Check-in: Historisk luksus ved Brandenburger Tor

Hotel Adlon er et af den tyske hovedstads fornemste hoteller med et stamtræ, der fortæller historien om byens elite og deres gæster.

Foto: PR, Hotel Adlon
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra Kejser Wilhelm II til i denne uge Barrack Obama og familie – alle har de boet på Berlins gamle dame.

Første indtryk
Med Brandenburger Tor som nærmeste nabo får man ikke en bedre beliggenhed ved enden af Unter den Linden. 

Afleverer nøglen til den klassiske folkevognsboble fra 1950erne til portieren, som lyser op ved udsigten til at køre et stykke klassisk tysk automobilhistorie ned i kælderen. 

Hele vestibulen oser af klassisk elegance. Mørkt træ, mange meter til loftet og flere dybe og bløde sofaarrangementer. Man får lyst til at glide ned i en af dem med en tyk avis og bare læse og kigge på de mange forskellige gæster, der kommer og går.  

Værelserne
Hotellet er med sine 382 værelser og suiter kæmpestort, og det er også en længere tur, piccoloen viser vej på, før juniorsuiten indtages.

Hvor de fleste hoteller enten er 100 pct. klassisk eller 100 pct. modernistisk indrettet, så formår værelset at kombinere fladskærme med klassiske møbler og tykke tæpper. 

Som et af Berlins fornemste hoteller med en lang række notabiliteter på gæste-CV’et, byder det på alt fra flotte standardværelser til den Royale Suite på 220 m2.

Mad og drikke
På barsiden er Adlon uhyre velassorteret. Der er den klassiske lobbybar, så er der en udendørs champagnebar, som Möet står bag i sommerhalvåret, cocktailbaren Sra Bua med asiatiske undertoner og Club Felix, der er en regulær natklub. 

På madsiden byder Adlon på den tostjernede michelinrestaurent Lorenz Adlon Esszimmer, der specialiserer sig i finere klassisk europæisk madlavning. Le petit Felix er mere nede på jorden og har middelhavskøkkenet som omdrejningspunkt. Sidste mulighed er Restaurant Quarré, der ligger i stueetagen ud til Brandenburger Tor. 

Spiser Chateaubriand og Tiramisu på den sidste, der også præsterer et imponerende vinkort.   

Særligt
Det er historiens vingesus, der gør Adlon til noget særligt. Allerede fra Hotel Adlon slog dørene op i 1907, tog cremen af Berlin hotellet til sig. Kejser Wilhelm II foretrak efter sigende ved flere lejligheder hotellets suite over sit eget palads. Siden har en folk som Marlene Dietrich, Charlie Chaplin, Henry Ford, Thomas Mann og Franklin D. Roosevelt tjekket ind.

Adlon slapt relativt uskadt gennem Anden Verdenskrig, men i maj 1945 kom en flok sovjetiske soldater ved en uheld til at antænde hotellet (efter sigende efter et besøg i vinkælderen), og en del af hotellet gik til. Først efter genforeningen i 1989 blev hotellet genopført, og efter indvielsen i 1997 har både Bill Clinton, George W. Bush og senest Barrack Obama og familie boet der. 

Plus
Beliggenheden, historien, maden og den særligt tyske perfektionistiske tilgang til luksus.

Minus
Mere klassisk og kedeligt end hipt med hipsterne. Klientellet er rige amerikanere med blåt hår.  

Pris
Fra 2.200 kroner for et standardværelse

Læs også: Guide til 3 Michelin-metropoler