Check-in: Moderniseret fabrikshotel i Georgetown

I Georgetown tæt på Washington D.C.s seværdigheder ligger boutique-hotellet The Ritz Carlton Georgetown, skjult i en gammel, men topmoderniseret fabriksbygning.

Udsigten til Potomac-floden og skyskabere er yderst tiltalende. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første indtryk

Det er en smuk, gammel fabriksbygning i røde mursten og store smedejernsvinduer, der møder en, når man stiger ud af taxaen. Men når man træder indenfor forsvinder alle associationer til tidligere tiders manuelle arbejde.

Lobbyen har stadig de rå murstensvægge, men er ellers som en enorm varm og hyggelig dagligstue med indbydende sofaer samlet omkring den store pejs. Meterhøje mørkerøde kalla-liljer matcher rummets dimensioner og smilene i dørmanden og receptionistens ansigter er tilsvarende store.

Værelser

Hotellet har 86 værelser fordelt på standarddobbeltværelser på 42 m2 og suiter fra 84 m2 op til The Royal Potomac Suite på 277 m2 med bl.a. flere soveværelser og en spisestue med plads til 14 omkring bordet.

Standardværelset er pænt uden at være prangende, hvilket også gælder for det meget stilrene interiør holdt i lyse beige og brune nuancer. Badeværelset gør dog noget mere væsen af sig og er både stort og dejligt med karbad, bruser og separat toilet. Og så er der lige de lækreste tykke, bløde badekåber.

Mad og drikke

Gratis kaffe og te i lobbyen, hvor det også er muligt at få cocktails foran pejsen. Derudover restaurant Degrees, der serverer småretter til overkommelige priser. Morgenmaden er lækker, men dyr. 12 dollar, cirka 65 kroner, for en portion yogurt, 22 dollar for en bagel med laks. Dertil kaffe, juice etc. Det bliver hurtigt en dyr start på dagen.

Særligt

Lobbyen med ild i pejsen og sofaer, man kan blive væk, i er et skønt sted at lande efter en strabadserende rejse – eller sightseeingdag.

Plus

Beliggenheden er rigtig god. Tæt på et utal af gode restauranter og shopping, og samtidig blot en smuk gåtur langs Potomac-floden til Lincoln Memorial og derfra videre til Det Hvide Hus og andre af de store sightseeingsteder i Washington.

Derudover er der et veludstyret fitnessrum samt mulighed for spa, massage og ansigtsbehandlinger med økologiske hudplejeprodukter fra ungarske Éminence.

Foto: PR.

Minus

På et hotel i den klasse er det håbløst, at man skal betale ekstra for wifi, som så i øvrigt glimrede ved at smide os af jævnligt.

Pris

Fra 2.000 kroner per nat for et dobbeltværelse udenfor sæsonen. I juli fra 3.000 kroner. Royal Potomac-suiten koster fra 38.000 per nat.