Check-in: La Residencia

Alt er stille og underspillet på det prisvindende hotel på Mallorca.

La Residencias pool. Fold sammen
Læs mere
Foto: Barbara Enander

Første indtryk
Den diskrete luksus oser langt væk og mærkes allerede ved opkørslen, men ellers smelter de gamle manor houses i den typiske, tørre Mallorca-sten blidt ind i middelalderbyen Deiá.

I lobbyen fornemmes selve essensen af less-is-more, og stilheden er nærmest håndgribelig, selv om hotellet er mere end halvfuldt og ligger tæt på gennemfartsvejen. Internet er henvist til business-lokalerne, og mobilen bruges kun på værelset. Selv den toptunede aircondition er helt lydløs.

La Residencia, der åbnede i 1984, er flere år i træk blevet kåret til Europas bedste hotel af bl.a. Condé Nast Traveller, og fik det tyske rejsemagasin Geo Saisons pris som Europas bedste countryhotel i 2011. La Residencia ejes i dag af Orient-Express Hotels.

Værelserne
Her findes lige så mange dobbeltværelser som suiter, alt fra juniorsuiter på 65 m2 til luksusvarianter med åben pejs og privat pool. La Villa ligger helt for sig selv og har flere soveværelser, fuldt udrustet køkken, stor pool og to timers maid service om dagen. Lavsæsonpris er 42.000 kr. pr. uge.

Hotelstilen er gemmemført mallorcinsk med hvide vægge, mørke bjælker og glatte honningfarvede stengulve. Diskrete antikviteter, som de iberiske kister, hvor sengelinned og håndklæder opbevares, matcher stilen. I kampen mellem det praktiske og det funktionelle på den ene side, og nostalgi, kultur og tradition på den anden, er det altid de sidste, der vinder på dette sjældne hotel, hvor selv den mindste detalje er gennemtænkt og ægte. Den høje himmelseng er enorm, og jeg skal nærmest klatre for at komme op i den.

Mad og drikke
La Residencia har tre restauranter, samt barer og poolrestaurant. Den lækre morgensmadsrestaurant Son Fony med sin høje, spændende glaskuppel bliver trist nok slet ikke benyttet resten af dagen. Son Moragues er åben fra frokosttid og El Olivio – La Residencias gourmetrestaurant – er indrettet og opbygget omkring en gammel olivenpresse. Restauranten har i de senere år vundet flere spanske og internationale udmærkelser. Kendisser som Bruce Springsteen, Catherine Zeta-Jones og Kate Moss har indtaget middag her utallige gange. Andrew Lloyd Webber har et hus lige ved siden af.

La Residencia har sin egen olivenproduktion, citron- og appelsinplantager, samt økologiske urte- og grøntsagsmarker. Køkkenet sylter og presser saft og bager sit eget brød. På de 12 hektarer marker op mod bjergene græsser hotellets får. La Residencia fokuserer på lokale råvarer og specialiteter og øens vine, selv om vinkælderen også rummer sjældne, franske årgange. Gastronomi- og vinkurser med særligt indbudte gæstekokke arrangeres med jævne mellemrum.

Specielt
Hotellet har sin egen kunstsamling og galleri, sponsorerer lokale kunstnere og arrangerer guidede kunstnervandringer i Deiá, der er et attraktivt tilholdssted for både spanske og udenlandske kunstnere. Porcelæn og keramik i køkkenet, restauranter og badeværelser er fremstillet lokalt. »Artist in residence« betyder, at en kendt kunstner er gæst på hotellet i udveksling med kunstundervisning.

Spaafdelingen har opvarmet pool, flere forskellige slags sauna og topudrustede behandlingsrum. Priserne er ret pebrede, men spamenuen er imponerende med produkter fra bl.a. Thalgo og Natura Bissé. Selv yogaundervisningen, som så snart vejret tillader det holdes udenfor, er på et professionelt niveau. Der findes desuden fitnessafdeling samt to tennisbaner med privat instruktør.

Plus
Fri parkering med vagt og låste porte. Et lille beskedent beløb er pålagt menuen på værelserne, men ellers koster roomservice her ikke ekstra. Du får hjælp til alt, og uanset hvem du spørger, så slipper de, hvad de er i gang med, for at hjælpe, fra fårehyrden til gartneren til servicepersonalet og receptionisterne.

Minus
Selv om det kan virke tillokkende at tage hertil med hele familien, inklusive den allermindste, så gør det ikke. Personalet er utroligt sødt og har masser af tålmodighed, men stamgæsterne er vant til et stille og børnefrit La Residencia og gør tydeligt opmærksom på dette. Der er heller ingen børnepool eller børnefaciliteter, så børnene har det slet ikke så sjovt.