Check-in: Kewarra beach resort & spa

Udover direkte udsigt til kænguruer og alskens fuglearter tiltrækker det australske luksushotel den grønne og bæredygtige turist.

Alle værelserne på Kewarra Beach er bungalows, der er placeret, så man er sikret privatliv –også når man sidder på verandaen eller ligger i hængekøjen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gitte Holtze

Første indtryk
Når man kommer kørende ad den trafikerede landevej mellem Cairns og badebyerne længere oppe ad kysten her ved Great Barrier Reef i det nordøstlige Australien, er det svært at forestille sig, at der bag villakvarteret mellem landevejen og havet ligger et luksushotel, som oven i købet slår sig op på at være bæredygtigt og grønt. Når man er forbi villaerne og drejer om hjørnet helt nede ved kysten, er man imidlertid ikke i tvivl.

Asfalterede veje og store villaer er pludselig afløst af en tæt regnskov, hvori et hotel så diskret, at det næsten går i ét med regnskoven, åbenbarer sig. Det er bygget af mørkt træ, i ét plan, og det store, åbne rum, man møder som det første, er udstyret med dybe, bløde sofaer, hvorfra man kan nyde den direkte udsigt (her er ingen vinduer) til de kænguruer og alskens fuglearter, der lever på hotellets område. Receptionen er også placeret her, og på typisk australsk manér – det vil sige meget afslappet og venlig – behandles man lige fra begyndelsen, som var man et længe ventet familiemedlem.

Værelserne
Alle værelser på Kewarra Beach er bungalows, som er strategisk placeret rundt omkring i den kunstigt anlagte regnskov så man er sikret privatliv i sin bungalow, også når man sidder ude på den tilhørende veranda og ser ud over enten hav, lagune eller regnskoven. Indendøre er hytterne, ligesom receptionen, restauranten og baren i hovedbygningen, smagfuldt indrettet, og når man sidder på verandaen, kan man være heldig, at den puslen, der er i buskadset, skyldes en nysgerrig kænguru.

Mad & drikke
Kewarra Beach har sin egen restaurant med et upåklageligt køkken. Både på morgenmads-fronten og når det handler om middagen, er der tale om gastronomi på højt niveau. Fisk og skaldyr er i nærmest bogstaveligste forstand hevet direkte op fra havet, mens steaks er Angus fra resortets egen farm inde i landet.

Ud over restauranten, der ligesom receptionen ikke har vinduer, men lader én sidde i den tropiske nat med følelsen af at dinere midt i regnskoven, har Kewarra Beach også en restaurant direkte på stranden, som især er populær hos de mange på bryllupsrejse.

Særligt
Det er en helt særlig følelse at træde ud af sin bungalow og ikke vide, om man møder en kænguru, en øgle eller en af de 177 fuglearter, der findes her, på den bugtede sti op til restauranten eller ned til stranden. Kewarras beliggenhed midt inde i en regnskov er noget helt særligt, man føler sig meget langt væk fra resten af verden, uanset om man plasker rundt i en af de to swimmingpools, som også ligger omgivet af jungle, og i øvrigt begge er lavet af klipper, om man har fundet vej ned til den private strand, eller om man deltager i en af guidede ture om resortets flora eller fauna.

Derudover er Kewarra Beach udstyret med en spa-afdeling, der ligesom resten af resortet er placeret midt i regnskoven. Eventuelt nysgerrige frøer og øgler er dog forment adgang til massage-briksen.
 
Plus
Man gearer helt automatisk ned, når man flytter væk fra larm og leben og ind i en luksuriøs bungalow midt i naturen, hvor farvestrålende papegøjer, bløde kænguruer og et hav af andre eksotiske dyr bor og lever, og som man næsten ikke kan undgå at møde. Til gengæld møder man stort set ikke de øvrige gæster, blandt andet fordi bygherrerne bag Kewarra Beach har været så geniale at placere hytterne, så ingen af hotellets gæster generes af blikke fra andre gæster.

Minus
Dette er et sted for de, der vil have fred og ro og luksuriøs afslapning under private former. Natteliv, shopping og barer en masse er Kewarra Beach ingenlunde leveringsdygtig i, ligesom der er mindst en halv times transport herfra for at få tanket op på festdepoterne.