Check-in: Mpala Safari Lodge

Gå off-line på telefon og mail og forsvind i stedet ind i Afrikas savanne på Mpala Safari lodge.

Fællesrummet er hyggeligt og umiskendeligt afrikansk. Foto: Christian Nørr Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første indtryk

 

Adskillige luksushoteller og lodges rundt om i verden taler om »Home away from home« i deres glittede velkomstfoldere. På Mpala Safari Lodge lever de det ud og har gjort ordene til deres egne på allerfineste vis.

Med sine maksimalt 12 gæster er stedet som et hjem. Personalet er på fornavn med dig fra første sekund. Tonen er uformel og her er ingen stive overlæber eller hvide handsker. Tværtimod spiser manageren og rangerne med om aftenen og deler gavmildt ud af deres historier og fortæller om livet i bushen.

Her er stille, fredfyldt og ubeskriveligt smukt. På en skrånende grund ned til Olifant River og med en af verdens største nationalparker lige på den anden side af floden er du fra første sekund på safari – og på ferie. Heldigvis er der kun sporadisk dækning på mobiltelefonen.       

Værelserne

Med et hovedhus og tre gæstehuse (to værelser i hver) er der tale om en lille eksklusiv lodge. Hvert hus ligger afskærmet fra hinanden, så man sagtens kan være privat. Alle værelserne har en betagende udsigt over Olifant River, hvor Afrikas dyreliv udfolder sig. Det er muligt at ligge i sin seng og se ud over floden og bushen, der danner bagtæppe. 

Værelserne er heldigvis renset for tv, WiFi, minibar og andre hotel-features. Det meste af tiden er man alligevel enten uden for eller på hovedhusets store terrasse, hvor alt mad serveres. 

Mad & drikke

Med fuld forplejning med i prisen spiser man på lodgen. Og det er der god grund til. De danske ejere har fundet nogle gode sydafrikanske kokke, der tilbereder solide og velsmagende måltider.

Lodgen bestemmer menuen – men lad dem bare, for de serverer en hel del vildt (bl.a. zebra, gnu og impala) og disker op med et godt vinkort. De fleste aftener spiser alle gæster sammen – men hvis man insisterer, dækker de gerne op til to.  

Særligt

Stemningen. Mpala er så lille et sted, at ingen bliver overset eller blot er »værelse 437«. Heldigvis forstår personalet, med manager Estel Hanekom i spidsen, den hårfine grænse mellem at få gæsterne til at føle sig hjemme og ikke være påtrængende. 

Plus

Mpalas udflugtsprogram. Med i prisen er et omfattende program –  bl.a. to dages safaritur til Kruger Nationalpark, bush-walks, besøg på den lokale landsbyskole, quad roadbikes og adskillige dyrespotter-ture i åben jeep. Mulighed for en hel del tilvalg. 

Minus

Tja … Hvad skal man finde på? Det er ikke muligt at sms’e eller tjekke mails. Men måske bør dette stå under plus alt efter øjnene, der ser.