanden.

Særligt
The Muse gør meget ud af at være et hotel, som byder børn, kæledyr, homoseksuelle og kvinder velkommen. Og der var faktisk en del gæster i samtlige kategorier. Hotellet har oven i købet sin egen »director of pet relations«, Ginger, en seks år gammel pomeranian, der foretrækker Prada og tun. Hoteldirektøren fortalte, at mange kvindelige gæster vælger The Muse, fordi de føler sig trygge på hotellet, som kun har én indgang og ikke er større, end at receptionen har styr på, hvem der kommer og går.

Plus
Fantastisk beliggenhed i en rolig gade, hvis man kan lide området omkring Times Square, der midlertidigt er spærret af for biler. Og også så tæt på Central Park, at man kun skal løbe et par blokke nordpå for at komme ind i parken på sin morgenløbetur.
Der kan ikke sættes en finger på indretning, service og rengøring. Alt er lækkert og luksus – men man betaler også for det.

Minus
Lidt det samme som på plussiden: At det bliver så gennemført og lækkert, at det næsten bliver for meget. Og så irriterede det mig grænseløst, at det ikke var muligt at lave sig en kop te eller kaffe på værelset. Godt nok kunne man hente gratis te og kaffe i lobbyen om morgenen, men det hjælper jo ikke, når man trænger til at hvile benene om eftermiddagen og har lyst til en kop te. På samme måde var køleskabet fyldt til bristepunktet med varer til dyre minibar-priser og uden plads til at lægge noget ind selv.