Check-in: Hotel der Berghof

Kom med bag facaden på det østrigske bjerghotel med fokus på sundhed for krop og sjæl og en central beliggenhed for både shopping og hygge.

Foto: Susser Feit
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første indtryk
Nede fra hovedgaden i bjergbyen Lech kan man se hotellet oppe på en bakke, der kræver rask gearing op ad den lille, snirklede tilkørsel. De flot designede altaner med lutter hvide blomster i kasserne afslører, at her venter et logi, der forener østrigsk træskærer-hygge med et touch af up scale atmosfære. Hvilket bekræftes i den virkelig hyggelige lobby med smukke trælofter, rustikke kokostæpper og en vidunderlig antik hotelreception.

Fra en cool champagnekøler bydes man et glas til velkomst – eller helt friskpresset æblesaft – mens man i magelighed udfylder papirerne i en siddegruppe med dybe, komfortable stole. Diskret musik i baggrunden, uden snert af JodleHans, og en tjenende ånd eller to, der insisterer på at tømme bilen for bagage, bære kufferterne på værelset, køre vognen i den opvarmede garage og i øvrigt tage sig af resten… Jamen, er det ikke det, et lækkert hotelophold drejer sig om?

Værelserne
Værtinden, Isabelle Burger, er fransk og har med sikker flair stået for den elegante indretning, der er en varm og vellykket blanding af engelsk country house med flødefarvede fyldningsdøre og træ-gitre for varmeapparaterne, og et nip fransk eksklusivitet i form af fede råsilkegardiner, der lige tager gulvet på overflodsmanér. Her er også et nip østrigsk tradition i form af en gevirlampe over bordet og de så typiske gnistrende rene badeværelser. Men alting, og det er kunsten, matcher harmonisk.

De ni nyeste værelser har i øvrigt den fedeste surround sound! I alt er der 57 værelser, der alle er forskellige, men i samme stil. Enkelte er endnu ikke renoverede, så check lige i forbindelse med reservationen.

Mad og drikke
Køkkenet er suverænt lækkert, og selv den menu, der hører til hotellets halvpension, er raffineret, veltilberedt og kreativ. Det er gourmetmåltider uden fortænkte og madsnobbede retter, men med gode råvarer som egnens oste og andre lokale produkter. Masser af omhu i tilberedning og servering. Også på morgenbordet, der endda har en saftbar, hvor man presser æbler og gulerødder on the spot.

Særligt
Der Berghof er et sporty hotel med fokus på sundhed for krop og sjæl: Spaen er veludstyret og lækker, og Ferdinand fra baren tager gerne gæsterne med på vandreture i bjergene, hvis man aftaler det aftenen inden. Der er mountainbikes til udlejning – og en flot driving range for enden af hotellets velholdte have. Golfbolde henter du i receptionen. Så husk sportstøjet og glæd dig til at komme sund, velnæret og afslappet hjem fra ferien.

Plus
Hotellet ligger centralt for både shopping og hygge i byen samt vandresport i det skønne sommerbjerglandskab. Turistkontoret, med al slags information, er nabo til hotellet, og i vintersæsonen er det blot at tage skiene på nakken og gå nogle få skridt hen til liften. Udover disse logistiske fordele er hotellets afslappet-eksklusive atmosfære værd at rejse langt efter.

Minus
Det er dejligt at der på nogle af værelserne er en Nespresso-maskine. Men det er godt nok svært at få fyldt vand på, eftersom den sidder fast i et stik inde i et skab. Man må således rende frem og tilbage til badeværelset med en kop. Desuden er der enkelte medarbejdere, hvis tysk- og engelskkundskaber lader meget tilbage at ønske. Upraktisk for os, der ikke husker så meget af vort skolefransk.

Læs også: Guide til fem oplevelser i Wien