Check-in: Hotel Berkeley

214 værelser med luksuriøs komfort som tema og en restaurant med to Michelinstjerner. Kom med bag facaden på Hotel Berkeley i London.

Foto: Helle Schønning
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Første indtryk
Klasse. Ubetinget klasse. Hotellet med den enkle facade ligger lige om hjørnet fra den travle Knightsbridge. Men så snart den bowlerklædte dørmand har sluset dig gennem svingdøren, fortager Londons brus sig til fordel for en dejlig fred. Ikke den kedelige type, hvor alle hvisker, fordi der er for fint – men den gode form, hvor der er liv, men ingen stress og støj.

Hallen er hyggelig med hvide, udskårne trælofter og glade, gule vægge som ramme om en smuk åben pejs. Knitrende ild og levende lys på kaminhylden flankeres af et par moderne lysegrå, chaiselongagtige stole. Det er her, man venter på hinanden, så skiftende personligheder sidder til pryd som supplement til det klassiske look.

Værelserne
De 214 værelser har enkel luksuriøs komfort som tema. Mest tøse-pyntet er nogle af de fine suiter, mens gæstefavoritten, The Berkeley Suite, der har udsigt til en kirke fra den franske altan, er indbydende med sin kølige, sartgrå elegance. Dobbeltværelserne er lidt businessagtige på den eksklusive måde, med rigelig garderobe og dejligt badeværelse med kar. Der er, efter London-forhold, meget generøst med plads. På 8. etage er værelserne mindre, men har mere farve på vægge og tekstiler. De er som små minilejligheder og er hyggelige at komme hjem til efter en lang dag i byen.

Mad og drikke
Her er vi ude i mad med X-faktor: I den ene restaurant regerer Pierre Koffmann, der landede tre Michelinstjerner i London, lagde forklædet fra sig og tog hjem til Frankrig for at fiske. Nu er han lokket tilbage med sine skønne opskrifter på Coquilles St. Jacques og landkøkken med ovnstegt kanin, braiserede grisetæer og blodpølse. »Det er sydfransk mad, som jeg selv holder af. Ikke noget med fusion her,« forsikrer Pierre. Hans pistachiesouflé, der serveres lun og beriges med en skefuld parfait ved serveringen, burde være obligatorisk.

I den anden ende af hotellet soler Marcus Wareing sig under hele to Michelinstjerner, og restauranten er så smuk, at det gør ondt, med bourgognefarvet elegance og en lyssætning, der fremhæver det bedste i både maden og gæsterne. Marcus står for en moderne fortolkning af eksklusiv fransk gourmetmad. Og tag nu kaffen med, blot for at se kæmpeopsatsen med hjemmelavede chokoladetrøfler. »The Caramel Room« har barmenu med lette retter, samt hotellets giga-hit, den charmerende »Prêt-à-Portea«, hvor kagerne til teen er skabt som de store designeres sko, kjoler og tasker med inspiration direkte fra catwalken. 

Særligt
»The Blue Bar« i hallen er mødested for byens hotsteppers, der nyder det cool og hamrende blå look med stole i hvidt kunstigt strudseskind mellem de oprindelige 1800-tals træpaneler. David Collins, der er god ven af Madonna, har indrettet baren, og hun dukker op nu og da, ligesom Beyonce, Lady Gaga og slige navne. Dels fordi det er super cocktails, og dels fordi de kan sidde i fred med vennerne, uden at nogen stirrer. Det er en uskreven lov i baren.

Minus
Hvis man spiser middag i Koffmanns, skal man ud ad døren og ind igen fra gaden. Vel er vi i afdelingen for luksusproblemer, men hvis det regner på londonsk, kan det kræve skiftesko. Alternativt kan man stikke gennem en smutvejsagtig dør i hjørnet af The Blue Bar. I de pæne sko...

Plus
Dynerne er store, lette, lune og lækre. Jeg har sjældent været ud for bedre af slagsen. Og så ligger The Berkeley som blommen i et shoppingæg med Harrods, Harvey Nichols og designergaden Sloane Street rundt om hjørnet. Og mange af de store museer i nærheden.